Siden årsskiftet har en helt almindelig gåtur med menneskets bedste ven kunnet forvandle sig til en særdeles ubehagelig affære med risiko for en klækkelig bøde, hvis du glemmer et ganske specifikt stykke udstyr. Reglerne er blevet strammet uden den store offentlige larm, og mange hundeejere lufter stadig deres firbenede venner nøjagtig som før.
Når de bliver stoppet af politiet, nytter det dog ikke noget med dårlige bortforklaringer – det eneste, der tæller, er, om hunden er sikret efter forskrifterne. Hvis ikke, falder der en kontant bøde på stedet.
For de fleste danskere er hunden en trofast følgesvend på gåturen, en kilde til hverdagsafkobling og den perfekte grund til at få noget frisk luft. Rutinen er som regel den samme: hundesnor, høm-høm-poser og måske et kastelegetøj. Men de færreste skænker det en tanke, at der kan mangle et helt bestemt tilbehør i picnictasken eller lommen – et tilbehør, som det koster dyrt at glemme direkte på gaden.
Fra den 1. januar er reglerne for de såkaldte “muskel- og kampfunde” samt hunde, der vurderes at udgøre en øget risiko, blevet strammet markant. Politiet har fået klare instrukser om at udføre hyppigere kontroller og skride hurtigere ind end tidligere. Hvor man før i tiden måske slap med en venlig advarsel eller en løftet pegefinger, sidder bødeblokken i dag løst i politifolkenes lommer.
Nye regler: En rolig hund fritager dig ikke for pligten
Siden starten af året har det på offentligt tilgængelige steder været et absolut krav, at udvalgte hunderacer bærer en specifik sikring af mundtøjet – og mangler denne, udløser det en bøde på mellem 250 kr. og 1.100 kr. Det helt centrale her er, at loven ikke skeler til den enkelte hunds sindssind. Det er fuldstændig underordnet, om Fido går pænt på plads, aldrig gør og ikke kunne skyde overvejelser om at bide så meget som en flue.
Det afgørende er udelukkende, hvordan hunden ser ud, og hvilken kategori reglerne placerer den i. Mange ejere er slet ikke klar over, at deres hund kan blive kategoriseret som en risikohund alene baseret på sit ydre og sin kropsbygning, også selvom der er tale om en blandingshund uden stamtavle. Det er netop denne usikkerhed, der fanger mange på sengen. Man køber måske en sød hvalp via en annonce på Den Blå Avis eller Facebook, og ved en tilfældig kontrol på gaden får man så at vide, at dyret falder ind under kategorien for farlige hunde, som kræver særlig håndtering. En diskussion på fortovet med ordensmagten falder sjældent ud til hundeejerens fordel.
Hvilke hunde er i myndighedernes søgelys?
Reglerne gælder langt fra alle vores firbenede venner. Lovgivningen skelner skarpt mellem to kategorier af hunde, hvor kravene er væsentligt strengere. Opdelingen er baseret på fysiske træk og ophav, ikke på det enkelte dyrs faktiske adfærd.
Hunde, der betegnes som deciderede kamphunde eller farlige racer, omfatter dyr, der betragtes som særligt risikable på grund af deres muskuløse kropsbygning og oprindelige genetiske formål. Typisk er der tale om hunde, der stammer fra forskellige uregistrerede krydsninger uden komplet dokumentation eller stamtavle fra Dansk Kennel Klub. Det drejer sig klassisk om hunde, der af udseende minder om en American Staffordshire Terrier (Amstaff) uden papirer, diverse mastiff-blandinger eller Tosa Inu-blandinger uden fuld registrering.
I praksis er det ofte nok, at hunden af udseende minder om en af disse racer, for at betjenten vil vurdere, at den hører under de skærpede lovkrav. Den anden kategori omfatter racer, der er officielt anerkendt og registreret i de kynologiske registre:
- American Staffordshire Terrier (Amstaff) med fuld stamtavle
- Rottweiler med komplet dokumentation
- Tosa Inu registreret i de korrekte registre
- Dogo Argentino fra godkendte opdræt
- Fila Brasileiro med officielle papirer
- Kangal registreret i anerkendte stambøger
Disse hunde er oprindeligt avlet eller trænet som vagt-, hyrde- eller forsvarshunde. For lovgivningen er det dog afgørende, at de tilhører en specifik racegruppe. Kravene til ejere af hunde i begge kategorier er stort set identiske.
Den skal sidde på hundens snude – ikke i lommen
Siden 1. januar har der for de ovennævnte hunderacer gældt et uomtvisteligt krav på alle offentlige steder: Hunden skal føres i mundkurv. Det nytter ikke noget, at mundkurven ligger nede i tasken eller hænger på hundesnoren som en helgardering, hvis nu politiet skulle dukke op. Reglerne skærer det ud i pap – mundkurven skal sidde solidt på hundens snude fra det sekund, den forlader privat grund.
Dette dækker blandt andet over parker, grønne områder og andre rekreative steder, men også fællesarealer i etageejendomme, herunder trappeopgange, kældergange og underjordiske parkeringsanlæg. Selv den korte tur fra lejligheden og ned til bilen via trappen uden mundkurv kan resultere i en bøde, hvis kontrollen tilfældigvis slår ned i netop det øjeblik.
Myndighederne skelner ikke imellem, om hunden har gået fem meter eller fem kilometer – det er selve overtrædelsen af pligten, der tæller. Lufter man en hund fra risikokategorien uden mundkurv, udløser det en bøde i den lavere ende af skalaen, men beløbet er stadig mærkbart for de fleste. Alt efter forseelsens karakter og omstændighederne lander vi på de førnævnte 250 kr. og 1.100 kr.
Hvis det under kontrollen viser sig, at der også mangler andre lovpligtige ting – som for eksempel registrering i Dansk Hunderegister eller den lovpligtige ansvarsforsikring med udvidet dækning for hunderacen – løber bøderne lynhurtigt op. Dertil kommer frustrationerne, den tabte tid på at forklare sig og risikoen for yderligere administrative efterspil. Det absolut værste scenarie er, hvis en hund uden mundkurv bider et andet menneske eller dyr, uanset hvor lille skaden end måtte være. I så fald vil retsvæsenet og politiet se på sagen med markant strengere briller, end hvis hunden havde været sikret efter bogen.
Sådan forbereder du dig på kontrollen, så du kan sove trygt om natten
Mange ejere af hunde i risikogruppen er kede af at give hunden mundkurv på, fordi det i offentligheden automatisk forbindes med en aggressiv og farlig hund. Men i virkeligheden kan en veltilpasset model være ganske behagelig for hunden at gå med. En god kurv (f.eks. en buster- eller plastik-baskerville-model) tillader hunden at trække vejret frit med åben mund, pibe, hapse godbidder og endda drikke vand fra en skål.
Det mest fornuftige er at gribe mundkurvstræningen an som enhver anden form for positiv hundetræning. I stedet for at tvinge kurven over hovedet på hunden i absolut sidste øjeblik før en gåtur, bør du opdele træningen i små, overskuelige etaper. Start med at lade hunden snuse til mundkurven derhjemme og forbinde den med lækre godbidder. I næste fase kan du lægge en godbid ind i bunden af kurven og lade hunden stikke snuden frivilligt herind for at få sin belønning.
Først når hunden er helt tryg ved dette, spænder du forsigtigt remmene i et par sekunder af gangen, mens du roser og giver godbidder, og øger gradvist tidsintervallen. Træn det indendørs i trygge rammer og på meget korte gåture, indtil hunden ser mundkurven som noget helt naturligt. En sådan fremgangsmåde mindsker ikke kun stressen hos dyret, men gør også hverdagen langt lettere for dig som ejer. At give hunden mundkurv på bliver en hyggelig rutine i stedet for en slåskamp i entréen.
Tjek, om reglerne også gælder for din hund
Selvom din firbenede ven ikke tilhører de racer, der oftest figurerer på diverse lister over forbudte eller farlige hunde, er det givet rigtig godt ud at rådføre sig med din dyrlæge eller den lokale kommune. Mange steder gælder der specifikke lokale politivedtægter eller regler for hundeskovene, som kan være mere detaljerede end den overordnede hundelov.
Skal du have hunden med på ferie til udlandet, er det desuden altafgørende, at du sætter dig grundigt ind i reglerne for det specifikke land eller den by, I besøger. Det, der i Danmark måske blot anses for sund fornuft og god skik, kan i Tyskland, Sverige eller andre lande være et ufravigeligt lovkrav med tårnhøje bøder til følge. Sikkerhed, offentlighedens tryghed og dit juridiske ansvar hænger uløseligt sammen.
En hund af en muskuløs type med mundkurv på kan vække blandede følelser hos de forbipasserende på gaden. På den ene side kan hundens rå ydre virke utrygt på nogle, men på den anden side føler langt de fleste sig væsentligt mere sikre, når de kan se, at hunden er forsvarligt sikret. For dig som ejer har det dog en helt anden og uvurderlig betydning: juridisk rygdækning. Hvis der skulle opstå en uforudset hændelse, er det altid ejeren, der skal stå til regnskab for hundens handlinger.
Hvis hunden blev ført i snor og bar mundkurv, er det langt nemmere at bevise, at du har udvist den nødvendige agtpågivenhed og gjort alt, hvad der stod i din magt for at forebygge skader. I det modsatte scenarie – hvor hunden går løs eller i snor, men uden mundkurv – vil myndighederne lynhurtigt kunne konkludere, at ejeren har handlet uagtsomt i forhold til de gældende sikkerhedsregler. I praksis bliver mundkurven derfor ikke kun et redskab til at beskytte omgivelserne, men også en uvurderlig forsikring for dig som ejer. Den beskytter dig mod massive økonomiske, juridiske og personlige konsekvenser, som kan opstå, når man ejer en hund, der kræver ekstra opmærksomhed. Overvej derfor, om en lille investering i en ergonomisk mundkurv i høj kvalitet og et par ugers tålmodig træning ikke er givet rigtig godt ud for din egen nattesøvns skyld.
