Efterhånden som ventelisterne vokser og presset på personalet stiger, er der rigtig mange i Sverige, som bekymrer sig om fremtidens sundhedsvæsen. Denne utryghed har fået et stigende antal borgere til at søge alternative veje for at sikre sig en hurtigere vej til lægehjælp.
For mange mennesker fungerer disse løsninger som et uundværligt sikkerhedsnet i hverdagen, især hvis en alvorlig sygdom pludselig rammer. Netop fordelingen af ressourcer, og hvem der kommer først i køen til behandling, er derfor et emne med stor folkelig klangbund.
I lang tid har man diskuteret livligt, hvilken reel effekt de helprivate løsninger egentlig har på velfærdssystemets bæredygtighed. Nu præsenterer friske forskningsresultater imidlertid konklusioner, der fuldstændig udfordrer et af de mest udbredte argumenter i den offentlige debat.
Øger det samlede behandlingsbehov
Et omfattende forskningssamarbejde mellem Stockholms universitet, London School of Economics og Göteborgs universitet kaster et helt nyt lys over problematikken. Konklusionen er krystalklar: Private sundhedsforsikringer lader slet ikke til at fjerne presset fra det offentlige sundhedsvæsen.
Tværtimod dokumenterer forskerne, at forsikringsordningerne skaber et endnu større samlet forbrug af ressourcer. Analysen viser tydeligt, at patienter med en forsikring – som oftest er betalt af arbejdsgiveren og er mest udbredt blandt højtlønnede – opnår en markant hurtigere adgang til speciallæger end uforsikrede borgere i en tilsvarende helbredssituation.
Denne tidlige genvej til specialiseret behandling medvirker ganske vist til en hurtigere diagnosticering af kritiske og livstruende sygdomme, herunder kræft.
Bagsiden af medaljen er dog, at den tidlige lægekontakt udløser en sand lavine af behov længere fremme i patientforløbet. Det fører nemlig direkte til flere kliniske udredninger, hospitalsindlæggelser og massiv udskrivning af medicin.
Selvom selve den indledende kontakt ofte foregår på privathospitaler, ender regningen for de afledte og langt tungere behandlingsomkostninger primært hos det offentlige skattesystem.
Ressourcer trækkes væk fra de uforsikrede
Økonomiprofessor David Seim fra Stockholms universitet, som er en af hovedkræfterne bag det opsigtsvækkende studie, forklarer mekanismen bag denne skjulte overførsel af omkostninger.
Når de privatpraktiserende specialister opdager lidelser eller underliggende komplikationer, som ligger uden for den private forsikringspolices dækning, bliver patienten sendt tilbage. Herved skubbes både patienten og den fremtidige regning direkte over i det offentlige system via henvisninger.
Derudover dokumenterer undersøgelsen et andet interessant mønster. Forsikrede patienter oplever nemlig generelt kortere ventelister, selv når de ender med at blive behandlet i det offentlige regi. Dette skyldes angiveligt, at deres henvisninger oftere bliver stemplet med en høj prioritet fra start.
Dette spring i køen betyder uundgåeligt, at de uforsikrede patienter presses længere ned på ventelisten, når der i forvejen er intens kamp om hænderne på sygehusene. Forsikringsordningerne genererer med andre ord et højere træk på fællesskabets kapacitet, i stedet for at fungere som den tiltænkte aflastning.
Helt isoleret set falder brugen af de almene praktiserende læger en smule, da de forsikrede borgere i mange tilfælde springer dette led over. Men denne lille besparelse i almen praksis er på ingen måde tilstrækkelig til at opveje de massive, ekstra udgifter til specialiseret sygehusbehandling og medicin, fastslår forskerholdet afslutningsvis.
