Har du nogensinde brugt årevis på at føre indre dialoger, som aldrig bliver til virkelighed? Dette er ikke blot et tegn på empati, men derimod et massivt energidræn, du sandsynligvis slet ikke ænser.
Måske formulerer du forsvarstaler for din chef under køreturen, retfærdiggør dig over for familien inden sengetid eller forsvarer dine valg i brusebadet over for en person, der for længst har fældet dom over din personlighed. Denne lydløse uvane æder utallige timer af din tilværelse – uden overhovedet at forbedre dine relationer. Når man pludselig beslutter sig for at stoppe med at forsvare sig selv, indtræffer forandringen ofte bemærkelsesværdigt hurtigt.
Inden for psykologien skelnes der mellem to primære belastningstyper: den intellektuelle og den emotionelle. Hvor den første handler om planlægning og håndtering af dagligdagens mange opgaver, udgøres den anden af den anstrengelse, det kræver at tøjle sine følelser for ikke at “være til besvær”. Trangen til konstant at forklare sig rammer ned i begge disse kategorier. Det kræver nemlig en uafbrudt kalkulering af andres opfattelse, alt imens man undertrykker vrede, skam eller sorg. Det mest skræmmende er, at mønsteret som regel sniger sig ind på os helt ubemærket.
Der findes sjældent et bevidst øjeblik, hvor man beslutter at afsætte hjernekapacitet til at forsvare sig mod folk, som alligevel ikke lytter. Det opbygges over tid: gennem en streng forælder, der primært viste kærlighed via tavshed, en kunde, som med en enkelt sætning reducerede dit værd, eller en søskende, der stadig interagerer med den version af dig, som eksisterede for tyve år siden.
Et automatisk program, der kører i baghovedet
Nyere forskning i følelsesregulering understreger, at hjernen går i aktion længe før selve konfrontationen. Blot tanken om en svær samtale sætter gang i forberedelserne: hvad skal der siges, hvordan bør du reagere, og hvordan skjuler du dine sande følelser bedst muligt. Dette medfører reelle psykologiske omkostninger, selv hvis du aldrig ender med at åbne munden.
Et utal af mennesker lever med et konstant “forsvarsprogram” kørende i baggrunden, hvilket dræner dem for ro, kreativitet og fokus – uden at nogen egentlig har bedt dem om det. Kognitive psykologiforskere har påvist, at disse mentale konfliktsimuleringer aktiverer de eksakt samme hjerneområder som oplevelsen af ægte stress.
Mekanismen kan bedst sammenlignes med en app, der ligger skjult på din telefon og sluger strøm, selvom skærmen er slukket. På præcis samme måde fungerer det kroniske behov for mentalt forsvar. Det opsuger den vitale energi, som du i stedet kunne have investeret i dit parforhold, dine børn, gode kolleger eller fritidsinteresser såsom madlavning og havearbejde.
Faren ved dette mønster er, at det ofte står på i årevis, før du overhovedet opdager det. Det inkorporeres i din identitet og bliver en automatisk reaktion i selskab med bestemte individer – hvad end det er en eksmand, din mor, en nabo eller en gammel studiekammerat.
Hvorfor vi forsvarer os over for dem, der nægter at lytte
De fleste af os bærer rundt på et naivt, men stærkt håb om, at modparten endelig vil forstå os, hvis vi blot vælger de helt rigtige ord. Vi bilder os ind, at bare én enkelt, velformuleret forklaring mere vil gøre udslaget. Desværre svækkes denne overbevisning sjældent, på trods af mange års bitre erfaringer.
Kerneudfordringen ligger i sel
