Den nuværende krise i Den Persiske Bugt skaber en højst usædvanlig situation på tværs af de europæiske lande. Mens visse nationer kigger ind i en alvorlig trussel mod deres energisikkerhed, mærker andre knap nok de globale rystelser.
Dykker man ned i de seneste handelsdata, træder et ganske overraskende billede frem. Tallene afslører nemlig med al tydelighed, præcis hvor afhængige specifikke europæiske nationer egentlig er af energiforsyningerne fra dette strategiske knudepunkt.
Hormuzstrædet, der fungerer som en afgørende flaskehals mellem Iran og Den Arabiske Halvø, håndterer normalt en gigantisk andel af verdens samlede eksport af olie og flydende naturgas. Siden krigsudbruddet med Iran i slutningen af februar har iranske militærstyrker dog reelt lammet den civile skibstrafik i farvandet ved hjælp af missiler, droner, søminer og aggressive flådemanøvrer.
Forskere fra Supply Chain Intelligence Institute i Østrig, Complexity Science Hub i Wien og universitetet i Delft har gransket varestrømmene fra de berørte golfstater. Deres analyser understreger, at de europæiske lande rammes meget forskelligt. Viser det sig, at afbrydelsen varer længere end fire uger, vil forsinkelserne begynde at hobe sig op i de globale forsyningskæder og potentielt udløse en enorm økonomisk dominoeffekt.
Disse europæiske lande rammes hårdest af blokaden
Forskerholdet peger på Italien som den mest udsatte nation inden for Den Europæiske Union. Årligt aftager landet varer for svimlende 9,8 milliarder dollars (svarende til omtrent 8,5 milliarder euro) fra de blokaderamte nationer. Den altoverskyggende faktor her er energi, især i form af flydende naturgas og beslægtede brændstoffer.
Den italienske energiforsyning læner sig massivt op ad import fra Qatar. Hvert eneste år ankommer enorme mængder gas til landet, som holder både de lokale kraftværker og den tunge industri kørende. Brancheeksperter advarer om, at et pludseligt stop i disse leverancer vil kunne ryste hele den italienske økonomi i sin grundvold.
Belgien og Storbritannien befinder sig ligeledes i risikozonen. De belgiske havneterminaler, med Antwerpen i spidsen, fungerer som Europas hoveddør for råolie og petrokemiske produkter fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. På samme tid er briterne dybt afhængige af at importere både flydende naturgas, kemikalier og raffinerede olieprodukter fra regionen.
Det importerer de mest sårbare nationer
Det kommer bag på de fleste, hvor dybt den italienske afhængighed af forsyninger fra Qatar egentlig stikker. Udover den rene energiforsyning importerer landet nemlig en lang række kritiske råvarer til deres fremstillingsindustri:
- Flydende naturgas fra Qatar til en værdi af cirka 4,4 milliarder dollars om året
- Raffinerede olieprodukter direkte til transportsektoren
- Vitale petrokemiske grundstoffer til produktion af plast
- Kemiske komponenter og gødning til det lokale landbrug
- Aluminium og andre metaller fra emiratarabiske raffinaderier
- Organiske kemikalier øremærket til medicinalindustrien
Kigger man mod Belgien, løber den årlige import fra landene omkring Hormuzstrædet op i omkring 6,2 milliarder dollars. Havnen i Antwerpen modtager og bearbejder enorme mængder råolie, som efterfølgende distribueres videre til raffinaderier i både Belgien, Holland og Tyskland. Uden denne lind strøm af råstoffer vil produktionen af benzin, diesel og andre bilrelaterede produkter hurtigt gå i stå.
Selvom Storbritannien har forladt EU, står de over for akkurat de samme logistiske hovedpiner. Årligt køber britiske importører flydende naturgas for næsten 5,8 milliarder dollars, hvor hovedparten skibes ind fra Qatar. I denne ligning udgør anlæggene i Milford Haven og Isle of Grain tæt ved London noget af den allervigtigste energistruktur i hele landet.
Disse lande slipper næsten uskadt gennem krisen
Analytikerne hos Complexity Science Hub i Wien understreger dog, at visse europæiske lande stort set kan trække på skuldrene af blokaden. Centraleuropæiske nationer som Polen, Tjekkiet og Ungarn får primært deres olie og gas fra Rusland, Norge eller direkte via Druzjba-rørledningen.
Tyskland udgør et særligt bemærkelsesværdigt eksempel. På trods af status som Europas absolut største økonomi, udgør importen fra Den Persiske Bugt kun en lille brøkdel af det samlede tyske energimix. Da energikilderne over længere tid er blevet bredt ud, har krisen i Hormuzstrædet kun begrænset indvirkning på det tyske samfund.
I Frankrig har man, ligesom hos naboerne i øst, valgt at sprede risikoen ved at satse på atomkraft samt stabil gasimport fra Norge og Algeriet. Vel at mærke behandler franske anlæg en vis mængde saudiarabisk olie, men den generelle sårbarhed er utrolig lav. Eksperter vurderer, at Frankrig vil kunne håndtere eventuelle forsyningshuller uden mærkbare økonomiske rystelser.
Længere mod syd henter Spanien og Portugal størstedelen af deres naturgas i Algeriet via rørledninger under Middelhavet. Desuden modtager Den Iberiske Halvø flydende naturgas fra USA og Vestafrika i stedet for at være afhængig af tankskibe fra Den Persiske Bugt.
Hvor længe kan Europa klare sig uden nye forsyninger?
For at forstå de fremtidige konsekvenser har eksperterne fra universitetet i Delft simuleret forskellige scenarier for en langvarig nedlukning af strædet. Deres datamodeller afslører, at de europæiske lande let kan ride stormen af de første to uger ved at trække på strategiske lagre og alternative handelsruter. Når kalenderen runder en måned, begynder sprækkerne dog at vise sig.
De italienske gaslagre rummer under normale forhold nok kapacitet til at dække det nationale forbrug i seks til otte uger. Den helt store udfordring melder sig, hvis transportstoppet strækker sig over to måneder. I så fald vil landets energisektor blive tvunget til at skifte over til markant dyrere alternativer som kul eller diesel, hvilket vil få elpriserne til at eksplodere.
Allerede efter tre uger uden saudiarabisk råolie vil de belgiske fabrikker og raffinaderier sandsynligvis være nødt til at skrue drastisk ned for blusset. Da industrien i Antwerpen beskæftiger tusindvis af medarbejdere, vil en decideret produktionspause skabe dønninger langt ind i de øvrige europæiske økonomier.
Sådan kan politikerne afbøde de økonomiske stød
Skal man lytte til specialisterne inden for forsyningssikkerhed, er der flere konkrete tiltag, som hurtigt bør iværksættes. Det allervigtigste træk er en markant og lynhurtig opjustering af importen fra USA, Australien og Nigeria. Heldigvis er der i øjeblikket ledig kapacitet på de europæiske terminaler, som uden problemer kan overtage gassen, der ellers skulle være kommet fra Qatar.
Samtidig bør de mest eksponerede regeringer straks indlede forhandlinger om midlertidige kontrakter med andre olieproducerende lande. Nationer som Norge, Aserbajdsjan og endda afrikanske stater som Angola og Nigeria vurderes at kunne skrue midlertidigt op for eksporten. Parallelt hermed er det afgørende, at reserverne frigives i et koordineret tempo på europæisk niveau for at afværge irrationel panik på de globale markeder.
Den opståede situation understreger med al tydelighed sårbarheden i de moderne, globale varekæder. Måske er tiden inde til en større ransagelse af, om Europa er ved at gentage præcis de samme fejl i forhold til blind energiafhængighed, som kontinentet tidligere har slået sig hårdt på.
