Det handler slet ikke om at mangle tid eller støtte i hverdagen. Der er derimod tale om en helt særlig form for isolation, som opstår, når du af hensyn til dit barns fremtidige velbefindende er tvunget til at trække en grænse, mens barnet udelukkende betragter dig som en fjende.
Når man som forælder afviser en anmodning, føler man sig sjældent som det perfekte ideal fra de pædagogiske lærebøger. Man føler sig derimod utrolig elendig. Dit barn kigger på dig med brændende vrede og en følelse af et enormt svigt. Der bliver måske råbt hårde ord, døre smækkes i huset, og en tung, anspændt stilhed sænker sig over rummene, kun afbrudt af insisterende gråd.
Om natten kaster du dig hvileløst rundt i sengen. Hovedet fyldes med tvivl: “Var jeg for streng?”, “Gik jeg over stregen?”, eller “Burde jeg måske have givet efter?”. I præcis det øjeblik sidder der ingen ved din side for roligt at bekræfte dig i, at den knugende smerte i brystet netop er et tegn på, at du udfører din forældreopgave helt korrekt.
I kampens hede opfattes du som modstanderen. Du formår dog at se meget længere frem i tiden end blot denne ene aften – du tænker på barnets voksne liv, fremtidige relationer og evnen til at regulere egne svære følelser. I årtier har børnepsykologer fremhævet en bestemt opdragelsesmetode, som konsekvent skaber de bedste forudsætninger for et sundt voksenliv. Metoden kendes som den autoritative stil, der desværre ofte fejlagtigt forveksles med at være autoritær, på trods af at der er tale om to vidt forskellige tilgange.
Hvad psykologer fortæller os om den ubehagelige side af opdragelsen
Omfattende forskning peger entydigt på, at børn, der vokser op med autoritativ opdragelse, har langt lettere ved at udvise selvkontrol, styre deres impulser og tage ansvar for personlige valg. De udvikler typisk et markant stærkere selvværd, navigerer sundere i sociale sammenhænge og har en væsentlig lavere risiko for at ende i dyb depression eller opsøge ekstremt risikobetonet adfærd senere i livet.
I teorien lyder alt dette utrolig tiltalende. I virkelighedens verden kræver det dog en enormt udmattende indsats: Du skal levere massive mængder varme, men samtidig holde fast i et urokkeligt “nej”, selv når det ville være nemmere bare at kaste håndklædet i ringen. Ekspertstudier baseret på hundredvis af familier bekræfter, at mødre og fædre ofte justerer deres reaktioner afhængigt af den specifikke situation, barnets humør og deres eget mentale overskud.
Netop derfor er det faretruende let at falde i den velkendte fælde, hvor man den ene dag er standhaftig, mens man den næste dag bukker under for ren udmattelse og tillader noget, der strider direkte imod ens egne værdier. En eftergivende forælder undslipper konfliktens ensomhed ved konstant at sige ja. Den fraværende forælder ignorerer den ved slet ikke at involvere sig i barnets følelser. Den autoritative forælder vælger derimod modigt at forblive midt i spændingsfeltet og udholde ubehaget.
Hvorfor denne forældrerolle føles så ekstremt isolerende
Isolationen i disse svære situationer bunder ikke i et fysisk fravær af andre voksne. Den stikker markant dybere: Du føler dig totalt misforstået af netop det menneske, hvis accept betyder allermest for dig – dit eget afkom. Når du nægter din teenager at blive to timer længere ude til en fest, står masserne ikke i kø for at klappe ad din store ansvarsfølelse.
Der bliver aldrig uddelt nogen
