En omfattende analyse af 186 landes produktionskapacitet viser et bekymrende billede af globale forsyningskæder: Over en tredjedel af verdens nationer kan højst brødføde sig selv inden for to ud af syv fundamentale fødevarekategorier.
- Dyrkning af grøntsager er det globale landbrugs største strukturelle svaghed, idet blot 24 procent af markederne kan dække deres eget behov.
- Mange stater baserer deres fødevareforsyning på en enkelt, altdominerende handelspartner.
- Denne ekstreme importafhængighed gør landene voldsomt sårbare over for pludselige kriser og globale forsyningssvigt.
Verdens eneste reelt selvforsynende nation
Forskere fra Göttingen Universitet og Edinburgh Universitet har kortlagt de nationale fødevaresystemers robusthed i et nyt studie, der er publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature Food. Forskningsholdet, under ledelse af Dr. Jonas Stehl, gennemgik data fra 186 lande baseret på de syv vigtige kostkategorier, som er defineret i WWF Livewell-anbefalingerne. Konklusionerne blev offentliggjort i 2025.
Eksperterne analyserede følgende primære madkategorier:
- Frugt
- Grøntsager
- Mejeriprodukter
- Fisk
- Kød
- Bælgfrugter, nødder og frø
- Stivelsesholdige fødevarer
Guyana er det absolut eneste land på kloden, der er fuldstændig selvforsynende. Den sydamerikanske stat, som rummer omkring 850.000 indbyggere, har opbygget sin imponerende fødevaresikkerhed gennem målrettede statslige investeringer. Faktisk er de offentlige udgifter til landbrugssektoren skudt i vejret med næsten 470 procent.
Regeringen i Guyana valgte strategisk at tredoble landets landbrugsarealer med majs og soja fra 4.047 til hele 12.141 hektar. Denne voldsomme udvidelse betød, at man fuldstændig kunne droppe importen af dyrefoder fra udlandet.
Lige i hælene på førstepladsen finder vi Kina og Vietnam. Begge disse lande formår at brødføde deres befolkninger i seks ud af de syv nævnte fødevarekategorier.
Globalt set er det kun hver syvende stat, der opnår uafhængighed på mindst fem områder. Mere end en tredjedel af de analyserede nationer — med en overvægt af lande i Afrika — kan maksimalt klare to kategorier selv.
En række markeder udviste en total afhængighed af udefrakommende varer med et resultat på et stort nul i selvforsyning:
- Afghanistan
- Forenede Arabiske Emirater
- Irak
- Macao
- Qatar
- Yemen
Hvor mange lande dyrker nok grøntsager?
Forskningen afslører nogle enorme skævvridninger, når man kigger på det globale landbrugs samlede produktion. Hele 65 procent af verdens lande genererer faktisk et direkte overskud af kød og mejeriprodukter. Til gengæld udgør friske grøntsager det absolut største problem. Her er det kun 44 lande (24 procent af de undersøgte markeder), der overhovedet lever op til kravene for at være selvforsynende.
Nationernes evne til at brødføde sig selv svinger markant alt efter hvilken råvare, der er tale om.
Forskernes detaljerede gennemgang viser præcis, hvor mange lande der er selvforsynende inden for de forskellige grupper:
- 120 markeder kan dække deres eget kødbehov
- 88 markeder dyrker tilstrækkeligt med frugt
- 87 markeder producerer nok mejeriprodukter
- 85 markeder er uafhængige inden for bælgfrugter, nødder og frø
- 84 markeder producerer rigeligt med stivelsesholdige fødevarer
- 47 markeder kan dække behovet for fisk
Den massive afhængighed af import rammer også de rige europæiske nationer. Tyskland kan for eksempel kun præstere at dyrke 35 procent af den anbefalede mængde grøntsager på egne marker.
I Storbritannien ser det endnu sværere ud, da briterne importerer fra fem ud af syv kategorier og udelukkende er selvforsynende, når det gælder kød og mejeriprodukter. Datamaterialet viser endvidere, at der slet ikke findes nogen økonomisk union, som samlet set kan dække over halvdelen af kategorierne gennem lokal produktion.
Hvorfor er uafhængighed i landbruget så svært?
Rigtig mange lande lægger alle deres æg i én kurv ved at basere forsyningen på en enkelt stor handelspartner, der leverer over 50 procent af de importerede varer. Dette ses tydeligt i Mellemamerika, hvor regionen importerer størstedelen af sine stivelsesholdige madvarer direkte fra USA.
Økonomen Dr. Jonas Stehl advarer stærkt imod denne form for handelsstruktur:
“En massiv afhængighed af import fra specifikke lande kan efterlade nationer i en fuldstændig forsvarsløs position.”
Alligevel understreger fagmanden, at det ikke nødvendigvis er en optimal økonomisk strategi at stræbe efter at blive 100 procent uafhængig af omverdenen.
Dr. Jonas Stehl forklarer logikken bag dette:
“En lav grad af selvforsyning er principielt ikke en dårlig ting. Der findes særdeles gyldige og ofte yderst fordelagtige grunde til, at visse nationer ikke bør producere størstedelen af den mad, de forbruger.”
Der er nemlig flere naturlige barrierer, der spænder ben for den lokale fødevareproduktion:
- En kronisk mangel på regn og vand
- Dårlig jordkvalitet uden de rette næringsstoffer
- Voldsomme og ustabile temperaturforhold
I mange tilfælde er det ganske enkelt langt billigere at købe fødevarerne over grænsen. Udfordringen opstår dog, når der opstår krisesituationer, hvor manglen på hjemlig produktion pludselig rammer befolkningen hårdt. Dr. Jonas Stehl beskriver risikoen således:
“En lav grad af selvforsyning kan svække et lands evne til lynhurtigt at reagere på uventede globale chok i forsyningskæderne, herunder tørkeperioder, krigsudbrud eller pludselige eksportforbud.”
Den stigende interesse for at opnå national fødevaresuverænitet er direkte koblet til den nuværende geopolitiske stemning. Ifølge eksperten afspejler denne fornyede sult efter selvforsyning i høj grad nogle bredere politiske bevægelser. Det handler blandt andet om en voksende global nationalisme og et intenst ønske fra flere regeringer om helt at kappe afhængighedsbåndene til fremmede magter.
