Dengang Sahara var en frodig savanne
Et urgammelt kystområde fra en længe udtørret sø ligger begravet dybt inde i sandklitterne i Niger. For årtusinder siden levede mennesker her, hvor de sørgede over deres kære og begravede dem med enorm omsorg. De fund, som forskernes udgravninger har bragt op til overfladen, har fuldstændig ændret vores opfattelse af Sahara som en endeløs og livløs ørken.
I dag kender vi primært Sahara som et knastørt landskab domineret af sten og sand. For omkring 12 000 år siden var situationen dog en helt anden. Et lillebitte skift i jordaksens hældning betød nemlig, at de tropiske regnbælter rykkede længere nordpå. Denne ændring skabte kraftige monsuner, der fyldte floder, vådområder og søer med vand i et terræn, der i vores tid er rent ørkensand.
Moderne satellitbilleder viser udtørrede flodlejer, som skærer sig gennem sandet som dybe ar fra fortiden. Disse spor indikerer, at Čadského jezera dengang bredte sig over et langt større areal end i dag. Grotter og klippevægge i området er prydet med forhistoriske udskæringer af elefanter, flodheste og giraffer. Den slags detaljerede motiver skabes ikke af mennesker i et goldt miljø, men derimod i et frodigt landskab rigt på træer, græs og konstante vandkilder.
I løbet af denne bemærkelsesværdige grønne æra fungerede Sahara som en utrolig frugtbar savanne. Her udgjorde mennesker, vilde dyr og rigelige vandressourcer tilsammen et velfungerende, stabilt økosystem.
Gobero: En 10 000 år gammel gravplads under klitterne
Mens det grønne klima herskede, valgte adskillige befolkningsgrupper at slå sig ned langs floderne og de store søbredder. En af disse bosættelser fik navnet Gobero, og stedet udviklede sig med tiden til den største kendte stenaldergravplads, man nogensinde har fundet på det africkém kontinent.
Det var et rent tilfælde, at man overhovedet opdagede Gobero i Niger tilbage i rok 2000. Den amerikanske palæontolog Paul Sereno finkæmmede oprindeligt området for dinosaurfossiler, da han pludselig fik øje på stenredskaber og menneskeknogler, der stak op af sandet. Det viste sig hurtigt, at det løse ørkensand gemte på meget mere end blot fortidsdyr.
Grundige arkæologiske udgravninger afdækkede omkring 200 skeletter, som lå spredt over adskillige små sandbakker. Kulstof 14-datering viser, at de ældste af disse grave stammer helt tilbage fra rok 8 000 před naším letopočtem. Det var en periode, hvor store
