Fransk pensionistpar lever af rejser og dagligvarer på statens regning

Et par der aldrig har arbejdet – men alligevel modtager over 1.600 euro om måneden

Et ældre fransk par har sat gang i en heftig debat: de har aldrig haft et officielt arbejde, men lever alligevel komfortabelt af en generøs statsydelse. Deres historie afslører, hvor vidtrækkende det franske sikkerhedsnet for ældre med lave indkomster faktisk er – og hvor komplekse reglerne kan blive, særligt når man er to om det.

Hvilken ydelse gør dette muligt?

Historiens omdrejningspunkt er en fransk aldersydelse målrettet personer med meget lav indkomst. Ordningen sikrer, at ældre borgere modtager en minimumsindkomst – selv hvis de stort set ikke har optjent nogen pension overhovedet. I daglig tale omtales den ofte som "minimumsydelsen for ældre".

Systemet fungerer som et egentligt sikkerhedsnet. Staten opgør først, hvilke indkomster en person eller et par allerede har. Derefter supplerer det offentlige op til et fastsat minimumsbeløb. For par kan det i 2026 løbe op til cirka 1.620 euro om måneden.

Et par med næsten ingen pension kan i 2026 tilsammen hente over 1.600 euro månedligt gennem denne solidaritetsordning.

For det omtalte ægtepar betyder det: ingen lønsedler fra fortiden, men alligevel nok penge hver måned til et enkelt liv – med plads til at rejse inden for Frankrig og betale de daglige indkøb. Alt sammen, som de selv formulerer det, på statens regning.

Hvor meget kan et par maksimalt modtage i 2026?

De franske myndigheder justerer beløbsgrænserne hvert år. For 2026 gælder følgende satser:

• Enlig ældre: maksimalt 1.043,59 euro om måneden (12.523,14 euro om året)
• Par der bor sammen: maksimalt 1.620,18 euro om måneden (19.442,21 euro om året)

Det er ikke et fast beløb, som alle automatisk modtager. Ordningen fungerer som en "optrapning til": staten lægger hustandens samlede indkomst sammen og udbetaler derefter forskellen op til det maksimale niveau.

Ydelsen er altså en såkaldt differentieret tillægsydelse: jo lavere egen indkomst, desto højere tilskud. Den der allerede nærmer sig loftet med pensionsindtægter, modtager kun et lille beløb – eller slet ingenting.

Fordeling inden for parret

Når det gælder par, tager administrationen udgangspunkt i den samlede husstandsindkomst, men selve ydelsen beregnes individuelt for hver person. Begge parter modtager en andel baseret på deres personlige indkomstforhold. I praksis oplever parret primært det samlede beløb på kontoen, men i sagsakterne fastholdes den individuelle opdeling.

Hvornår har et par ret til denne franske ydelse?

Betingelserne er strenge, selv om resultatet for modtagerne sommetider fremstår generøst. For at et par kan komme i betragtning, gælder blandt andet følgende krav i 2026:

• Begge partnere skal være mindst 65 år, med visse undtagelser (f.eks. ved arbejdsudygtighed, handicap eller status som tidligere krigsveteran)
• Mindst ni måneder om året med bopæl i Frankrig, i det europæiske Frankrig eller i visse oversøiske departementer
• Parrets samlede midler må ikke overstige grænsen på 1.620,18 euro om måneden

En bemærkelsesværdig detalje: den juridiske form for forholdet spiller ingen rolle. Uanset om parret er gift, har et registreret partnerskab eller blot bor sammen, er det afgørende, om de faktisk lever som et par i praksis.

For den franske stat betyder et vielsesbevis ikke det store – det afgørende er, om to mennesker lever sammen som et par.

Hvilke indkomster medregner den franske stat?

Den myndighed der tildeler ydelsen, anlægger et bredt syn på den økonomiske situation. Følgende medregnes typisk:

• Pensioner (både basispension og tillægspension)
• Eventuelle indkomster fra lønarbejde eller selvstændig virksomhed
• Lejeindtægter eller andre afkast fra fast ejendom
• Afkast fra opsparing og investeringer

Ikke alle støtteordninger indgår i beregningen. Huslejetilskud, visse pleje- og handicapordninger samt værdien af egen bolig tæller eksempelvis ikke med som indkomst. Det betyder, at nogle par med et relativt beskedent månedligt budget alligevel kan holde sig inden for grænserne.

Administrationen ser først på de seneste tre måneder. Hvis husstanden i den periode lige akkurat overskrider grænsen, foretages en kontrol baseret på de foregående tolv måneder – så en kortvarig indkomststigning ikke automatisk fører til afslag.

Hvordan ansøger et par om ordningen?

Ansøgningen sker via forskellige instanser afhængigt af, hvilket pensionssystem man hører under. For personer med en normal lønmodtagerbaggrund håndteres sagen af det franske alderspensionsfond og regionale kasser. Tidligere landmænd henvender sig til landbrugsfonden. Ældre uden pensionsrettigheder søger via kommunen til en særskilt myndighed, der administrerer denne solidaritetsordning.

Ydelsen træder i kraft fra den første dag i den måned, der følger efter modtagelsen af en komplet ansøgning. Begge partnere skal fremlægge dokumenter, herunder:

• Identitetsdokumenter og eventuelt opholdsdokumenter
• Dokumentation for forholdet eller samlivet (f.eks. familiedokumenter eller erklæring)
• Oversigt over pensioner og andre nylige indkomster
• Attester for andre modtagne ydelser (som huslejetilskud eller støtte ved handicap)
• Bankkontonummer i en eller begge partneres navn

Det er altså ikke en anonym, automatisk overførsel – men et sagsforløb, der opdateres løbende. Den der bor i udlandet eller rejser meget, risikerer at miste retten til ydelsen, hvis vedkommende ikke opholder sig tilstrækkeligt mange måneder om året i Frankrig.

"Vi rejser og handler ind på statens regning"

Tilbage til det par, der satte debatten i gang. De indrømmer selv åbent, at de aldrig har haft et formelt arbejde. Deres rettigheder er opbygget via solidaritetsordningen – ikke gennem lønskat eller bidrag. Med de 1.600 euro om måneden betaler de husleje, faste udgifter og daglige fornødenheder, og det der er tilbage, bruger de på at rejse rundt i Frankrig.

For modstanderne føles det uretfærdigt over for dem, der i årtier har betalt bidrag til systemet. Tilhængerne fremhæver, at ordningen netop er designet til at forebygge fattigdom i alderdommen – også for dem der af den ene eller anden grund aldrig fik en stabil karriere.

Parrets historie rammer en øm nerve: solidaritet eller misbrug – hvor går grænsen egentlig?

Hvad sker der med de udbetalte beløb efter dødsfald?

Et punkt der ofte drukner i debatten er tilbagebetalingen efter dødsfald. Den franske stat kan nemlig kræve en del af de udbetalte beløb tilbage fra boet, hvis dette er stort nok.

For dødsfald i 2026 gælder følgende grænser for nettoformuen:

• I det europæiske Frankrig: tilbagebetaling kræves først fra 108.586,14 euro
• I visse oversøiske departementer: tilbagebetaling fra 150.000 euro

Ligger formuen under disse grænser, skal arvinger ikke betale noget tilbage. For mange beskedne husstande er ordningen dermed i praksis en varig fordel uden økonomisk byrde for børnene.

Overstiger formuen grænsen, kan staten kræve en del af ydelsen tilbage. For et par kan det fulde krav desuden tidligst gøres gældende, når begge partnere er afgået ved døden – så den efterlevende ikke pludselig står uden eksistensgrundlag.

Vigtigheden af at melde ændringer til myndighederne

For par med denne ydelse spiller deres livssituation en afgørende rolle. Ændrer noget sig, skal det indberettes hurtigt. Eksempler på situationer der skal meldes:

• Separation eller faktisk samlivsbrud
• En af partnerne afgår ved døden
• En af de to begynder at arbejde igen eller får en ny indkomst
• Flytning til et andet land

En sådan ændring udløser en ny beregning. Sommetider falder det ud til fordel for modtageren – for eksempel hvis den efterlevende partner som enlig får ret til et højere individuelt loft. I andre tilfælde kan ydelsen reduceres eller stoppe helt.

Hvad kan vi lære af det franske system?

Selv om dette er en typisk fransk ordning, berører diskussionerne spørgsmål der er genkendelige i mange lande: hvor langt skal solidariteten række, hvor meget skal det kunne betale sig at arbejde, og hvilken rolle spiller formue i alderdommen?

Den franske tilgang viser, at et generøst minimum for ældre med få midler effektivt kan bekæmpe fattigdom – men også skaber friktion hos dem der i årevis har bidraget til systemet. Samtidig understreger tilbagebetalingsmekanismen ved større boer, at solidaritet ikke automatisk betyder, at pengene er en definitiv gave.

For alle der bor i Frankrig eller overvejer at tilbringe alderdommen der, er det umagen værd at sætte sig grundigt ind i disse regler. Forskellen mellem at søge eller lade være kan hurtigt løbe op i hundredvis af euro om måneden – og afgøre, om man efter pensioneringen sidder passivt derhjemme, eller – som det omtalte par – rejser rundt i landet på et enkelt budget.