En stor undersøgelse afslører en stille flugt fra jagten
En omfattende IFOP-undersøgelse blandt næsten ti tusind tidligere jægere viser, at økonomi, helbred, tid og et foranderligt naturmiljø tilsammen skaber en stille affolkning af jagtverdenen. Samtidig viser det sig, at en overraskende stor andel af dem faktisk gerne vil vende tilbage – hvis blot et par hindringer fjernes.
Pengene er den største kæp i hjulet
Den franske undersøgelse, som blev gennemført blandt 9.181 tidligere jægere, tegner et billede, der vil føles genkendeligt mange steder: jagten er simpelthen blevet en dyr hobby. Det handler ikke kun om selve jagttegnet, men om det samlede regnskab.
For 28 procent af de tidligere jægere er de samlede udgifter til hobbyen den vigtigste årsag til, at de stoppede.
De udgifter dækker over en lang række poster, herunder:
- kontingent til jagtforeninger og jagtrettigheder
- forsikringer og administrative omkostninger
- våben, vedligeholdelse og ammunition
- udendørstøj og fodtøj til forskellige sæsoner
- transportudgifter til ofte afsides beliggende jagtområder
For nye jægere, der netop har bestået eksamen, kan chokket være endnu større. Hele 44 procent af denne gruppe fortæller, at virkeligheden viste sig langt dyrere end forventet – og at de slet ikke fik valideret deres jagttegn efter eksamen. Afstanden mellem "uddannet" og "faktisk ude i felten" viser sig at have en betragtelig pris.
Helbred og alder sætter hårde grænser
Jagt kræver mere af kroppen, end mange udenforstående forestiller sig. Lange dage i kuperet terræn, ofte i kulden, med rygsæk og tungt udstyr er ikke noget, man klarer uanset alder og form.
Ifølge IFOP-undersøgelsen stopper 26 procent af jægerne primært på grund af helbredsproblemer eller fysisk formåen. Det kan dreje sig om rygsmerter, hjerteproblemer, nedsat mobilitet eller ganske enkelt alderen, der indhenter dem.
For denne gruppe vejer risikoen ved at falde i en våd skov eller glide på ler og mudder tungere end kærligheden til jagten. Lægernes råd spiller også en rolle: der hvor jagten engang var en måde at holde sig i form på, bliver den med alderen for mange en medicinsk risikofaktor.
Mindre vildt, mindre motivation
Jagt handler om forvaltning, men det handler også om oplevelsen. Den jæger, der år efter år ser stadig færre dyr, begynder uundgåeligt at stille sig selv spørgsmålet: hvad er meningen? En fjerdedel af de tidligere jægere – 25 procent – nævner tilbagegangen i småvildt som den vigtigste grund til at stoppe.
Det rammer særligt de traditionelle jagtformer på hare, kanin og agerhøne. Bag tilbagegangen ligger en række faktorer:
- intensivt landbrug, der fjerner skjulesteder og fødekilder
- pesticider, der udrydder insekter og dermed fødegrundlaget
- urbanisering og fragmentering af levesteder
- klimaforandringer med mildere vintre og længere tørkeperioder
Hvor jægere tidligere næsten med garanti mødte småvildt, kører mange i dag hjem efter en hel dag med et tomt stativ. For rigtig mange tager det sjælen ud af hobbyen.
Familie, arbejde og tidspres knuger
Ud over økonomi og helbred spiller tid en afgørende rolle. For 23 procent af de tidligere jægere er familieforpligtelser den primære forklaring, mens 18 procent peger på arbejdet. En jagtdag betyder som regel tidlig opvågning, lange køreture og sen hjemkomst – noget der gnider gevaldigt mod et travlt familieliv eller en job med skiftende arbejdstider.
Blandt jægere, der stoppede på grund af tidsmangel, siger et flertal allerede nu, at de gerne vil begynde igen på et tidspunkt.
Undersøgelsen viser, at 74 procent af dem, der stoppede af familiemæssige årsager, regner med at ville jage igen i fremtiden. Stopper man på grund af arbejdet, stiger andelen til hele 81 procent. Når børnene er blevet større, jobbet skifter, eller arbejdspresset letter, lokker jagten atter.
Praktiske forhindringer: ingen hund, ingen plads, for langt væk
Oven på de store årsager – økonomi, helbred og tid – hober en række praktiske irritationsmomenter sig op, som tilsammen gør forskellen.
| Årsag | Andel af tidligere jægere | Forklaring |
|---|---|---|
| Ingen jagthund eller andre hjælpedyr | 15% | En hund dør eller bliver for gammel, og at oplære en ny koster tid og penge. |
| Regler og bureaukrati | 14% | Mere papirarbejde, strengere regler og frygt for at begå fejl. |
| Ingen jagtgruppe eller jagtterræn | 11% | Svært at komme ind som ny eller tilbagevendende medlem. |
| For lang afstand til jagtområdet | 10% | Flytning til by eller region uden direkte jagtmuligheder. |
Særligt den sociale dimension – at mangle et hold eller et terræn – vejer tungt for folk, der netop har bestået eksamen. 37 procent af dem finder simpelthen ikke et sted, hvor de er velkomne. Jagtverdenen er ofte lukket og fungerer på baggrund af faste grupper med lidt udskiftning.
Hvorfor nogle består jagtprøven og alligevel dropper ud
En bemærkelsesværdig gruppe er dem, der vel at mærke består eksamen, men aldrig aktiverer deres jagttegn. Ud over den økonomiske side spiller motivationen en uventet rolle.
Ifølge IFOP-tallene:
- erkender 27 procent, at de tog eksamen uden egentlig lyst til at jage
- ønskede 15 procent blot lovligt at beholde en arvet våbensamling
- fulgte 5 procent forløbet, fordi deres arbejde krævede det – for eksempel inden for skovbrug eller sikkerhed
For disse mennesker er selve jagtoplevelsen underordnet praktiske eller administrative formål. Når det mål er nået, forsvinder behovet for at stille sig op i marken af sig selv.
En skjult reserve: mange tidligere jægere vil gerne tilbage
Afvandringen fra jagten er altså reel – men langt fra nødvendigvis permanent. Ifølge undersøgelsen overvejer hele 54 procent af de tidligere jægere at begynde igen på et tidspunkt.
Den, der stopper, er ikke nødvendigvis tabt for evigt: tidligere jægere udgør en stille reserve, der under de rette omstændigheder nemt vender tilbage.
Her ligger en oplagt mulighed for jagtorganisationer og naturforvaltere. Hvis omkostningerne gøres mere gennemsigtige, de administrative processer forenkles og jagtgrupperne åbnes op, kan en stor del af denne gruppe finde vej tilbage til felten. Det gælder især dem, der blot er midlertidigt ude af billedet på grund af småbørn eller et krævende arbejde.
Hvad disse tal betyder for jagten og naturforvaltningen
Faldet i aktive jægere påvirker ikke kun hobbyisterne selv, men også vildtforvaltningen og skadebekæmpelsen i landbrugsområder. Færre jægere betyder færre frivillige til optællinger, afskydningsplaner og overvågning af invasive arter.
I adskillige europæiske lande pågår diskussioner om, hvordan man tiltrækker en ny og yngre generation til jagten. Mulige løsninger inkluderer:
- lavere startomkostninger for unge jægere eller personer med lav indkomst
- delt udstyr som fælles våbenskabe og hundekennel
- klar oplysning om jagtens økologiske funktioner og bestandsregulering
- gæstepladser i jagtgrupper for nytilkomne med en erfaren mentor
For tidligere jægere kan en lettere form for involvering være vejen ind igen: at deltage i drivjagt uden selv at skyde, hjælpe ved optællinger eller løse støtteopgaver i felten. På den måde bevares tilknytningen til miljøet, selv når økonomi, helbred eller tid ikke tillader fuld deltagelse.
Sådan ser en tilbagevenden til jagten ud i praksis
For den, der gerne vil begynde igen, er der et par praktiske trin at forholde sig til. Først og fremmest skal man undersøge, om jagttegnet stadig er gyldigt, eller om det skal fornyes. Derefter kommer spørgsmålet om omkostninger og udstyr – her kan et brugt våben eller delt materiel være et fornuftigt udgangspunkt.
Den fysiske forberedelse fortjener også opmærksomhed. Blot at gå regelmæssige ture, lave lidt styrketræning og øve sig med udstyret kan forebygge mange skader og frustrationer. Mange jagtforeninger afholder øvelsesdage for tilbagevendende jægere, hvor man under vejledning genvinder rutinen og genopfrisker sikkerhedsreglerne.
For dem, der er i tvivl, kan det være en god løsning at følge en gruppe roligt med i en sæson uden straks at betale fuldt kontingent. På den måde kan man mærke, om lidenskaben stadig er der, inden man kaster sig fuldt og helt tilbage i jagten.
