Grønland: ikke altid is og evig vinterfrost
For over hundrede år siden steg temperaturen i det sydlige Grønland til over 30 grader. Det lyder som noget fra en science fiction-film — især for en ø, vi primært forbinder med is, gletsjere og arktisk kulde. Alligevel er der tale om en officielt anerkendt rekord, og bemærkelsesværdigt nok har den absolut ingenting at gøre med den menneskeskabte opvarmning vi kender i dag.
Sydgrønland er varmere end de fleste forestiller sig
Grønland fremkalder billeder af endeløse snemarker og temperaturer langt under frysepunktet. Det billede passer i vinteren og i det indre af landet — men langs sydkysten er virkeligheden mere nuanceret. Her kan somrene faktisk overraske med ganske mild vejr.
I de sydligste egne er sommertemperaturer mellem 15 og 20 grader i slutningen af juni og juli helt normale. For et polarområde er det næsten café-temperaturer. I hovedstaden Nuuk blev der den 9. juni 2016 målt hele 24 grader, mens den gennemsnitlige middagstemperatur i juni normalt ligger omkring 8 grader. For grønlandske forhold er det en regulær hedebølge.
Og alligevel blegner den rekord sammenlignet med, hvad der skete i den lille by Ivittuut i det sydvestlige Grønland langt tidligere.
Den utrolige rekord fra Ivittuut i 1915
Ivittuut har et såkaldt tundraklima: typisk køligt med korte somre og lange, bitre vintre. Den gennemsnitlige middagstemperatur om sommeren ligger omkring 12 grader. Netop derfor er det, der skete den 23. juni 1915, så opsigtsvækkende.
Den 23. juni 1915 klatrede temperaturen i Ivittuut op på 30,1 grader — Grønlands officielle varmerekord.
Tallet er bekræftet af Verdens Meteorologiske Organisation (WMO). Værdien ligger cirka 18 grader over det normale junigennemsnit på det pågældende sted. I de efterfølgende årtier blev der fra andre steder på Grønland rapporteret endnu højere værdier — helt op til 32–35 grader — men ingen af disse målinger er nogensinde blevet officielt godkendt af de meteorologiske tjenester.
Rekorden fra 1915 har altså holdt stand i mere end et århundrede. Og det bemærkelsesværdige er, at den stammer fra en tid, hvor den menneskeskabte opvarmning knap nok var begyndt.
Hvordan kan det blive så varmt der? Det perfekte vejrpuslespil
I 1915 fandtes der ingen satellitter, så vi mangler et fuldstændigt billede af atmosfæren og skyerne på den dag. Alligevel kan meteorologer ud fra nutidig viden ganske præcist vurdere, hvilke faktorer der faldt sammen på samme tid.
- Sydlig luftstrøm: Varm luft fra sydligere breddegrader bevægede sig ind over det sydlige Grønland.
- Midt i sommeren: I slutningen af juni står solen næsten konstant over horisonten, hvilket giver undergrunden mulighed for at opvarmes i timevis.
- Skyfrit vejr: Uden skydække rammer solens stråler jordoverfladen direkte, som dermed opvarmes hurtigt.
- Lokal opvarmning: Mørke klippesider og bar jord absorberer langt mere varme end sne eller is.
Når alle disse brikker falder på plads på én gang, kan temperaturen selv i et tundraområde skyde dramatisk i vejret for en kortere periode. At sådanne ekstraordinære dage forekommer, betyder ikke, at klimaet som helhed var under forandring dengang. Det siger snarere noget om vejrets uforudsigelige og lunefulde natur på kort sigt.
Vejr kontra klima: hvad afslører en gammel rekord egentlig?
En enkelt ekstremt varm eller ekstremt kold dag fortæller os meget lidt om klimaets tilstand. For at kunne tale om strukturelle forandringer ser forskere på tendenser over mindst 30 år.
En hedebølge på én dag er vejr. Først når sådanne dage forekommer langt hyppigere, er der tale om klimaforandring.
Forskere analyserer derfor lange dataserier: gennemsnitstemperaturer, nedbør, snefald, varigheden af isdække og antallet af dage, hvor temperaturerne er højere end normalt. Det er kun over sådanne tidsperioder, at tydelige mønstre træder frem.
De langsigtede data viser, at Grønland i dag er 3 til 4 grader varmere end i perioden 1850–1900, afhængigt af regionen. Særligt siden slutningen af 1990'erne er opvarmningen accelereret markant. Den aktuelle forandring på Grønland hænger altså tydeligt sammen med drivhusgassernes indvirkning — mens toppen i 1915 primært er et eksempel på naturlig klimavariabilitet.
Derfor reagerer Grønland så kraftigt på opvarmning
Grønland ligger på høje breddegrader og er for størstedelens vedkommende dækket af is. Det er præcis det, der gør området ekstremt sårbart over for temperaturstigninger.
| Faktor | Effekt på Grønland |
|---|---|
| Smeltende is | Erstatter den hvide overflade med mørkere vand eller klippe, som absorberer mere sollys og forstærker opvarmningen yderligere. |
| Ændret snefald | Mindre frisk sne betyder mindre refleksion og hurtigere opvarmning af undergrunden. |
| Varmere havvand | Angriber gletsjerne nedefra og accelererer afkalvningen af is ud i havet. |
| Længere smeltesæsoner | Smeltesæsonen begynder tidligere på året og slutter senere, så der hvert år forsvinder mere is. |
Denne kombination af faktorer betyder, at Grønland reagerer hurtigere på globale temperaturstigninger end de fleste andre regioner. Hvor en enkeltstående 30-graders-top for over et århundrede siden var ren tilfældighed, er det nu hyppigheden af for varme dage, der stiger — herunder vinterdage, hvor temperaturen kravler over nul.
Ekstremt vejr forekommer altid — selv i et stabilt klima
Enhver klimatilstand, selv en stabil en, rummer udsving og afvigelser. Et par eksempler hjælper med at sætte det i perspektiv:
- I Europa kan kolde vintre alligevel byde på forårsagtige dage, når varm luft strømmer op fra syd.
- Selv varme somre oplever ind imellem friske dage, når nordenvinden tager over.
- Også før industrialiseringen findes der historiske beretninger om ekstrem kulde eller usædvanligt varme perioder.
Det særlige ved vores tid er ikke, at vi jævnligt oplever ekstreme dage — det er, at statistikken forskyder sig. Varmerekorder brydes langt oftere end kulderekorder. Det mønster var i 1915 stort set fraværende i de tilgængelige data; der var virkelig tale om en næsten tilfældig sammensmeltning af gunstige vejrforhold.
Hvad rekorden fra 1915 lærer os
Den bizarre temperaturrekord på Grønland er for klimaforskere en nyttig påmindelse om intuitionens begrænsninger. Et område, vi forbinder med evig kulde, kan indimellem overraske med bemærkelsesværdig varme. Samtidig viser den, at man ikke kan aflæse klimaforandringernes indflydelse ud fra en enkelt dato.
Den, der vil forstå Grønland i dag, bør i stedet kigge på, hvor ofte isen smelter om sommeren, hvor mange gletsjere der trækker sig tilbage, og hvordan gennemsnitstemperaturen forskydes over årtier. Det giver et langt mere retvisende billede end spektakulære, isolerede dage — uanset hvor imponerende 30,1 grader i Ivittuut lyder.
For mange kan det virke forvirrende, når nyhedshistorier om den samme region skiftevis handler om tropisk varme om sommeren, tø om vinteren og frisk sne og bitter frost. Det er ingen modsætning, men en logisk konsekvens af et klima, der i gennemsnit bliver varmere, mens vejrets daglige luner består. Den, der lærer at skelne de to fra hinanden, kan bedre sætte enkeltstående rekorder i perspektiv — og lader sig ikke så let vildlede af dramatiske tal i avisoverskrifterne.
