Den rodede køkkenskuffe kan gemme på en lille formue
Den rodet skuffe, gamle cigaræsker eller den støvede syltekrukke kan faktisk skjule noget langt mere værdifuldt, end du tror – hvis du ved, hvad du skal kigge efter. Stadig flere mennesker opdager for sent, at en tilsyneladende værdiløs mønt fra frankæraen i virkeligheden er fyldt med ædelmetaller.
Særligt én type femfrancsstykke, præget i 1960'erne, viser sig at være langt mere værd end den påtrykte talværdi antyder. Og det handler ikke kun om sølvindholdet – i visse tilfælde spiller sjældenhed en mindst ligeså stor rolle.
Glemte mønter der tilsammen udgør en pæn opsparing
Møntsamlere, handlende og eksperter er enige om én ting: gamle mønter holder ikke op med at eksistere, blot fordi de trækkes ud af omløb. Deres værdi forskydes ganske enkelt fra betalingsmiddel til samlerobjekt og ædelmetalinvestering. Det betyder, at et gammelt sølv-femfrancsstykke stadig kan indbringe et betydeligt beløb i euro.
Handlende fortæller igen og igen den samme type historie. En person dukker op med en krukke fuld af gamle franske mønter fra 1960'erne, overbevist om, at kun den sentimentale værdi er tilbage. Efter vejning og sortering viser krukken sig pludselig at være et par hundrede euro værd – udelukkende baseret på sølvvægten. Og så er de særligt sjældne eksemplarer ikke engang talt med.
Værdien af en demonetiseret mønt afhænger af metalsammensætningen, sjældenhed og tilstand – ikke af den gamle pålydende værdi.
Én mønt skiller sig særligt ud: sølv-femfrancsien med det velkendte kvindelige sædefigur på forsiden. Den mønt blev præget mellem 1959 og 1969 og kombinerer et solidt sølvindhold med en række eftertragtede årgange.
Sådan genkender du det værdifulde sølv-femfrancsstykke
Vil du vide, om en mønt er interessant, skal du først sikre dig, at det er den rigtige type. Sølv-femfrancsien har en række tydelige kendetegn, som du nemt kan tjekke derhjemme.
- Årstal: præget fra 1959 til og med 1969
- Diameter: cirka 29 millimeter
- Vægt: omkring 12 gram
- Sølvindhold: 835 ‰, svarende til ca. 10 gram rent sølv
- Forside: det kendte sædefigur med vind i huen, omgivet af teksten "République Française" og signaturen "O. ROTY"
- Bagside: værdiangivelsen "5 F" med et overflødighetshorn, en lille ugle samt en buket af hvede, oliven og egeblad
- Kant: teksten "Liberté Égalité Fraternité" i relief, adskilt af stjerner
Den største faldgrube er den senere version i kobber-nikkel, som kom i omløb fra begyndelsen af 1970'erne. Den ser ved første øjekast næsten identisk ud, men indeholder slet intet sølv.
Hurtig hjemmetest: sølv eller ej?
Med en simpel vægt og et kort blik på kanten kommer du allerede langt:
| Kendetegn | Sølv-femfrancs (1959–1969) | Kobber-nikkel femfrancs (efter 1970) |
|---|---|---|
| Vægt | Ca. 12 g | Ca. 10 g |
| Kant | Tekst i relief | Fine riller, ingen tekst |
| Materiale | Sølvlegering | Kobber-nikkel |
| Årstal | 1959–1969 | Fra begyndelsen af 1970'erne og frem |
De to enkle tjek forebygger både skuffelse og sikrer, at en sølvmønt ikke ved en fejl ender som bytte på et loppemarked for småpenge.
Hvad er et sølv-femfrancsstykke egentlig værd i dag?
Prisen på denne mønt består af to lag. Først er der den rene sølvværdi – stiger sølvprisen på markedet, løftes den nedre grænse automatisk med. Oveni det kan der komme en samlerbonus, afhængigt af hvor sjælden og efterspurgt en bestemt årgang er, og hvor godt mønten er bevaret.
For de almindelige årgange fra 1960'erne svinger salgspriserne hos handlende typisk mellem ca. 7 og 15 euro per styk. En pæn, næsten uslidt mønt henter det højere beløb, mens et slidt eksemplar lander i den lave ende. Sælgere med mange stykker på én gang tilbydes ofte en pris baseret primært på metalindholdet.
Markedet for sølv-femfrancsstykker følger sølvkursen, men belønner skarpt prægede og lidt beskadigede mønter med et tydeligt tillæg.
1959: det årstal der virkelig kan gøre forskellen
Én enkelt årgang skaber de største overraskelser: 1959. I det år blev der fremstillet prøvepræg i et relativt begrænset oplag, anslået til omkring 4.000 stykker. Disse tidlige varianter er meget eftertragtede blandt samlere.
Et femfrancsstykke fra 1959 i god stand opnår i handlen hurtigt priser på 200 til 250 euro. I næsten perfekt kvalitet kan beløbet stige yderligere. For sådanne mønter tæller hvert detalje: skarpe linjer i motivet, ingen dybe ridser og en smuk, jævn glans.
Samlere anvender faste graderinger til at beskrive tilstanden. Almindeligt anvendte betegnelser er:
- B – markant slidt, mange detaljer udvisket
- TTB – stadig tydelig, men mærkbart cirkuleret
- SUP – meget let brugt, de fleste detaljer stadig skarpe
- SPL / FDC – næsten eller fuldstændig ubrugt, ofte direkte fra et sæt eller en rulle
Et praktisk genkendelsespunkt, som mønteksperter holder øje med: ved sædefiguren skal man i tilstanden "TTB" stadig tydeligt kunne skelne toppen af den venstre ærme. Forsvinder det detalje ved slid, falder mønten én klasse ned – og dermed også i værdi.
Sådan lader du dine mønter vurdere uden at begå fejl
Vil du gennemgå en arveboks, sparebøsse eller gammel skuffe, kan du følge en enkel fremgangsmåde. Med lidt struktur adskiller du hurtigt de interessante stykker fra det egentlige småmønt.
- Tag alle femfrancsstykker ud af bunken og læg dem for sig.
- Kig på årstallet og gem alt fra 1969 og tidligere separat.
- Tjek kanten og vægten på disse mønter for at bekræfte sølvindholdet.
- Vurdér sliddet groft efter de sædvanlige graderinger.
- Sammenlign årgangene med aktuelle pristabeller eller kataloger fra professionelle organisationer.
- Lad interessante stykker vurdere af en mønthandler eller numismatiker – en første vurdering er ofte gratis.
Et professionelt blik fungerer som en forsikring. Du undgår, at et sjældent årstal forsvinder i massen eller sælges til blot skrotprisen. En handlende ser normalt inden for få sekunder, om en mønt er standard eller har særlige kendetegn.
Begå aldrig denne fejl: polering koster penge
Et sejlivet misforståelse blandt ikke-samlere: en mønt vil indbringe mere, hvis den skinner som ny. Den tanke leder til slibende rengøringsmidler, sølvpuds, eddike eller ligefrem ståluld. For samlerværdien er det katastrofalt.
En poleret sølvmønt kan i ét slag miste op til halvdelen af sin værdi, fordi den originale patina og fine detaljer forsvinder.
Det matte, sommetider let mørkfarvede slør på gammelt sølv fungerer tværtimod som bevis på alder og ægthed. Ridser fra polering fjerner dette lag og gør mønten uinteressant for seriøse købere. Er du i tvivl om snavs eller belægning, er det langt klogere at spørge en specialist frem for selv at eksperimentere.
Fra rodet skuffe til hobby eller investering
Den, der én gang har haft en værdifuld mønt i hånden, bliver ofte nysgerrig på resten af samlingen. Sådan vokser et tilfældigt fund undertiden til en vedvarende interesse for gamle betalingsmidler. Springet til en simpel møntboks eller et album med indstiksark er hurtigt taget.
For den, der vil gå mere systematisk til værks, er det en fordel at holde et par grundprincipper for øje:
- Opbevar mønter tørt, væk fra direkte sollys og uden pvc-holdere, der kan angribe metallet.
- Rør ved for- og bagside så lidt som muligt – hold dem helst i kanten.
- Notér særlige oplysninger som årstal, prægested og et skøn over kvaliteten.
- Indhent altid mindst to uafhængige vurderinger ved højere formodet værdi.
Mønter med sølv- eller guldindhold reagerer desuden på udsving i metallmarkedet. Den, der ikke er nødt til at sælge straks, kan følge sølvkursen og time salget til et tidspunkt, hvor den ligger lidt højere. Sjældne årgange forbliver dog en særlig kategori – her vejer samlernes efterspørgsel ofte tungere end selve sølvet.
For den, der skal håndtere et dødsbo, kan et hurtigt tjek af gamle mønter gøre en reel forskel i den endelige fordeling. En tur til en specialiseret møntbutik eller et auktionshus koster minimal indsats og forhindrer, at sjældne stykker forsvinder for en slik. Den ene mønt fra 1959 i bunden af skuffen kan ubemærket vise sig at være det mest værdifulde arvestykke i hele hjemmet.
