Hun voksede op i et hjem, hvor tårerne blev slugt, og livet bare fortsatte som normalt.
Det tog mange år, før hun turde ringe til en psykolog.
Stadig flere unge kæmper i stilhed med angst, tristhed og præstationspres – mens mange familier fortsat holder fast i forestillingen om, at professionel hjælp er "overdrevet". Historien om en 24-årig studerende viser, hvor dybt det tabu sidder – og hvordan det alligevel langsomt begynder at rykke sig.
En generation mellem to verdener: deler alt online, tier hjemme
En undersøgelse fra Ipsos i 2025 tegner et dystert billede: mere end halvdelen af alle studerende angiver, at de ikke har det mentalt godt. Omkring 60 procent udviser tegn på psykisk mistrivsel, og 38 procent overvejer seriøst at droppe ud af deres uddannelse på grund af psykiske problemer.
Samtidig flyder de sociale medier over med indhold om mental sundhed. På TikTok har hashtagget #mentalhealth opnået titusindvis af milliarder visninger. Videoer, hvor unge åbent fortæller om deres dårlige perioder eller deler erfaringer fra terapi, trækker millioner af seere.
Online virker det nærmest naturligt at tale om angst og depression – ved køkkenbordet derhjemme er det det langtfra altid.
Den spænding mærker mange unge tydeligt: på den ene side et digitalt rum, hvor sårbarhed nærmest er blevet et format, og på den anden side forældre, der er vokset op med devisen: hold nu op med at brokke dig og kom videre.
'Derhjemme lærte jeg: vær stærk og klag ikke'
Den 24-årige studerende Nasrine voksede op i netop sådan et hjem. Styrke, udholdenhed og tilbageholdenhed med følelser var normen. Først da hun virkelig gik i stå, opdagede hun, hvor lidt plads der egentlig var i hendes omgangskreds til at sige, at det ikke gik.
Hun følte sig udmattet, trist og stadig mere isoleret fra andre – men beholdt det for sig selv. Hendes forældre betragtede psykologer som noget, der var forbeholdt folk, der virkelig var galt fat. At søge hjælp føltes derfor som at fejle.
"Selv når jeg havde folk omkring mig, følte jeg mig alene," siger hun om den periode.
Den slags beretninger går igen i undersøgelse efter undersøgelse: mere end halvdelen af de studerende siger, at de ikke hurtigt ville opsøge støttetilbud på deres uddannelsessted – selv når behovet er akut. Skam, frygten for at virke overdreven og ønsket om ikke at være en byrde for andre spiller alle en stor rolle.
Vendepunktet: at anerkende, at det ikke at have det godt også er normalt
For Nasrine kom vendepunktet, da hun opdagede en støttelinje for studerende, bemandet af medstuderende. I Frankrig hedder organisationen NightLine; i Danmark findes tilsvarende initiativer i form af lyttelinjer og chattjenester for unge. Idéen er enkel: at tale med én, der befinder sig i nogenlunde samme livsfase, frem for straks at skulle henvende sig til en officiel instans.
Hun tøvede længe, inden hun ringede. Hvad nu hvis hendes problemer "ikke var alvorlige nok"? Hvad nu hvis hun ikke blev taget seriøst? Alligevel gennemførte hun det. Samtalen gjorde primært én ting klart: man behøver ikke at være helt brudt sammen, før man har lov til at bede om hjælp.
At tage skridtet hen til en lyttelinje eller psykolog er ikke et tegn på svaghed – det er et tegn på, at du tager ansvar for dig selv.
Erfaringen betød så meget for hende, at hun siden meldte sig som frivillig. Hun ønskede, som hun selv formulerer det, at "give tilbage, hvad jeg selv modtog": et lyttende øre, uden domme, i det øjeblik alt føltes for overvældende.
Hvorfor forældre ofte halter bagud i forhold til deres børn
Sætningen hun hørte fra sin mor – at en psykolog kun er noget for folk, der er "rigtig skøre" – dukker op i utallige variationer rundt om i danske stuer. De fleste forældre mener det ikke ondt. De er selv vokset op med meget lidt rum for sårbarhed og ofte uden adgang til psykisk hjælp.
Alligevel har den slags udsagn tydelige konsekvenser:
- Unge venter længere med at søge hjælp, hvorved symptomerne forværres.
- De føler sig skyldige eller overdrevne, hvis de faktisk ønsker at tale med en psykolog.
- Tærsklen for at være ærlig om angst, tristhed eller stress bliver højere.
På TikTok, Instagram og YouTube ser vi imens noget helt andet udspille sig. Unge deler åbent, at de går i terapi, taler om panikangst eller udbrændthedslignende tilstande og bearbejder det med sort humor eller korte "POV"-videoer, der genspiller genkendelige situationer.
Den åbenhed kan give lettelse – "jeg er ikke den eneste" – men løser ikke automatisk problemerne derhjemme. Der vil stadig være nogen, der skal starte samtalen.
Hvordan starter du som forælder en samtale uden fordomme?
Psykologer og hjælpeorganisationer giver typisk de samme grundlæggende råd til forældre, der ønsker at støtte deres barn, men ikke ved, hvordan de skal gribe det an:
- Vent ikke på, at der opstår en krise
Gør mental sundhed til et naturligt samtaleemne. Spørg af og til, hvordan det egentlig går – uafhængigt af karakterer og præstationer. - Lyt længere, end du plejer
Mange forældre fylder pauserne ud eller kommer hurtigt med løsninger. Unge har ofte først brug for at fortælle deres historie, uden at modtage råd med det samme. - Undgå etiketter som "ynkryg" eller "svag"
Selv halvt sjovede kommentarer kan få et barn til at lukke helt i og holde alt for sig selv. - Normalisér det at søge hjælp
Du kan bogstaveligt talt sige, at det er helt i orden at tale med en psykolog, en mentor eller en læge, når det ikke går. - Vis din egen sårbarhed
Når du fortæller om perioder, du selv har haft det svært, åbner du rummet for en ærlig samtale.
En forælder behøver ikke at være terapeut. At være til stede, lytte og undlade at afvise behovet for hjælp gør allerede den største forskel.
Hvad unge selv kan gøre, når det er svært at tale hjemme
Ikke alle har forældre, man nemt kan åbne sig over for. Nogle unge frygter at blive misforstået, andre vil ikke belaste deres forældre. Der er alligevel mellemtrin, der kan hjælpe én med ikke at gå rundt med det hele alene:
- Opsøg en kontaktperson på din skole eller uddannelsesinstitution – en studievejleder, mentor eller rådgiver.
- Brug anonyme chat- eller telefonlinjer til en første samtale.
- Tal med én ven, du virkelig stoler på, frem for at skrive vage opslag på sociale medier.
- Skriv ned, hvad du føler, og tag de noter med til din læge eller en hjælper.
Online synlighed omkring mental sundhed kan hjælpe med at nedbryde den første skam, men personlige og trygge samtaler forbliver uundværlige. I en samtale ansigt til ansigt – eller én til én – er det langt lettere at afklare, hvad man har brug for, og hvilken form for hjælp der passer til én.
Sådan genkender du advarselstegnene – for både forældre og studerende
Psykiske problemer sniger sig ofte langsomt ind. Man vænner sig til den dårlige søvn, den konstante knude i maven eller følelsen af, at man konstant er ved at glemme noget vigtigt. Der er alligevel signaler, man bør holde øje med:
| Advarselstegn | Hvad du kan gøre |
|---|---|
| Vedvarende søvnproblemer | Tal om det, se på rutiner og skærmvaner, søg læge hvis det varer ved i uger. |
| Pludselig tilbagegang i karakterer eller motivation | Spørg til stress, pres og koncentration – ikke kun til "dovenskab". |
| Trækker sig fra venner og aktiviteter | Invitér til små skridt: en kort tur, et fælles måltid, en rolig samtale. |
| Hyppige fysiske symptomer uden klar årsag | Tag det alvorligt – psykosomatiske symptomer er et velkendt tegn på stress. |
For studerende selv gælder det: hvis du i ugevis føler, at alt kræver enorme kræfter, eller du bemærker, at du aflyser mere og mere og ikke længere glæder dig til noget – så er det ikke en karakterbrist. Det er klassiske advarselstegn på, at du har brug for støtte.
Hvorfor dette ikke er en 'modetendens', men en stille forandring
Nogle forældre og lærere møder den voksende opmærksomhed på mental sundhed med skepsis: "Alle er jo stressede i dag" eller "I min tid fandtes udbrændthed ikke". I virkeligheden handler det ikke så meget om mere svaghed, men om mere sprog og mere pres.
Studerende møder høje præstationskrav, økonomisk usikkerhed og en online verden, der aldrig holder op med at sammenligne. Samtidig er der endelig plads til at sætte ord på angst, traumer og overbelastning. Hvor tidligere generationer trykkede problemerne ned, lader unge i dag ofte se dem – med alle de rå kanter.
Historien om den studerende, der voksede op med idéen om, at psykologer kun er for "skøre mennesker", viser, hvor stor den mentale kløft kan være inden for familier. Men den viser også noget håbefuldt: én, der i stilhed kæmpede, turde ringe til et nummer, fandt genkendelse – og endte med selv at blive den, der hjælper andre igennem natten.
Den, der lever eller arbejder tæt på studerende – som forælder, lærer, udlejer eller ven – behøver ingen avanceret terapiuddannelse for at gøre en forskel. En åben holdning, færre fordomme og den enkle anerkendelse af, at det er okay at bede om hjælp, fjerner allerede en stor del af den skam, der så længe har klæbet til psykisk omsorg.
