Ny muldvarpeart med ekstremt kort hale opdaget i afsides vietnamesisk bjergsskov

En hidtil ukendt muldvarpearter dukker op i Vietnams bjerge

I et smalt bælte af bjergregnskov i Pu Luong-reservatet har forskere opdaget en muldvarpearter, som videnskaben aldrig har set før. Dyrene trives i kølig, fugtig skovbund, har en bemærkelsesværdigt kort hale og udgør genetisk set en klart adskilt gren inden for deres gruppe. Biologer betragter fundet som et sjældent bevis på, hvordan et isoleret landskab kan fastholde sin helt egen evolutionære linje over tid.

Fem mystiske muldvarpe på en afsides bjergskråning

Dyrene blev fundet i Pu Luong Nature Reserve i det nordlige Vietnam. Forskere opstillede fælder i en smal, fugtig zone med stedsegrøn skov langs en bjergkam.

• Højde: mellem 900 og 1.100 meter over havets overflade
• Lokalitet: et fugtigt bælte af skovbund langs en bjergkam
• Antal dyr: fem eksemplarer fra samme lille område
• Institution: Institute of Biology under Vietnam Academy of Science and Technology (VAST)

Alle fem muldvarpe stammede fra den samme skråning, klemt inde mellem stejle klipper. For et dyr, der primært lever under jorden, udgør en sådan naturlig barriere en absolut grænse. Forskerne indså hurtigt, at det ikke blot drejede sig om et nyt dyr — men også om et landskab, der havde holdt dyret isoleret i generationer.

Denne isolerede bjergflanke fungerer som et naturligt evolutionslaboratorium: det, der lever der, kan udvikle sig frit og uafhængigt af resten af verden.

Halen, der næsten forsvinder ind i pelsen

Det første, der sprang i øjnene ved den nye muldvarp, var dens hale. Eller rettere sagt: den næsten totale mangel på en hale. Kun omkring 2 millimeter rager synligt op over pelsen. Under huden sidder blot seks eller syv halehvirvler.

Til sammenligning var en nært beslægtet vietnamesisk muldvarp, Euroscaptor subanura, allerede kendt for at have en kort hale — men den nye art går endnu et skridt videre. Ingen anden kendt art i denne gruppe af pattedyr har så få haleknogler.

For biologer er det langt fra en ubetydelig detalje. Kroppens opbygning — hale, kranium, tænder og poter — er afgørende for at skelne arter fra hinanden, selv når de ligner hinanden i udseende og størrelse.

En lodret klippevæg som uoverstigelig grænse for et gravende dyr

Lige ved siden af det sted, hvor dyrene blev fanget, rejser sig en næsten lodret klippevæg. Denne klippe deler bjergkammen i to. For fugle er en sådan forhindring ingen stor sag, men for en muldvarp, der tilbringer hele sit liv under jorden, er situationen en helt anden.

Muldvarpe vover sig sjældent op over jordens overflade. En stejl klippe, hård undergrund eller åbent terræn kan for dem blive ligeså upassabel som et hav. Området beskrives som havende blød, fugtig skovbund uden sten — ideelle forhold for at grave stabile og faste gange.

Blød, stenfri jord på den ene side og en hård klippevæg på den anden — den kombination kan isolere en enkelt bjergkam tilstrækkeligt til at skabe en helt ny art.

Sådanne mikro-grænser kan betyde, at ét bjergområde huser flere vidt forskellige muldvarpepopulationer — sommetider med blot nogle få hundrede meters afstand til hinanden.

DNA bekræfter en selvstændig art: Darwins muldvarp

Forskerne sammenlignede de fem muldvarpes arvemateriale med kendte arter i samme gruppe. I en hyppigt anvendt DNA-markør lå forskellene fra den nærmeste slægtning på mellem 5,41 og 6,35 procent.

For pattedyr er det en betydelig genetisk afstand, som passer til en art, der har levet isoleret i meget lang tid. Indbyrdes var de fem dyr fra Pu Luong til gengæld meget ens — præcis hvad man forventer af én isoleret population.

På baggrund af den samlede mængde kendetegn fik arten et officielt videnskabeligt navn: Euroscaptor darwini, i daglig tale kaldet "Darwins muldvarp". Navnet er en hyldest til artens betydning for forståelsen af evolution og tilpasning til et specifikt levested.

Kranium, snude og kæber tegner grænsen endnu skarpere

Kraniestrukturen hos de fem nye dyr blev sammenlignet med en større samling af 65 voksne kranier fra beslægtede arter. Ud af 36 separate målinger fremstod de tydeligste forskelle især omkring snuden og kæbebuen.

Den nye muldvarp har:

• et smallere kranium
• en slankere og smalere snude
• en relativt let underkæbe

For lægmænd ligner muldvarpe ofte hinanden til forveksling, særligt når pelsen skjuler mange detaljer. For taksonomerne er subtile afvigelser i knoglestrukturer til gengæld udslagsgivende. I dette tilfælde peger hale, kranium og tandstruktur alle i samme retning: en selvstændig art, ikke en variant af en allerede kendt.

Hunnerne bryder med det sædvanlige mønster

Bemærkelsesværdigt var også forskellen mellem han- og hundyrene. Af de fem fangede dyr var ét en han og fire hunner. Hunnerne viste sig konsekvent at være større — både hvad angår kroppens længde og kraniemålinger.

Normalt er hannen hos mange pattedyr en smule større, men her er rollerne byttet om. En drægtig hun havde endda syv halehvirvler, mens de øvrige dyr havde seks. Det viser, at der findes en lille intern variation inden for arten, uden at de overordnede kendetegn ændrer sig.

Forskerne kunne dermed skelne mellem almindelig variation inden for arten og de egenskaber, der reelt gør arten unik.

Et liv i kølig, fugtig skovbund

Darwins muldvarp lever i en ganske specifik type habitat: kølig, fugtig skov med et tykt lag blød jord. Denne undergrund forbliver længe fugtig, synker ikke sammen og er næsten fri for sten — ideelle betingelser for dyr, der graver gange hele livet.

Muldvarpen har kraftige forpoter og robuste kløer, perfekt til at skubbe jord bagud. Dyrene gik i fælder placeret i underjordiske tunneler langs dyrestier, ved foden af træer og andre skyggefulde steder, hvor jorden er løs nok til at grave igennem.

Netop dette præcise sæt af krav gør arten både sårbar og usynlig. Den forbipasserende vandrer ser måske blot et par jordklumper, mens en sjælden pattedyrart gemmer sig dybt under overfladen.

Et sjældent fund i et år fyldt med nye arter

Ifølge en rapport fra Institute of Biology beskrev organisationen i 2025 ikke færre end 124 nye arter. Kun én af dem var et pattedyr: Darwins muldvarp. Det understreger, hvor usædvanligt et sådant fund er.

I et interview forklarede biolog Vinh Quang Dau, at arten åbner nye veje for forskning i dyr, der lever et fuldt underjordisk liv. Pu Luong viser samtidig, hvor meget ukendt biodiversitet der kan gemme sig i relativt små områder.

En usikker fremtid på grund af begrænset udbredelse

Indtil videre kendes blot fem eksemplarer, alle fra den samme bjergskråning. Ingen ved endnu, om arten også forekommer på andre, sammenlignelige skråninger, eller om den er strengt bundet til netop dette ene stykke skov.

Denne usikkerhed spiller en stor rolle i forhold til beskyttelse. På papiret ligger Pu Luong i en beskyttet zone, men hvis Darwins muldvarp kun benytter et fåtal af egnede steder, kan lokal skovrydning eller forstyrrelse af jordbunden alligevel blive fatal.

Forskerne plæderer derfor for:

• yderligere feltarbejde på nærliggende bjerge med tilsvarende jordbund
• overvågning af skovtab som følge af tømmerhugst og landbrug
• undersøgelse af klimaforandringernes effekter på kølige, fugtige bjergsskove

Så længe ingen præcist kender artens udbredelsesområde, er Darwins muldvarp på én og samme tid en videnskabelig sensation og en art på kanten af det ukendte.

Hvad dette fund fortæller os om evolution i bjergområder

Darwins muldvarp illustrerer, hvordan en kombination af landskab, jordbund og adfærd kan adskille en art fra dens slægtninge. En klippevæg, en smal kam med blød jord og et dyr, der næsten aldrig vover sig op over overfladen — tilsammen udgør de en opskrift på langsom, stille artsdannelse.

Bjergområder i Sydøstasien betragtes allerede som biodiversitets-hotspots. Den nye muldvarp bekræfter dette billede. Mens store dyr ofte allerede er kortlagt, forbliver små, skjulte arter let under radaren — særligt når de lever under jorden.

Hvorfor muldvarpe er vigtigere, end de ser ud til

For mange mennesker er muldvarpe primært de dyr, der ødelægger græsplænen. I bjergskove spiller de imidlertid en anden og ofte undervurderet rolle. Ved at grave blander de jordbunden, sikrer luft og vand til dybere lag og skaber små gange, som andre dyr benytter sig af.

I et økosystem som Pu Luong kan en specialiseret muldvarpearter bidrage til at fordele næringsstoffer gennem jordbunden. Forsvinder en sådan art, ændres jordens struktur, og andre, mindre synlige organismer — som orme, svampe og jordinsekter — kan følge med i faldet.

For naturbeskyttelsesprojekter i bjergområder giver dette konkrete læringer. Den, der kun fokuserer på store pattedyr og fugle, overser en del af historien. Jordundersøgelser, kamerafælder i gange og DNA-spor i jordprøver giver indblik i den "usynlige" fauna — som muldvarpe, markmus og små insektædende pattedyr.

For rejsende og naturorganisationer kan Pu Luong tjene som en forbilledlig modelregion. Uden at vandrerne aner det, huser reservatet unikke arter, der ikke kendes fra noget andet sted på jorden. Uddannelsesruter, besøg på lokale forskningsstationer og frivilligt arbejde med skovovervågning kan gøre denne skjulte rigdom mere håndgribelig — og samtidig skabe opmærksomhed om sårbarheden hos disse små, isolerede populationer.