Mange ældre kræftpatienter tager stadig meningsløse piller i den sidste levensfase

Et velkendt problem, der fortsætter til det sidste

Læger og apotekere har i årevis peget på, at pleje i livets afslutning bør handle om komfort frem for forebyggelse. Alligevel viser ny forskning fra Japan, at ældre mennesker med fremskreden kræft helt frem til deres død fortsat får medicin, der primært er beregnet til langsigtet brug.

Undersøgelse: Tre ud af fire fik tvivlsom medicin

Forskere fra Universitetet i Tsukuba gennemgik journalerne for 1.269 kræftpatienter på 65 år og derover i den japanske by Mito. Det drejede sig om mennesker med fremskreden kræft, der døde mellem 2017 og 2023. Gennemsnitsalderen lå over de 80 år, og lidt over seks ud af ti patienter var mænd.

Forskerne undersøgte tre tidspunkter: seks måneder, tre måneder og én måned før døden. De anvendte OncPal-retningslinjen, en internationalt anerkendt liste til at identificere medicin med ringe nytte i livets slutfase.

Mere end 77 procent af patienterne modtog mindst ét potentielt uegnet lægemiddel seks måneder før døden. Én måned inden var det stadig gældende for 70 procent.

Den gennemsnitlige patient tog omkring syv forskellige præparater ud over selve kræftbehandlingen. En betydelig del af disse var beregnet til at forebygge problemer, der opstår efter mange år — mens den resterende levetid kun var på få måneder.

Hvilken medicin giver lidt mening i den sidste fase?

Den japanske undersøgelse fremhævede særligt forebyggende lægemidler, der ofte blev seponeret sent. Det gjaldt medicin til langsigtet beskyttelse mod hjerte-kar-sygdomme og knoglebrud. De præparater, der hyppigst forsvandt fra recepten i de sidste måneder, var blandt andet:

• Blodfortyndende medicin mod blodpropper i pulsårerne
• Blodtrykssænkende behandling rettet mod langsigtede risici
• Kolesterolsænkende medicin som statiner
• Tabletter mod type 2-diabetes
• Medicin mod knogleskørhed
• Vitaminer og mineraltilskud

Disse lægemidler virker kun ved årelang brug. Når kroppen hurtigt svækkes af fremskreden kræft, forskydes balancen: risikoen for bivirkninger og øget træthed stiger, mens den langsigtede gevinst forsvinder.

Mange ældre slider sig gennem dagen med fyldte dosisdækkere, mens en del af pillerne primært skaber besvær og næsten ingen fremtidig fordel giver.

Hvorfor det er sværere at stoppe end at ordinere

Den målrettede nedtrapning af medicin kaldes i fagsprog "deprescribing" — en systematisk gennemgang af, hvilke præparater stadig er gavnlige, og hvilke der trygt kan reduceres eller seponeres. I praksis sker det sjældnere, end læger selv finder ønskeligt.

Der er flere forklaringer på dette:

• Vane: Meget medicin er blevet ordineret for år siden og aldrig revurderet.
• Frygt for at gøre skade: Læger er bekymrede for, at seponering kan føre til komplikationer eller forværring.
• Tidspres: Samtaler om behandlingsmål kræver tid og passer ikke altid ind i korte ambulatorie- eller lægekonsultationer.
• Usikre grænser: Det er vanskeligt at forudsige præcist, hvor lang tid nogen har tilbage, hvilket får læger til at fortsætte behandlingen.
• Familiens forventninger: Pårørende forbinder sommetider "at gøre meget" med god pleje, mens mindre medicin faktisk kan være bedre.

Alligevel viser både den japanske forskning og mindre europæiske studier, at en grundig medicingennemgang ofte fører til justeringer — uden at patienterne får det dårligere. I et fransk studie blandt ældre patienter med fremskreden lungekræft fandt man hos hver femte patient mindst ét forkert lægemiddel eller en forkert dosering. Hver eneste gang en sygehusapoteker greb ind, resulterede det faktisk i en ændret recept.

Palliativ pleje: større fokus på livskvalitet

De japanske forskere identificerede et tydeligt mønster: Patienter indlagt på specialiserede palliative afdelinger havde en langt større sandsynlighed for, at uegnede lægemidler blev seponeret. Teams på sådanne afdelinger gennemgår nærmest automatisk medicinlister med spørgsmålet: Bidrager dette til komfort, eller skaber det kun bivirkninger?

Bemærkelsesværdigt: En indlæggelse på en palliativ enhed øgede sandsynligheden for seponering af tvivlsom medicin langt mere end et ophold på en almindelig sengeafdeling.

Hos kvinder og hos mennesker med mange samtidige sygdomme steg sandsynligheden for medicinrevision ligeledes. Det tyder på, at læger er mere tilbøjelige til at sætte ind, når pilleoplistningen virkelig begynder at løbe ud af kontrol.

Hvad kan en medicingennemgang konkret give?

En målrettet medicinvurdering i de sidste levemåneder kan blandt andet medføre:

• Færre bivirkninger som svimmelhed, kvalme og muskelsmerter
• Lavere risiko for fald på grund af lavt blodtryk eller lægemiddelinteraktioner
• Færre stikprøver og kontroller, eksempelvis ved diabetes
• Et enklere dagsskema, som giver ro for både patient og pårørende
• Mere plads til medicin, der reelt fremmer komfort, såsom smertestillende og medicin mod åndenød

Hvordan ser det ud i Danmark?

Samme problematik gør sig gældende på danske sygehuse og i almen praksis. Ældre kræftpatienter tager ofte seks til ti forskellige præparater — eksklusive selve kræftbehandlingen. Sygehusapotekere taler her om "polyfarmaci": brugen af fem eller flere lægemidler samtidig. Det øger risikoen for interaktioner og utilsigtet skade.

I onkogeriatriske ambulatorier — hvor onkologer og kliniske geriatere samarbejder — foretages der i stigende grad rutinemæssige medicinrevisioner. Særligt når det er klart, at helbredelse ikke længere er mulig, og behandlingen er rettet mod livsforlængelse eller ren komfort.

Praktiserende læger spiller en central rolle i denne proces. De kender ofte patienten gennem mange år og ved, hvilke piller der engang blev ordineret efter en blodprop, forhøjet kolesterol eller knogleskørhed. I samråd med specialisten kan de nedtrappe doser eller seponere medicin, når situationen ændrer sig.

Spørgsmål som pårørende godt må stille

Mange familier tøver med at indlede samtalen om medicin af frygt for, at det opfattes som "at give op". Men et enkelt, åbent spørgsmål er ofte nok til at bringe emnet på bordet. Det kan for eksempel være:

• "Hvilken medicin er egentlig nødvendig på kort sigt nu?"
• "Er der piller, vi trygt kunne reducere eller stoppe?"
• "Bidrager dette præparat til komfort, eller handler det primært om langsigtet forebyggelse?"
• "Kan vi reducere antallet af indtagelsestidspunkter i løbet af dagen?"

Læger tilkendegiver ofte, at de sætter pris på sådanne spørgsmål, fordi de tvinger til en fælles afklaring — sammen med patient og familie — om, hvad der stadig betyder noget.

Hvad betyder "potentielt uegnet" helt konkret?

Betegnelsen "potentielt uegnet medicin" betyder ikke, at et præparat nødvendigvis er forkert. Det signalerer, at balancen mellem fordel og ulempe har forskudt sig. En statin, der i tresserne er fornuftig til at forebygge en blodprop om ti år, har ringe værdi, hvis en person med fremskreden kræft kun har få måneder tilbage at leve i.

Mere plads til det, der virkelig betyder noget

For mange mennesker føles en fyldt medicindosette som en form for tryghed. Alligevel kan en tom plads i pilleæsken sommetider netop skabe rum. Færre lægemidler betyder ofte færre bivirkninger, færre sygehusbesøg og mindre besvær med indtagelsestidspunkter.

Den energi kan i stedet bruges på familie, samtaler eller aktiviteter, der stadig er mulige. En regelmæssig medicinrevision — særligt ved en ny sygehusindlæggelse eller opstart af palliativ pleje — kan forhindre, at ældre bruger deres sidste måneder på at komme sig over skader forårsaget af medicin, der har overlevet sin berettigelse. En ærlig dialog mellem læge, patient og pårørende om behandlingsmål giver ikke blot medicinsk gevinst, men også en smule ro i en i forvejen tung periode.