Derfor hænger så mange jægere geværet på hylden

En tendens der rammer jagten verden over

Stadig flere jægere vender ryggen til jagten – ofte efter årtiers troskab over for marken og naturen. Hvad får dem til at lægge geværet fra sig for altid?

En stor fransk undersøgelse blandt tidligere jægere tegner et klart billede af en tendens, der også mærkes i andre lande: Jagten mister hvert år opbakning. Det handler sjældent om et pludseligt livssynsskifte – langt oftere er det en kombination af økonomi, tidspres, bureaukrati og et forandret naturlandskab, der langsomt driver folk væk.

Den hidtil største undersøgelse af jægere, der er holdt op

Tallene stammer fra en undersøgelse gennemført af opinionsinstituttet IFOP på vegne af den nationale jægerføderation i Frankrig. I alt 9.181 personer, som tidligere har jagtet aktivt men er stoppet, deltog i undersøgelsen. Gruppen er opdelt i tre kategorier:

• 7.623 jægere, der bevidst har valgt at stoppe med at jage
• 657 kandidater, der dumpede til jagtprøven
• 901 personer, der bestod prøven men aldrig aktiverede deres jagttegn bagefter

Den store undersøgelsesgruppe giver et præcist billede af, hvilke underliggende faktorer der udhules jagtpraksissen. Det handler sjældent om én enkelt afgørende årsag – langt mere om en ophobning af praktiske forhindringer, der tilsammen vejer for tungt.

Den typiske tidligere jæger er ikke blevet en udpræget modstander af jagten, men derimod en person, hos hvem jagtpraksissen langsomt er gledet ud af hverdagen.

Økonomi øverst, tidspres lige bagefter

De adspurgte kunne angive flere årsager til at stoppe. Procenterne dækker derfor det samlede antal svar og ikke eksklusive valg. Alligevel tegner der sig et tydeligt mønster.

For godt en fjerdedel af de tidligere jægere er pengene den afgørende barriere. Jagttegn, obligatoriske foreningsbidrag, forsikringer, ammunition, våben, beklædning, støvler og hunde – tilsammen løber beløbet hurtigt op år efter år. Det mærkes særligt hos jægere med en gennemsnitlig eller beskeden indkomst.

Helbredsproblemer og nedsat fysisk form spiller næsten lige så hyppigt en rolle. Jagten kræver meget gang, til tider i hårdt terræn, og koncentration over lange dage. Ældre jægere mærker især, at de ikke længere kan holde det niveau, og vælger selv at stoppe – gerne inden det bliver risikabelt.

Tom mark og fyldt kalender: jagten klemmes fra begge sider

Et andet hyppigt nævnt motiv er tilbagegangen i småvildt. Færre agerhøns, harer og kaniner fjerner en del af charmen ved de traditionelle jagtformer. Hvis man år efter år kommer hjem uden en ordentlig jagtdag, begynder man på et tidspunkt at spørge sig selv, hvad man egentlig gør det for.

Mindst lige så karakteristisk er tidspresset. Familieliv, små børn, omsorg for ældre forældre eller en travl arbejdsdag konkurrerer direkte med de mange timer, en jagtdag kræver. En tur, hvor man er afsted før daggry og først er hjemme efter mørkets frembrud, passer ikke let ind i en kalender, der i forvejen er pakket til bristepunktet.

Romantikken ved solopgang i marken støder stadig oftere på realiteten med fyldte kalendere og travle familier.

Oveni kommer et lag af administrative byrder. Stadig flere regler, sikkerhedsforpligtelser, kurser, tilladelser og reservatbestemmelser gør, at jagten for nogen føles mere som papirarbejde end som tid udendørs. Hele 14 procent nævner eksplicit det øgede regelpres som årsag til at stoppe helt.

Bestået jagtprøve – og alligevel aldrig startet

Bemærkelsesværdig er også den gruppe, der faktisk består jagtprøven, men bagefter aldrig aktiverer sit jagttegn og dermed aldrig rigtig kommer i gang. IFOP belyser disse personer særskilt i undersøgelsen.

Deres vigtigste årsager:

• 44% fandt, at de samlede omkostninger til jagttegn, deltagelse og udstyr var dyrere end forventet
• 37% fandt aldrig et jagtområde eller en jagtgruppe, de kunne slutte sig til
• 27% indrømmer at have taget prøven uden nogen stærk motivation for faktisk at jage
• 15% ønskede blot lovligt at eje et arvet våben
• 5% havde brug for prøven af erhvervsmæssige årsager og ikke af hobbymæssige grunde

Især kombinationen af økonomi og adgang til jagtområder springer i øjnene. Det er ofte svært at komme ind i en fast jagtgruppe, hvis man ikke kender nogen i forvejen, og priserne på jagtrettigheder på privat grund er steget markant de seneste år. Nye jægere løber derfor allerede panden mod muren på tærsklen.

At stoppe betyder ikke altid, at kærligheden til jagten forsvinder

Undersøgelsen tegner ikke et billede af en jagtverdnen i frit fald. Tværtimod: En stor gruppe tidligere jægere holder tydeligvis døren på klem. Ifølge IFOP overvejer 54 procent af de stoppede jægere at genoptage jagten inden for nogle år.

Villigheden til at vende tilbage varierer kraftigt afhængigt af, hvorfor man stoppede. De, der trak sig på grund af tidsmangel, er særligt optimistiske:

• 74% af de jægere, der stoppede af familiemæssige årsager, vil gerne genoptage jagten, når forholdene tillader det
• 81% af dem, der ikke længere havde tid på grund af arbejdet, ser sig selv vende tilbage til marken på et tidspunkt

Mange stoppede jægere ser sig ikke som tidligere jægere, men som nogen "i et sabbatår" der venter på, at omstændighederne falder bedre ud.

For jægerforeninger udgør denne gruppe en slags sovende reserve. Med lavere adgangsomkostninger, fleksible jagtformer og bedre vejledning af begyndere kan en del af dem muligvis vindes tilbage.

Hvad fortæller det os om jagtens fremtid?

Tallene fra Frankrig stemmer overens med signaler fra andre europæiske lande. Jagten bliver stadig mindre selvfølgelig i takt med urbanisering, ændrede fritidsvaner og en voksende ubehag i samfundet omkring dyrevelfærd. Unge vælger hurtigere sport, bymæssige hobbyer og digitale aktiviteter, der kræver langt mindre organisation og færre udgifter.

Samtidig peger undersøgelsen på, at kernen i jagtens tiltrækningskraft – særligt for den traditionelle jæger – ikke bare forsvinder: at være udendørs, iagttage vildt, se en hund arbejde og opleve sammenholdet i en lille gruppe. For mange tidligere jægere trækker det stadig, selv om geværet foreløbig hænger på hylden.

Konkrete barrierer: økonomi, regler og adgang

Ser man efter løsninger, ender man gentagne gange ved de samme praktiske knudepunkter:

• Reducering af faste omkostninger – for eksempel via delt udstyr eller adgangspakker for begyndere
• Forenkling af de administrative trin ved tilladelser og fornyelser
• Aktiv hjælp til at finde en jagtgruppe eller et jagtområde for nye jægere
• Flere kortere jagtmuligheder frem for hele jagtdage, tilpasset travle kalendere

På den måde kan jagten igen blive tilgængelig for dem, der i dag melder fra af rent praktiske årsager – og ikke af modvilje mod jagten som sådan.

Ekstra baggrund: hvad er "småvildt" og hvorfor vejer det så tungt?

Mange respondenter i undersøgelsen peger på tilbagegangen i såkaldt småvildt. Det dækker over arter som fasan, agerhøne, hare og kanin – netop de arter, der udgør grundlaget for mange traditionelle jagtformer med hund eller i lille gruppe.

Intensivt landbrug, færre bræmmer med høj vegetation og en forskydning mod storvildt som vildsvin og rådyr ændrer karakteren af jagtområderne grundlæggende. For jægere, der voksede op med småbønders agerjord og landbrugsjagt, føles det nuværende landskab ofte fremmed og ukendeligt. Når det velkendte sceneri forsvinder, mister jagten en del af sin følelsesmæssige kraft.

Fra skydebane til naturbeskyttelse – hvad gør de stoppede jægere i stedet?

At stoppe med at jage betyder ikke automatisk, at man opgiver al omgang med våben eller natur. En del tidligere jægere skifter til skydebanen, hvor reglerne er klarere og forberedelsen langt mindre tidskrævende.

Andre retter fokus mod naturpleje, vildttællinger eller frivilligt arbejde i naturorganisationer. Nogle jægere fortæller, at de ønsker at bevare kontakten til marken – men uden kugle eller hagl. For dem byder vildobservation, naturfotografering eller deltagelse i faunaovervågning på et alternativ, der kræver færre penge, mindre papirarbejde og mindre organisation, men som alligevel opretholder et levende bånd til naturen og det åbne land.