En gammel diskussion i nyt lys: hvad siger forskerne egentlig?
En ny britisk undersøgelse har igen sat gang i den betændte debat om, hvorvidt man bør lade sin baby græde. Ifølge forskerne bag studiet har det tilsyneladende ringe betydning for barnets følelsesmæssige udvikling, om forældre reagerer straks eller lader barnet græde lidt. Men kritikerne er langt fra overbeviste og advarer kraftigt mod at drage for bombastiske konklusioner om så følsomt et emne.
Cry it out-metoden: hvad gik undersøgelsen ud på?
Debatten kredser primært om den såkaldte cry it out-metode, hvor forældre bevidst lader deres baby græde i en periode, i håb om at barnet lærer at falde i søvn på egen hånd. Metoden har eksisteret i årtier og vækker stadig stærke følelser hos mange.
De britiske psykologer Ayten Bilgin og Dieter Wolke fra University of Warwick fulgte 178 babyer fra fødslen til halvandets-alderen. De ønskede at undersøge, om børn der oftere måtte græde, før de fik trøst, senere udviste flere adfærds- eller følelsesmæssige problemer – eller om de udviklede et mindre trygt bånd til deres forældre.
Deres konklusion, som blev offentliggjort i 2020 i et internationalt fagtidsskrift, var bemærkelsesværdig: I denne gruppe børn fandt de ingen tegn på, at det var skadeligt at lade et barn græde, hvad angår:
- kvaliteten af tilknytningen mellem forælder og barn
- senere adfærdsproblemer som hyppig vrede eller aggression
- følelsesmæssige problemer som angst eller tilbagetrukket adfærd
Studiet antyder, at kontrolleret gråd ikke automatisk fører til utryg tilknytning eller skadet tillid.
For mange forældre lyder det nærmest som en lettelse: måske er de par protestfyldte nætter ikke umiddelbart traumatiserende. Men så enkelt er det ifølge andre forskere slet ikke.
Derfor går mange eksperter hårdt i rette med undersøgelsen
I 2021 offentliggjorde to andre udviklingspsykologer, Elisabeth Davis og Karen Kramer, et udførligt modsvar i det samme tidsskrift. De rejste alvorlig tvivl om den måde, undersøgelsen var tilrettelagt og gennemført på.
For få børn til at opdage subtile skader?
Deres første indvending: 178 babyer er efter deres mening alt for få til at afdække mindre, men alligevel betydningsfulde effekter. Hvis gråd eksempelvis kun har negative konsekvenser for en del af børnene, kan det nemt forsvinde i gennemsnittet i så lille en gruppe.
Ved den slags følsomme undersøgelsesemner bør der normalt foretages en såkaldt poweranalyse på forhånd – en beregning der viser, hvor mange deltagere man behøver for at nå pålidelige konklusioner. Kritikerne mener, at dette solide metodiske fundament mangler i studiet.
Hvad betyder "lade barnet græde" egentlig præcist?
Et andet problem ligger i selve definitionen af cry it out. Forskerne spurgte forældre, om de nogensinde lod deres baby græde for at hjælpe det i søvn, men opstillede ingen faste kriterier:
- Ingen standardvarighed: var det ét minut eller en halv time?
- Ingen fast hyppighed: én gang om ugen eller hver nat?
- Intet klart skel mellem dag og nat
Det betyder, at samme kategori kan rumme forældre, der lader deres barn jamre i tre minutter, og forældre der lader det stå på meget længere. Den enorme spredning gør resultaterne svære at fortolke meningsfyldt.
Når man ikke præcist afgrænser, hvad en metode indebærer, bliver det næsten umuligt at foretage fair sammenligninger.
I strid med klassisk tilknytningsforskning
Det britiske studies resultater kolliderer desuden med ældre, men indflydelsesrig forskning i tilknytning. Allerede i 1970'erne viste psykologer som Silvia Bell og Mary Ainsworth, at babyer med mødre der reagerede hurtigt på gråd, faktisk var roligere og mindre grædende senere og syntes at have et tryggere bånd til deres forældre.
Det nye studie vender dette billede på hovedet uden ifølge kritikerne at forklare tilfredsstillende, hvorfor resultaterne afviger så markant. Frygten er, at forældre primært vil huske fra den britiske publikation, at det at lade babyen græde "ikke gør skade" – mens videnskaben overhovedet ikke er enig om det.
Forældre fanget mellem skyldfølelse, søvnmangel og modstridende råd
Imens sidder unge forældre med et meget praktisk problem: de skal fungere igen i morgen. Arbejde, større børn, hushold – alt kører videre, mens nætterne falder fra hinanden i stumper og stykker.
Fra tilknytningspsykologiens side har budskabet i årtier lydt: reagér varmt og hurtigt. Det skulle lægge grunden for en tryg fornemmelse, tillid til verden og større følelsesmæssig stabilitet senere i livet.
Over for dette står adfærdsbaserede søvnmetoder, der er blevet udbredt via bøger og søvncoaches. Disse lover, at babyer inden for få dage eller uger lærer at sove igennem, hvis forældrene er konsekvente i deres tilgang – eksempelvis ved i faste trin at vente lidt længere med at gribe ind.
For mange forældre føles det som om, de skal vælge mellem deres egen nattesøvn og barnets følelsesmæssige tryghed.
Det sociale pres gør det ikke lettere. Lader man sin baby græde, får man sommetider at vide, at man er hjerteløs. Løber man til babyværelset ved det mindste pip, finder andre én for "blød" eller advarer om, at barnet "kommer til at bestemme hele hjemmet".
Hvad ved vi med sikkerhed om babyer og gråd?
Gråd er det eneste kommunikationsmiddel
Babyer kan endnu ikke tale. Gråd er deres alarmsystem for sult, smerte, skræk, en fyldt ble eller blot behovet for nærhed. Flere undersøgelser viser, at unge babyer i gennemsnit ikke græder mindre, hvis forældre bevidst ignorerer dem. Ofte ændrer det sig kun i den måde, forældrene oplever situationen på.
Det viser sig desuden, at babyer udviser store forskelle i temperament. Nogle børn sover allerede efter et par uger i rimelige blokke, andre har brug for hjælp i måneder eller endda længere. Det siger langtfra altid noget om opdragelsen eller tilknytningen.
Et par praktiske tommelfingerregler
- Se på det samlede billede. En baby der ler meget i løbet af dagen, søger kontakt og lader sig trøste, viser ofte et sundt bånd – selv om der grædes om natten.
- Vær opmærksom på dine egne grænser. En forælder der er fuldstændig udkørt, kan reagere mindre sensitivt. Søvntræning kan i den situation faktisk hjælpe med at forebygge overbelastning.
- Skel mellem protest og panik. Kort brokken og klynken lyder anderledes end skrig af smerte eller angst. Ved sidstnævnte er hurtig reaktion klogest.
- Vær forsigtig med stive skemaer. En metode der virker for ét barn, kan gøre et andet barn ude af sig selv.
Derfor forbliver videnskaben så splittet
Selv hovedforfatteren bag det britiske studie, Ayten Bilgin, indrømmer, at den nuværende viden ikke giver et endeligt svar. Hun plæderer for store, langvarige undersøgelser med tusinder af børn, hvor det præcist registreres, hvilken søvnmetode der er anvendt, hvor ofte og hvor længe.
Hun efterlyser også et skel mellem dag og nat samt mellem kortvarig protestgråd og langvarig oprevet tilstand. I dag havner alle disse situationer ofte i samme bunke, hvilket gør resultaterne uklare.
Foreløbigt stiller videnskaben altså flere spørgsmål, end den giver svar. Det betyder, at der ikke findes nogen gylden standard, der fungerer for alle familier.
Sådan kan forældre finde deres egen vej
For dem der befinder sig midt i de opbrudte nætter, hjælper en nøgtern tilgang. Ikke hvert tåre behøver straks at blive dæmpet, men langvarig oprevet tilstand uden trøst føles for mange forældre med rette ikke rigtigt. Nogle familier fungerer fint med en blid form for søvntræning, hvor forældrene venter lidt længere ad gangen, men stadig jævnligt signalerer, at de er til stede.
Andre vælger maksimal nærhed: samleje, amning på efterspørgsel, hurtig reaktion ved ethvert grådudbrud. Selv med en sådan tilgang kan børn sagtens lære at sove selvstændigt og have en tryg tilknytning senere. Forældrenes stressniveau, støtte fra omgivelserne og realistiske forventninger ser ud til at spille mindst lige så stor en rolle som den præcise metode.
Den der er i tvivl, kan tale sin egen situation igennem med en sundhedsplejerske, praktiserende læge eller børnepsykolog. Faktorer som for tidlig fødsel, refluks, kronisk sygdom eller depressive symptomer hos forælderen kan gøre, at visse metoder er mindre egnede. På den måde bliver valget om at lade barnet græde eller ej ikke et dogme, men en afvejning der passer til både barnet og forældrene.
