Et kæmpestort havvindprojekt ud for Englands kyst har taget et afgørende skridt mod virkelighed – den første undersøiske kabel har nu nået fastlandet.
Vindgiganten Hornsea 3 skal forsyne millioner af husstande
Hornsea 3, der er planlagt til at blive verdens største havvindpark, har nu tilsluttet sin første eksportkabel til det britiske fastland. Det er et historisk øjeblik – for første gang er projektet fysisk forbundet med det nationale elnet.
Vindparken rejser sig cirka 120 kilometer ud for Yorkshires kyst, midt i den blæsende Nordsø. Med en planlagt kapacitet på 2,9 gigawatt skal anlægget levere grøn strøm til mere end 3,3 millioner britiske husstande. Idriftsættelsen forventes at ske mod slutningen af 2027.
I slutningen af marts trak energiselskabet Ørsted den første eksportkabel op fra havbunden og ind mod kysten. Det er et konkret teknisk vendepunkt: fra nu af handler alt om at skalere op og gentage processen.
Med 2,9 gigawatt kapacitet producerer Hornsea 3 mere strøm end Hornsea 1 og 2 tilsammen.
Den samlede investering i projektet anslås til cirka 8,5 milliarder pund. Ørsted solgte i slutningen af 2025 halvdelen af vindparken til fonde under investor Apollo for omkring 5,2 milliarder euro. Det gør Hornsea 3 til et af Europas største igangværende energiprojekter.
Hvad den enorme eksportkabel egentlig gør
Den kabel, der nu har nået kysten, er langt mere end et stykke kobber. Den består af et bundt, hvor to højspændingsjævnstrømskabler (HVDC) er samlet med et fiberoptisk kabel. Glasfiberen sender løbende data frem og tilbage mellem havturbinerne og kontrolcentret på land.
Ved at samle kablerne i ét bundt behøver skibene at udføre færre separate kabeloperationer, og hele bundtet er bedre beskyttet mod beskadigelse. Det sparer tid, penge og tekniske risici til søs.
Sådan forløber elektriciteten på sin vej fra hav til hjem:
- Adskillige turbiner til havs genererer strøm;
- Strømmen løber via kabler i vindparken til offshore-konverterstationer;
- Herfra sendes højspændingsjævnstrøm via eksportkabler til kysten;
- På land løber et underjordisk kabel mere end 50 kilometer til Swardeston i Norfolk;
- Her omdanner en stor konverterinstallation jævnstrøm til vekselstrøm til det nationale net.
Næsten hele denne rute ligger under vand eller under jorden. Det betyder, at påvirkningen på landskabet og levevilkårene på land holdes relativt begrænset.
680 kilometer kabel og en stram tidsplan
Den første kabel er blot begyndelsen. Den belgiske maritime entreprenør Jan De Nul skal i alt transportere og lægge cirka 680 kilometer eksportkabel på havbunden. Det arbejde fortsætter frem til udgangen af 2026.
Kablerne leveres af producenten NKT, der allerede begyndte produktionen for tre år siden. De sidste sektioner ruller ud af fabrikken i sommer, præcis til rette tid for Jan De Nuls skibe. Produktion og installation er koordineret tæt – forsinkelse hos én part bringer hele tidsplanen i fare.
I et offshore-projekt af denne skala kan én forsinket levering forstyrre planlægningen for snesevis af skibe og hundredvis af teknikere.
Konverterstationer der rejste halve verden rundt
For effektivt at bringe den producerede strøm i land kræves to store offshore-konverterstationer. Disse platforme omdanner turbinernes vekselstrøm til højspændingsjævnstrøm, der taber mindre energi over lange afstande.
Stålunderbygningen – den såkaldte jacket – til den første station afgik fra havnen i Vlissingen i Nederlandene. Den konstruktion er cirka 54 meter høj, vejer omkring 3.500 ton og er designet til Nordsøens barske forhold: høje bølger, stærk vind og saltvand.
Overbygningen til samme station havde en endnu mere ekstraordinær rejse. Den blev bygget i Thailand, sejlede mere end 13.000 sømil til Norge til videre færdiggørelse og drog derefter til sin placering i Nordsøen. En sådan rute illustrerer, hvor global forsyningskæden for offshore-energi er blevet.
Det enorme kranfartøj Sleipnir fra Heerema installerede den første jacket til havs. Hitachi Energy og norske Aibel leverer højspændingsudstyr og offshore-ingeniørkundskaber. Inden udgangen af marts stod den første komplette substationskonstruktion på plads.
Kolossale turbiner fra en global forsyningskæde
Hornsea 3 anvender turbiner fra Siemens Gamesa med en effekt på 14 megawatt per styk. Det er i dag blandt de mest kraftfulde kommercielt tilgængelige havvindturbiner. Med hver enkelt rotoromdrejning leverer de nok strøm til en gennemsnitlig husstand i flere dage.
Fundamenterne – såkaldte monopæle – kommer blandt andet fra Spanien og Kina. Disse gigantiske stålrørspæle rammes ned i havbunden for at forankre turbinerne solidt. Nu hvor den første kabel og det første konverterstation er på plads, drejer projektets fokus sig mod opsætning af fundamenter og den efterfølgende masseinstallation af turbiner.
| Kendetegn | Hornsea 1 | Hornsea 2 | Hornsea 3 |
|---|---|---|---|
| Kapacitet | 1,2 GW | 1,3 GW | 2,9 GW |
| Husstande (vejledende) | 1 million | 1,3 millioner | 3,3 millioner+ |
| Afstand til kyst | ca. 120 km | ca. 89 km | ca. 120 km |
Betydningen for britiske klimamål og energisikkerhed
Den britiske regering ønsker at have i alt 50 gigawatt havvindkapacitet i drift inden 2030. I dag ligger landet på omkring 15 gigawatt. Hornsea 3 leverer alene næsten en femtedel af den ekstra kapacitet, der er nødvendig for at lukke det hul.
Ifølge Ørsted-direktør Duncan Clark bliver Hornsea 3 en hjørnesten i Storbritanniens klima- og energimål. Vindparken skal ikke blot reducere CO₂-udledningen markant, men også mindske afhængigheden af importeret gas og olie – noget der er blevet særligt følsomt siden energikrisen.
Storskalerede havvindparker skal tilsammen danne rygraden i et fremtidigt, stort set fossilfrit elsystem i Storbritannien.
Ørsted forvalter allerede mere end 18 gigawatt vedvarende kapacitet globalt, fordelt på Europa, Nordamerika og Asien-Stillehavsregionen. Hornsea-zonen i Nordsøen fungerer som et slags flagskibsområde for den britiske markedsposition.
Arbejdspladser, havne og en ny kystøkonomi
Under byggeriet af Hornsea 3 forventes op til 5.000 arbejdspladser. Efter aflevering anslås det, at omkring 1.200 faste stillinger vil bestå inden for drift, vedligeholdelse og logistik.
Den daglige drift placeres i Grimsby, en havneby ved mundingen af Humber. Denne region er over de seneste ti år forvandlet fra traditionel fiskeri- og industrikaj til et knudepunkt for havvind. Nye lagerbygninger, vedligeholdelsesfartøjer, træningscentre og underleverandører slår sig ned der.
For lokalsamfundene betyder det en blanding af muligheder og pres. Der skabes nye højt kvalificerede tekniske jobs, men der opstår også belastning på boliger, infrastruktur og natur. Den underjordiske kabelrute gennem Norfolk er eksempelvis designet, så landbrugsjord og følsomme naturområder skånes mest muligt – selv om enhver ny ledning giver anledning til diskussion.
Hvorfor jævnstrøm, kabelkilometre og skala har afgørende betydning
For den, der ikke til daglig beskæftiger sig med energiinfrastruktur, rejser et sådant projekt mange spørgsmål. Hvorfor vælger man højspændingsjævnstrøm frem for den sædvanlige vekselstrøm? Over store havafstande giver jævnstrøm færre transporttab, og kablet kan udformes slankere og mere effektivt. De dyre konverterstationer på hav og land betaler sig dermed hjem over tid.
Den enorme skala på Hornsea 3 har endnu en effekt: prisen per produceret kilowatttime falder, fordi dyre komponenter – fra installationsskibe til specialiserede ingeniører – fordeles over langt flere turbiner og megawatt. Samtidig vokser risiciene tilsvarende; en fejl i design eller planlægning rammer øjeblikkelig en investering på milliarder.
Tilsvarende parker i Nordsøen ud for bl.a. Nederlandene, Tyskland og Danmark følger samme logik: større turbiner, længere kabler, mere kompleks logistik og stærkt internationale forsyningskæder. Det gør landene delvist afhængige af hinandens industri, men skaber også et fælles marked, hvor innovation spredes hurtigt.
For husstande og virksomheder handler det i sidste ende om to ting: overkommelighed og pålidelighed. Store havvindparker leverer en stabil basisproduktion af strøm, særligt på blæsende lokaliteter som Nordsøen. Kombineret med fleksible gaskraftværker, batterier og efterspørgselsstyring kan denne produktion erstatte en stadig større andel af de fossile kraftværker – uden at lyset slukker, når vinden lægger sig.
