ISS skal forbrændes i atmosfæren. Uret tikker
Den Internationale Rumstation bliver forladt og bragt ud af kredsløb senest omkring 2030. For den almindelige læser lyder det som en fjern dato – for NASA og rumfartsindustrien er den dramatisk tæt på. I det amerikanske Senat vokser bekymringen, fordi programmet for bemandede rumflyvninger endnu ikke har en stabil efterfølger til den station, der i over to årtier har været hjertet i menneskets tilstedeværelse i kredsløb.
Rumstationen ældes hurtigt. Konstruktionen, der blev taget i brug i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, har længe opereret på grænsen af sine muligheder. Ingeniører lapper løbende på fejl og mangler, men der er ingen illusioner: modulerne holder ikke evigt. Det aftalte ophør falder sammen med overgangen til dette årtis slutning, og et af de afsluttende skridt bliver en kontrolleret nedstyrtning ind i atmosfærens tykke lag, hvor en stor del af konstruktionen simpelthen vil brænde op.
Det bliver ikke et spektakulært "rumaffald", men en præcis operation. Kredsløbet skal styres så omhyggeligt, at resterne lander i et isoleret havområde, der siden har fungeret som "begravelsesplads" for satellitter. For forsknings-, forsvars- og kommercielle sektorer er noget helt andet dog langt vigtigere end selve destruktionen – nemlig hullet i menneskets faste tilstedeværelse i kredsløb.
ISS forlader kredsløbet omkring 2030. Hvis nye stationer ikke er klar til den tid, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til det lave jordnære kredsløb.
Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede flyvninger er afgørende
Bekymringerne formuleres stærkest i miljøer tilknyttet Texas – den stat, der blandt andet huser Johnsons Rumcenter og det berømte anlæg i Houston. Det er her, bemandede missioner har været koordineret i årtier, og astronauter har trænet. En republikansk senator fra Texas leder det udvalg, der er ansvarligt for videnskab og transport, herunder rumpolitik.
I udtalelser, som amerikanske medier har fået adgang til, indrømmer senatorens nære samarbejdspartner, at der ved næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede flyvninger vender ét krav tilbage – kontinuitet. Ifølge dette miljø må situationen fra shuttleprogrammets afvikling ikke gentage sig, hvor USA i årevis var tvunget til at købe pladser i russiske Sojuz-kapsler.
Amerikanske politikere kræver en klar tidsplan fra NASA: ISS forlader kredsløbet, og kommercielle stationer overtager laboratoriets rolle uden nævneværdig pause.
En ny model: private stationer i kredsløb
NASA's svar på ISS's forestående afslutning er at satse på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere selv at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet agter man at blive én af mange "kunder" hos stationer bygget af private virksomheder – på samme måde som man i dag køber transport af gods og besætninger i raketter fra virksomheder som SpaceX.
Der ligger flere koncepter for kommercielle orbitale komplekser på bordet. Blandt dem er moduler, der i første omgang ville kobles til ISS og derefter fungere selvstændigt efter stationens ophør. Andre projekter forudsætter fuldt uafhængige stationer, der sendes direkte i egne kredsløb. Fælles for dem alle: relativt mindre dimensioner, modulær opbygning og bred åbenhed over for forskellige kundegrupper – fra regeringer over universiteter til farmaceutiske og teknologiske virksomheder.
Hvad skal kommercielle stationer levere?
- Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialetekniske eksperimenter påbegyndt på ISS.
- Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger til ekspeditioner til Månen og Mars.
- Turistsegment – kortvarige ophold for privatpersoner, finansieret af dem selv eller via sponsorater.
- Virksomhedsservices – produktion af specialiserede materialer og lægemidler, der drager fordel af vægtløshedsforhold.
Denne model skal sænke udgifterne for amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station går ned eller kræver modernisering, kan en anden overtage dele af opgaverne. For NASA er det primære mål dog adgang til en pålidelig forskningsplatform, der kan erstatte ISS.
Et stramt skema og reelle risici
Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke ved det grundlæggende faktum: det tager mange år at designe, bygge, teste og placere en fungerende station i kredsløb. Fra båndklipning på en konference til den første bemandede koblingsmanøvre er der en lang og ofte smertefuld vej fuld af tests, certificeringer og forsinkelser.
NASA, der er lært af erfaringerne fra tidligere programmer, ved, at ikke ethvert projekt når i mål i sin oprindelige form. Her er fejlmarginen lille, for arbejdskalenderen skal stemme overens med den endelige nedlukning af ISS. Hvis de kommercielle stationer ikke er klar i tide, kan konsekvenserne være alvorlige:
| Scenarie | Mulige konsekvenser |
|---|---|
| Kort pause i bemandede flyvninger til LEO | Tab af forskning, dårligere forberedelse til månefærder og Mars-missioner |
| Styrkede konkurrenter | Kinas fordel, da landet udvikler sin egen station og kan tiltrække udenlandske agenturer |
| Tilbagevenden til brug af andres infrastruktur | Risiko for politisk afhængighed eller begrænset antal pladser til amerikanske astronauter |
For forskningsmiljøet kan selv en to til treårig pause betyde tab af generationers forskning, afbrydelse af langsigtede eksperimenter og sværere forsvar af budgetter. Derfor vokser presset fra senatorer og eksperter med hver ny rapport om ISS's tilstand.
Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukker?
Hidtil har ISS været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den gav mange lande deres eneste chance for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission slutter, kan magtbalancen skifte markant.
Kina udvikler konsekvent sin egen rumstation med det mål at tiltrække partnere, der ikke får plads i NASA-tilknyttede programmer eller søger et alternativ. Europa, Canada og Japan er på den anden side i høj grad afhængige af, om det kommercielle stationsprogram i USA lykkes, for at sikre deres fremtidige adgang til kredsløb.
Den gennemsnitlige jordboer vil ikke mærke nogen forskel fra den ene dag til den anden, når ISS bringes ud af kredsløb. For lande, der investerer i bemandede rumflyvninger, tegner der sig et nyt kort over indflydelse og alliancer.
Hvorfor er en konstant menneskelig tilstedeværelse i kredsløb så vigtig?
Faste beboere i det lave jordnære kredsløb er ikke blot et symbol på prestige. Det er frem for alt et levende laboratorium, der giver mulighed for at observere virkningerne af langvarig ophold i vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden en sådan infrastruktur er det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner, der varer måneder eller år, som en Mars-ekspedition.
Forskere studerer i rummet blandt andet muskeltab, forandringer i knoglesystemet, mikrogravitationens indvirkning på synet og kredsløbet samt kroppens væskers adfærd. Nogle af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun lange ophold i kredsløb giver det fulde billede. En pause i forskningen trækker viden tilbage og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.
Rummets fremtid som politisk og forretningsmæssigt anliggende
Diskussionen om ISS's efterfølger foregår ikke kun i kredse af forskere og ingeniører. Det er et område, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske fordele mødes. En station handler ikke blot om forskning, men også om kontrakter til industrien, arbejdspladser og teknologiudvikling, der siden finder vej til Jordens overflade – eksempelvis inden for medicin og telekommunikation.
I USA fungerer sådanne projekter som en "magnet" for innovation i regioner centreret om rumcentre. Politikernes pres udspringer derfor ikke udelukkende af omsorg for videnskaben – det handler også om at bevare deres staters og valgkredses position i fordelingen af rummets ressourcer.
For den opmærksomme iagttager er det afgørende at forstå, at de beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløb for hele den næste generation. Det afgør, om fremtidens forskere og astronauter vil have en lettere vej til forskning i mikrogravitation – eller om de vil være henvist til enkeltpladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke kun de spektakulære raketstarter, men også de tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter. Det er dem, der i virkeligheden bestemmer, hvem der er vært i det kosmiske nabolag efter ISS-æraen.
