Noget stort er ved at ske i yderkanten af Solsystemet
I de fjerneste dele af vores Solsystem er der gang i en udvikling, der ændrer rangordenen blandt gaskæmperne en gang for alle. Små, næsten usynlige objekter i kredsløb om Saturn og Jupiter er ved at omskrive de officielle statistikker — og Saturn er ved at løbe fra Jupiter i et imponerende tempo.
15 nyopdagede måner tilføjet på én gang
Astronomer har identificeret endnu en gruppe af bittesmå naturlige satellitter omkring de to største planeter i Solsystemet. I alt drejer det sig om 15 nye måner — 4 omkring Jupiter og 11 omkring Saturn. Det er ikke dramatiske, iskolde verdener som dem, vi kender fra rumsondefotografier. Disse objekter er ekstremt små og udsender kun et svagt glimt af lys.
Hvert enkelt af de nybeskrevne objekter har en diameter på omkring 3 kilometer — omtrent på størrelse med en lille by. I den kosmiske målestok er det nærmest ingenting, og deres lysstyrke afspejler det: de befinder sig i størrelsesorden 25–27 magnituder. Til sammenligning kan det blotte øje fra et mørkt sted på Jorden akkurat skelne stjerner på omkring 6 magnituder.
Disse måner er så svage, at selv avancerede amatørteleskoper slet ikke kan registrere dem. Der skal enorme instrumenter til — og gentagne observationssessioner over lang tid.
Med de nye tilføjelser er det samlede antal kendte måner i Solsystemet nu oppe på 442. Og det er langtfra det endelige tal. For hver gang observationsteknikken forbedres, dukker der nye, hidtil oversete objekter op.
Sådan finder man objekter, der næsten er usynlige
De nye Jupiter-måner blev bl.a. opdaget ved hjælp af to kraftfulde jordbaserede teleskoper: det 6,5 meter store Magellan-Baade-teleskop i Chile og det 8 meter store Subaru-teleskop på Hawaii. Kun spejle af den størrelse er i stand til at opsamle nok lys til overhovedet at registrere så svage punkter på himlen.
Det handler ikke om at tage ét enkelt billede. Forskerne fotograferer det samme område af himlen i en hel serie af optagelser med tidsmellemrum og sammenligner dem derefter for at finde objekter, der har forskudt sig en smule i forhold til baggrundsstjernerne. Bevægelsen er meget langsom, fordi afstandene til planeterne er enorme — men avancerede algoritmer er i stand til at opfange selv den mindste forskydning.
- Først tages dybe billeder af det relevante område af himlen.
- Derefter sammenligner en computer optagelserne og registrerer punkter, der har ændret position.
- Herefter undersøges det, om banens forløb tyder på, at objektet er gravitationelt bundet til en bestemt planet.
- Først efter flere måneders sporing af banen får objektet officiel månestatus.
Den langsommelige proces forklarer, hvorfor antallet af kendte måner stiger i spring. En ny observationsserie kan på én gang afsløre hele grupper af lignende objekter, der befinder sig i fjerne, uregelmæssige kredsløb.
Saturn stikker af: overvældet forspring over Jupiter
Takket være de seneste bekræftelser har Saturn nu 285 kendte måner. Jupiter, på trods af sin enorme masse og sit ry som "planeternes konge", er stoppet på 101. Forskellen er altså enorm — og vokser fortsat.
De aktuelle tal viser, at Saturn har næsten tre gange så mange kendte måner som Jupiter. Det er et markant skift i forhold til det gamle billede, hvor Jupiter blev betragtet som den absolutte leder.
Kun objekter, der er indberettet og godkendt af specialiserede institutioner — herunder Minor Planet Center, som udgiver de såkaldte MPEC-cirkulærer — optages i de officielle statistikker. Det er netop i sådanne bulletiner, at de seneste tilføjelser for begge planeter er blevet beskrevet.
Det samlede månebillede i Solsystemet ser i dag sådan ud:
| Planet | Antal kendte måner |
|---|---|
| Saturn | 285 |
| Jupiter | 101 |
| Uranus | 28 |
| Neptun | 16 |
| Jorden | 1 |
| Mars | 2 |
Forskellene er ekstreme. I den ene ende finder vi Saturn, omgivet af en hel sværm af små satellitter. I den anden finder vi Jorden med sin ene store Måne og Mars med to små, uregelmæssige legemer.
Hvorfor har Saturn så mange små måner?
Saturn befinder sig længere fra Solen end Jupiter og kredser i en region, hvor den primordiale materietæthed var en smule anderledes. Omkring planeten strækker sig et udbygget system af ringe og bælter med is- og stenfragmenter, hvilket fremmer "fangsten" af mindre objekter i planetens tyngdekraftsfælde.
Mange astronomer formoder, at en stor del af de mindste satellitter er rester af engang større legemer. De kan være blevet revet i stykker ved kollisioner eller tætte forbipasninger og omdannet til skyer af fragmenter, hvoraf nogle har stabiliseret sig i uregelmæssige kredsløb.
Jo stærkere et tyngdefelt og jo mere løst materiale i planetens omgivelser, desto større er chancen for, at der opstår et udbygget system af små måner.
Astrofysisk set er disse objekter fascinerende, fordi de bærer på "nedfrosne" informationer om det unge Solsystem. Deres sammensætning, form og banefordeling hjælper forskerne med at rekonstruere fortidens kollisioner og planetmigrationer.
En lille gruppe forskere bag hundredvis af måner
Bag en stor del af de seneste opdagelser gemmer sig ikke et kæmpe konsortium, men en håndfuld meget specialiserede forskere. Populærvidenskabelige medier fremhæver særligt duoen Scott Sheppard og Edward Ashton, der personligt har deltaget i opdagelsen af et betydeligt antal af disse nye satellitter. Det er et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvad en lille gruppe dedikerede eksperter kan udrette med de rette instrumenter og metoder.
