Børn med højt intellektuelt potentiale i klasseværelset
Stadig flere børn med et intellekt langt over gennemsnittet havner i almindelige skoleklasser. Det er en tendens, som mange lærere efterhånden kender til — men som stadig rejser mange spørgsmål.
De reagerer bare ikke på skolens hverdag på samme måde som deres klassekammerater. Og det kan nemt misforstås.
Psykologer har beskrevet et meget karakteristisk adfærdsmønster hos disse børn i undervisningssituationer. Det handler langt fra om dovenskab eller en "besværlig personlighed" — det handler om noget helt andet: nemlig om hvor utroligt hurtigt deres hjerne arbejder, og hvor stærkt de har brug for selvstændighed.
Hvem er egentlig børn med højt intellektuelt potentiale?
Børn, der beskrives som havende et højt intellektuelt potentiale, opnår typisk en intelligenskvotient på mindst 130. Man kalder dem tit "små genier" — men det billede er ofte misvisende. Det drejer sig ikke blot om børn, der regner hurtigere eller skriver bedre stile end andre.
Psykologen Michael M. Piechowski dokumenterede allerede i 1980'erne gennem sin forskning, at disse børns særlige egenskaber spænder over flere områder på én gang: tænkning, følelsesliv og fantasi. Det gør dem til en kompleks gruppe, der kræver en særlig forståelse.
Hvad kendetegner disse børn?
Ifølge forskningen stiller disse børn markant flere abstrakte spørgsmål end deres jævnaldrende. De søger dybde og mening i alt, hvad de møder — og de kan sjældent nøjes med overfladiske svar.
- De stiller langt flere abstrakte og filosofiske spørgsmål end andre børn på samme alder
- Deres særlige natur omfatter både den intellektuelle, den følelsesmæssige og den forestillingsmæssige dimension
- De trives ikke i miljøer, hvor tempoet er for langsomt, eller hvor der ikke er plads til dybere refleksion
Situationen de virkelig ikke kan udstå
Det, der typisk frustrerer disse børn mest i skolen, er ventetiden. Når de har forstået en opgave på få sekunder, mens resten af klassen stadig arbejder sig igennem den, opstår der en indre uro, som er svær at håndtere.
Den adfærd, det udløser — uro, uopmærksomhed, forstyrrende kommentarer — bliver ofte fejltolket som dårlig opførsel. I virkeligheden er det et tegn på et hjerne, der simpelthen har brug for mere at arbejde med.
Selvstændighed og intellektuel stimulation er ikke luksus for disse børn — det er en nødvendighed. Uden det risikerer man, at et enormt potentiale aldrig bliver opdaget eller udviklet.
