Et nyt kosmisk fyr gemt i ASKAP-data
Radioteleskoper i Australien har opfanget et pulserende signal, der gentager sig præcis hvert 36. minut – og det passer ikke ind i nogen kendte modeller for stjerner. Forskerne har døbt objektet ASKAP J1424, og det kan enten være et usædvanligt eksotisk system med en hvid dværg eller en helt ny type kosmisk objekt, hvis fysik endnu venter på en forklaring.
Opdagelsen stammer fra det australske radioteleskopnetværk Australian SKA Pathfinder, der systematisk afsøger enorme dele af himlen som en del af programmet Evolutionary Map of the Universe. Formålet er netop at finde varierende og kortvarige radiosignaler.
I januar 2025 analyserede astronomer en ti timer lang observation med fokus på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Det var præcis i disse data, at ASKAP J1424 dukkede op – et bemærkelsesværdigt tydeligt signal, der gentog sig regelmæssigt med få minutters mellemrum.
ASKAP J1424 er en langperiodisk radiokilde, der pulserede uafbrudt i otte hele dage – som et kosmisk fyr, der tændes i nøjagtigt lige store intervaller.
Resultaterne blev offentliggjort på den videnskabelige preprint-server arXiv i begyndelsen af marts 2026 og vakte straks opmærksomhed hos forskerhold, der beskæftiger sig med stjerner med ekstreme magnetfelter og eksotiske dobbeltsystemer.
Det vi ved om ASKAP J1424: urværkspræcision og magnetisk adfærd
Et perfekt regelmæssigt puls hvert 36. minut
Den mest slående egenskab ved ASKAP J1424 er dens periode: cirka 2147 sekunder, svarende til knap 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er det ekstremt langsomt. Klassiske radiopulsarer sender impulser ud hvert sekund eller endda brøkdele af et sekund, og selv såkaldte magnetarer holder sig typisk inden for få sekunders skala.
Her taler vi om et langsomt, men forbløffende stabilt rytmemønster. Kilden opretholdt næsten identiske impulsformer gennem otte dages sammenhængende observationer. Der blev ikke registreret kortvarige afbrydelser, pludselige ændringer i lysstyrke eller nogen form for ustabilitet.
Kombinationen af en meget lang periode og høj emissionsstabilitet er yderst vanskelig at forklare ved hjælp af standardmodeller for neutronstjerner.
Polarisering tæt på hundrede procent
Den anden egenskab, der giver astrofysikere hovedpine, er radiobølgens polarisering. ASKAP J1424 er ikke bare tydeligt polariseret – forskerne har beregnet, at signalet gennem hele impulsen er praktisk talt hundrede procent ordnet.
I begyndelsen antager emissionen en elliptisk form, der derefter glider over i næsten perfekt lineær polarisering. Dette "dansende" mønster af elektriske og magnetiske felter peger på et meget velordnet og stærkt magnetfelt i kildenes umiddelbare omgivelser.
- Lang periode – 36 minutter
- Stabile impulser i otte dage
- Polarisering tæt på hundrede procent
- Intet ledsagende signal i synligt lys eller infrarødt lys
Den sidste egenskab er afgørende. På trods af brug af følsomme optiske teleskoper og infrarøde observationer har det ikke været muligt at forbinde ASKAP J1424 med nogen synlig stjerne eller galakse. Objektet eksisterer for os næsten udelukkende som en radiosender.
Et system med en hvid dværg – eller noget helt nyt?
En af de hypoteser, der fremgår af forskningsartiklen, antager, at ASKAP J1424 kan være et tæt dobbeltsystem med en hvid dværg – altså en "død" stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse, der kan sammenlignes med Solens. Et sådant objekt har et stærkt gravitationsfelt og magnetfelt, og dets vekselvirkninger med en nabostjerne kan give anledning til kraftige radiobølger.
I dette scenarie er nøglen samspillet mellem den hvide dværgs magnetfelt og ledsagerstjernens stjernevind. Strømmen af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår kraftige elektriske strømme, som igen genererer radioemission. De 36 minutter kunne svare til den hvide dværgs rotation eller den geometriske konfiguration af systemets komponenter.
Forskerne understreger, at de nuværende data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om der virkelig er tale om et system med en hvid dværg, eller om det er en helt anden type radiokilde.
Andre muligheder overvejes stadig, herunder en meget atypisk magnetar, en usædvanlig pulsar i et stærkt magnetfelt og endda en helt ny klasse af langperiodiske radioobjekter, der hidtil har undgået teleskoperne på grund af begrænset følsomhed og for korte observationsperioder.
Hvorfor fraværet af et optisk signal komplicerer sagen
I astronomien giver observationer på tværs af forskellige bølgelængder normalt mulighed for at sammensætte et fyldigt portræt af et objekt. Den mulighed er ikke til stede her. ASKAP J1424 lyser ikke i det synlige spektrum stærkt nok til let at kunne identificeres, og der er heller ikke noget oplagt spor i infrarødt lys.
Uden et klart modstykke i andre bølgelængdebånd er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske omgivelser. I praksis betyder det, at forskerne afsluttede den første analyse med et stort antal mulige scenarier og et meget begrænset sæt af hårde observationsdata.
Sådan vil astronomer "indkredse" ASKAP J1424
Det hold, der analyserede ASKAP-dataene, understreger kraftigt behovet for yderligere observationer. Det drejer sig både om fortsatte radioovervågninger og om en bredere kampagne med andre teleskoper. Der er blandt andet planlagt nye sessioner inden for programmet VAST (Variables And Slow Transients), som netop drives af ASKAP.
Forskerne ønsker at besvare en række enkle, men afgørende spørgsmål:
- Optræder signalet konstant, eller kun i bestemte aktivitetsperioder?
- Ændrer radioimpulsens form sig over tid?
- Kan der i andre bølgelængdebånd spores selv det mindste tegn på et ledsagende objekt?
- Findes der i samme område af himlen andre, svagere kilder med lignende karakteristika?
Anden fase af VAST-programmet, der skal fokusere på områder med særligt mange variable radiosignaler i vores galakse, giver en god mulighed for at "snappe" ASKAP J1424 i forskellige aktivitetsfaser. Langvarige observationskampagner vil gøre det muligt at afgøre, om de otte observerede dage er reglen eller blot et heldigt tilfælde.
Hvad sådanne signaler afslører om ekstreme stjernesystemer
Langperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hvert nyt fund af denne type har stor indflydelse på modeller for stjernernes udvikling og deres sene livsstadier. Normalt taler man om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger:
- Pulsarer – millisekunder til sekunder, neutronstjerner med meget regelmæssige impulser
- Magnetarer – sekunder, ekstreme magnetfelter og voldsomme udbrud
- Hvide dværge i dobbeltsystemer – minutter til timer, vekselvirkning med ledsager og variabel emission
ASKAP J1424 passer med sin 36-minutters periode og sin meget velordnede polarisering kun delvist ind i den sidste kategori. Det er netop derfor, at det vækker så stor interesse: det antyder, at der i vores galakse kan eksistere hele populationer af objekter, som delvist udfylder hullet mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværge.
Forestil dig et sådant "kosmisk fyr"
For dem, der ikke beskæftiger sig professionelt med astronomi, er det nemmest at tænke på ASKAP J1424 som et fyrtårn. Forestil dig en stjerne eller en stjernedel, der roterer langsomt om sin egen akse. Dens magnetfelt danner noget i retning af to tragte, hvorfra strømme af partikler og radiostråling udsendes.
Når sådan en "lysstråle" passerer i Jordens retning, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen drejer væk fra vores synslinje, forsvinder signalet igen. Hvis rotationen er meget stabil, dukker impulserne op næsten som et urs tikken. I tilfældet med ASKAP J1424 varer dette "tikken" usædvanligt længe, og signalets polarisering afslører en meget velordnet magnetfeltstruktur.
Hvis efterfølgende observationer bekræfter, at ASKAP J1424 er et eksempel på en bredere klasse af objekter, vil astronomer bedre kunne estimere, hvor ofte stjerner ender deres liv i netop sådanne eksotiske konfigurationer. For plasmafysikere og magnetfeltforskere vil det desuden udgøre et naturligt laboratorium til at teste teorier om ledningsevne, partikelacceleration og generering af radiobølger under ekstreme forhold.
Det er også værd at huske, at enhver forbedring i følsomhed og scanningshastighed – som det er tilfældet med ASKAP eller det planlagte Square Kilometre Array – åbner døren for nye overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første tydelige signaler om, at langperiodiske radiokilder kan gemme på mange utypiske stjerneudviklingshistorier, der hidtil har undgået vores opmærksomhed.
