Denne italienske ø ligner Grækenland, men sidder hårdere fast i hukommelsen

Langs den italienske kyst gemmer sig en lille ø, som mange forveksler med et stykke Grækenland – vildere, mere uberørt og beskyttet af naturen selv.

Uden veje, hoteller eller bystøj er den blevet et fristed for dem, der ønsker at opleve Middelhavet uden filtre og Instagram-menneskemængder.

Lille, klippefyldt og næsten øde: Hvor ligger Palmarola?

Palmarola hører til den italienske øgruppe kendt som De Pontinske Øer, ud for regionen Lazio. Øen ligger cirka 7 sømil vest for den populære ø Ponza og dækker kun 1,3 km². Kystlinjen strækker sig over omkring 8 kilometer med klinter, småbugter og klipper, der umiddelbart afslører øens vulkanske oprindelse.

På kortet ser den ubetydelig ud, men når man nærmer sig med båd, slår landskabet én omgående: lodrette tufsteinsvægge, hvide som kridt, tæt middelhavsbeplantning og vand så klart, at bådene ser ud til at svæve over havbunden. Mange sammenligner stedet med de græske Kykladerne – men uden tavernaer, scootere og parasoller på række. Her hersker stilheden, bølgelyden og duften af opvarmet sten.

Palmarola har siden 1998 været et naturreservat uden traditionlig bebyggelse, biler eller hoteller – mennesket er her kun gæst.

Naturbeskyttelsen betyder i praksis, at øen er næsten tom det meste af året. Om sommeren dukker en håndfuld mennesker op, der bor i traditionelle huler udhulet i klippen, samt besætninger på dagsture. Om aftenen oplyses landskabet højst af enkelte lamper og stearinlys – ikke en række lygtepæle eller neonskylte.

Sådan kommer du til Palmarola og planlægger din dag

Der er ingen havn til store færger på øen, så man ankommer ikke tilfældigt hertil. Udgangspunktet er Ponza, hvorfra mindre både afgår dagligt i sommersæsonen. Overfarten tager normalt 40–50 minutter og er i sig selv en oplevelse: først passerer man Ponzas klippekyst, derefter åbner havet sig, og pludselig stiger Palmarolas jaggede silhuet op af vandet.

Guidede sejlture – en komplet dagsplan

Den nemmeste løsning er at tilmelde sig en organiseret sejltur med et lokalt firma eller et sejlerfællesskab på Ponza. De fleste udflugter varer en hel dag, fra sen morgen til eftermiddag, og er bygget op omkring en sejlads rundt om hele øen med flere længere stop til badning.

• Afgang fra havnen i Ponza og sejlads mod Palmarola
• Sejlads langs kystens mest spektakulære afsnit
• Stop til svømning og snorkling i bugterne
• Tid til at gå i land ved hovedbugten
• Enkel forplejning om bord – typisk frisk fisk eller pasta med havfrugter

En erfaren skipper fortæller undervejs lokale historier: om pirater, der gemte sig mellem klipperne, om tidligere bønder, der huggede tufsten ud med hænderne, og om den geologi, der har givet øen dens fantastiske former. Dagen bliver dermed ikke blot en serie af badepauser, men også en uformel lektion om Det Tyrrhenske Hav.

For de selvstændige: lej en gummibåd og ankr op for natten

Dem, der er trygge ved roret, vælger ofte at leje en gummibåd på Ponza. Det giver mulighed for selv at tilrettelægge ruten, stoppe der, hvor der ikke er andre både, og komme tættere på grotterne og de naturlige stenbuers.

Ejere af større fartøjer vælger indimellem at overnatte til søs – det såkaldte lystbådebivak. At ligge for anker i en stille bugt ved Palmarola og tilbringe natten om bord er en helt anden oplevelse end en almindelig dagstur. Mørket er dybere, himlen fuld af stjerner, og den eneste lydkulisse er det blide plask af vand mod skroget. For mange er det det øjeblik, hvor de virkelig kobler fra hverdagens støj.

Øens smukkeste hjørner: klinter, grotter og vilde bugter

Palmarola har ingen brede sandstrande som dem fra rejsekataloger. I stedet lokker øen med et mosaik af grusbugter, klippehylder, fritliggende stenformationer og huler udhulet af bølgerne. Hovedlandingsstedet er Cala del Porto – Havnebugten. Her finder man den lille strand med hvidt grus og det eneste nogenlunde sikre sted at gå fra borde.

Bag stranden rejser sig stejle tufsteinsvægge med farverige planter, og vandet ved kysten er så klart, at bådenes skygger tegner sig skarpt på bunden. Det er noget i retning af øens "centrum" – om end stadig meget langt fra et sædvanligt feriested.

Klipper som en gotisk katedral – formationen kaldet Katedralen

I den nordlige ende af Palmarola finder man et af Middelhavets mest spektakulære steder: en enorm væg af vulkansk sten med mørke, slanke søjler. Det ligner et katedralskib hugget ud af klippen – bare med solreflekser på vandet i stedet for glasmalerier og bølgebrus i stedet for orgelmusik.

Snorkling ved foden af denne formation giver fornemmelsen af at svømme under et monumentalt hvælv. I det klare vand kredser stimer af farverige fisk, og bunden falder nogle steder ret brat, hvilket også skaber et interessant landskab for mere erfarne dykkere.

Korsarernes bugt og stenbuerne i syd

Den sydlige del af øen rummer flere steder, der brænder sig fast i hukommelsen. Ét af dem er en dybt indskåret bugt, som pirater og korsarer tidligere brugte som skjulested – takket være den fremragende ly og dårlige sigtbarhed fra åbent hav. I dag minder den om et naturligt svømmebassin i nuancer fra smaragdgrønt til turkis, perfekt til en rolig dukkert.

Længere ned ad kysten rejser sig monumentale klipper, der lokalt kaldes faraglioni. I én af dem har havet gennem århundreder udhugget en enorm bue, som mindre fartøjer kan sejle igennem. Det er et øjeblik, mange husker som symbolet på hele turen – en kort passage under en stenbuet hvælving, hvor vandet skifter farve, og ekkoet gentager hvert eneste lyd.

I nærheden finder man grotterne, hvor der i klippevæggene stadig ses skinnende obsidianårer. I én af hulerne vælder en ferskvandskilder frem – en sjældenhed på en så lille og klippefyldt ø.

Livet mellem klipperne: grotteboliger og den eneste restaurant

Palmarola er ikke blot et landskab – det er også en unik måde at bo på. I det 18. århundrede begyndte bønder og fiskere fra Ponza at udnytte den bløde klippesten over hovedbugten ved at hugge enkle rum ud i hånden. Resultatet var de såkaldte grotteboliger – beskedne rum med kalkede vægge, små vinduer og døre malet hvide og lyseblå.

I dag fungerer nogle af dem stadig som sommertilflugtsteder. Forholdene er spartanske: lommelygter og stearinlys giver lys, vand opsamles i cisterner, og stemningen skabes af havets og klippernes nærhed – ikke af inventar. For nogle er det besværligt, for andre er det præcis meningen med at tage til et sådant sted.

I dette rå landskab driver ét spisested med et enkelt overnatningssted. Det er en lille familiedrevet virksomhed, der gennem årtier er blevet omdrejningspunktet for alle, der vender tilbage til Palmarola hvert år. Menuen afhænger af, hvad fiskerne bringer: grillet fisk, pasta med havfrugtsauce, enkle forretter. Et måltid med udsigt over bugten, uden musik fra højttalere, i takt med bølgerne og samtalerne ved nabobordene, smager ganske anderledes end i en kystrestaurant langs en promenade.

Planter, historie og helgenkult: øens mindre kendte ansigt

Navnet Palmarola er ikke tilfældigt. I oldtiden kendte man øen under formen "Palmaria", opkaldt efter den dværgpalme, der vokser der i massevis. Det er den eneste naturligt forekommende palme i Europa, der har overlevet fra dengang, klimaet på kontinentet var betydeligt varmere. I dag giver dens krat spredt ud over de stejle skråninger det ellers barske landskab et grønt præg.

Øen har også en lang menneskelig historie. Allerede i forhistorisk tid sejlede folk hertil for at hente obsidian – det sorte, vulkanske glas, man brugte til at lave klinger, redskaber og våben af. Den dag i dag ser man skinnende årer af dette materiale i visse klippevægge.

Det religiøse aspekt er ligeledes stærkt til stede. På en høj klippe over hovedbugten ligger et lille kapel viet til en helgen, der ifølge traditionen døde i eksil netop på Palmarola. For beboerne i øgruppen anses han som beskytter af søfolk og skibbrudne. Hvert år klatrer pilgrimme op ad trappetrin hugget i klippen for at tænde en olielampe og bede om roligt hav.

Hvem er dette "lille Grækenland" i Lazio for – og hvad skal man være opmærksom på?

Palmarola vil tiltrække dem, der ikke forventer de bekvemmeligheder, man kender fra typiske feriedestinationer. Det er et godt sted for snorkling-entusiaster, landskabsfotografer, geologiinteresserede og alle, der kan lide at sejle lidt længere end til den nærmeste hotelstrand. Øen fungerer fortrinligt som en variation til et ophold på Ponza eller langs Lazios kyst – én intens dag på havet kan fuldstændig forandre ens syn på ferie i Italien.

Man skal dog huske et par praktiske ting: klipperne kan være glatte, det at gå fra borde kræver et minimum af smidighed, og på varme dage er det let at blive dehydreret – især da der ikke er butikker eller barer i nærheden. Tag ekstra vand med, solbeskyttelse og en dykkermaske – det ville være synd ikke at bruge den i et vand af den her krystalklare kaliber.

Palmarola viser på udmærket vis, hvordan en ferie i Italien kan se helt anderledes ud end i rejsekataloget. I stedet for overfyldte strandpromenader og iskø får man stilhed, sten, vand og bevidstheden om at befinde sig et sted, der stadig tilhører naturen mere end turismen. For mange er det grund nok til, at de allerede på hjemvejen planlægger, hvornår de kan vende tilbage til den klippe, der minder lidt om Grækenland – og lidt om intet andet.