Europa forbereder et af de mest ambitiøse energiprojekter i nyere tid
Planen er enkel, men teknisk set enorm: gigantiske undersøiske kabler skal forbinde Spanien med Italien. Det handler om at bygge en decideret energibro mellem Den Iberiske Halvø og det nordlige Italien – så strøm fra spanske vind- og solfarme ikke længere spildes i det nationale net, men i stedet sendes derhen, hvor behovet er størst.
Spanien fungerer som en energetisk ø med for meget strøm
Spanien har i flere år investeret massivt i vedvarende energi. På solrige og blæsende dage producerer landet så meget strøm, at det nationale net simpelthen ikke kan absorbere det hele. Energipriserne på børsen kan i sådanne situationer falde til under nul, fordi kraftværkerne ikke har nogen at sælge overskuddet til.
Kerneproblemet er, at Spanien er dårligt forbundet med resten af Europa. De eksisterende forbindelser til Frankrig har en kapacitet på cirka 3.000 MW – og det er langt fra nok i forhold til, hvad de spanske vind- og solanlæg faktisk kan producere.
Spanien opfører sig i praksis som en energetisk ø: landet producerer masser af ren strøm, men har alt for få kabler til at sende den videre.
For EU er situationen spild af ressourcer. På den ene side har vi et land med overproduktion af grøn energi – på den anden side en voksende efterspørgsel i industritunge økonomier. Løsningen? En bogstavelig "motorvej for strøm" under Middelhavet.
To projekter, ét mål: grøn strøm til Italien
Det europæiske netværk af transmissionssystemoperatører, ENTSO-E, har inkluderet to store projekter i sin tiårige udviklingsplan, TYNDP 2026: Apollo Link og Iberia Link. Begge skal forbinde Spanien direkte med Italien via undersøiske højspændingskabler med jævnstrøm, også kaldet HVDC-teknologi.
HVDC-teknologi (High Voltage Direct Current) gør det muligt at transportere store mængder energi over meget lange afstande med minimale tab. Til undersøiske forbindelser er det blevet den globale standard – klassiske vekselstrømsledninger ville være alt for ineffektive over sådanne afstande.
Apollo Link – en energigigant på havbunden
Apollo Link er det mest kraftfulde af de to planlagte kabler. Nøgletallene er imponerende:
- Planlagt overføringskapacitet: 2 GW
- Teknologi: HVDC bipolær, 525 kV
- Forventet idriftsættelse: omkring 2032
- Rute: fra Den Iberiske Halvø til det nordlige Italien
2 GW er nok til at forsyne flere millioner husstande, afhængigt af forbrugsforudsætningerne. I praksis vil en del af kapaciteten gå til industrien, en del til byerne, og resten vil bidrage til at stabilisere det italienske energisystem i perioder med høj efterspørgsel.
Apollo Link skal forvandle grøn energi fra spanske vind- og solfarme til et stabilt brændstof for den italienske økonomi.
Valget af 525 kV og det bipolære system reducerer transmissionstab og øger driftssikkerheden. Hvis én "ader" i kablet svigter, kan den anden fortsætte med reduceret kapacitet – og det minimerer risikoen for pludselige strømbrud.
Iberia Link – rekordlængde frem for rekordkapacitet
Det andet projekt, Iberia Link, prioriterer rækkevidde frem for råstyrke. De vigtigste nøgletal ser sådan ud:
- Overføringskapacitet: 1,2 GW
- Samlet længde: over 1.034 km
- Rute: fra det sydlige Spanien til det nordlige Italien
En strækning på over tusind kilometer vil gøre dette til ét af verdens længste undersøiske kabler. Selvom kapaciteten er mindre end Apollo Links, åbner kabelets længde op for en bredere integration af de to landes energisystemer på tværs af forskellige regioner.
Lavere strømpriser og øget sikkerhed for Europa
Hvorfor investerer EU så meget opmærksomhed i disse projekter? Der er tre centrale fordele: forsyningssikkerhed, markedsstabilitet og bedre udnyttelse af vedvarende energi.
- Energisikkerhed: Hvis ét land mangler strøm, kan det andet hurtigt øge leverancerne.
- Mere stabile priser: Bedre forbundne europæiske markeder betyder færre voldsomme prisudsving.
- Mindre spild af grøn energi: Spansk strøm, der ellers ville "forsvinde" i det nationale net, kan sendes derhen, hvor der er underskud.
Når vinden blæser kraftigt i Spanien, og kraftværkerne i det nordlige Italien er tvunget til at bruge dyrere energikilder, vil de undersøiske kabler udligne situationen. Energien flyder derhen, hvor prisen er højest – og det sænker regningerne for slutforbrugerne og styrker konkurrencen på markedet.
De nye forbindelser skal bidrage til lavere energipriser for almindelige forbrugere – og ikke kun i de to lande, men i hele det integrerede europæiske net.
For EU's klimapolitik er det også en vigtig drejning: i stedet for udelukkende at fokusere på at bygge nye energikilder, skifter strategien i stigende grad mod intelligent transmission og energilagring. Undersøiske kabler er ved at blive en af hjørnestenene i denne omstilling.
En lang vej fra plan til første kabel på havbunden
Selvom projekterne er inkluderet i TYNDP 2026, er det stadig kun begyndelsen. Optagelsen i planen er en forudsætning for, at de kan ansøge om status som såkaldte Projects of Common Interest (PCI). Den status åbner døren til EU-finansiering og forenklede administrative procedurer i medlemslandene.
Begge projekter har i øjeblikket status som "under analyse". Det betyder, at der pågår detaljerede tekniske, miljømæssige og økonomiske undersøgelser. ENTSO-E skal dokumentere, at fordelene ved at bygge kablerne overstiger omkostningerne – både for de enkelte lande og for det europæiske net som helhed. Flere konkrete detaljer forventes først mod slutningen af 2026.
Derudover mangler projekterne stadig en række afgørende elementer:
- Formel opbakning fra transmissionssystemoperatørerne i de berørte lande
- Fuldstændige administrative tilladelser
- En endeligt fastlagt og godkendt kabelrute
Historien viser desuden, at lignende initiativer kan gå i stå i årevis af politiske, miljømæssige eller finansielle årsager. Et undersøisk projekt af denne størrelse kræver enighed fra mange parter – fra regeringer og regulatorer til lokale samfund og miljøorganisationer.
Ikke nok til at løse isolationsproblemet fuldstændigt
Selv hvis alt går efter planen og begge kabler bliver bygget og taget i brug, vil det ikke løse Den Iberiske Halvøs energiisolation fuldstændigt. Eksperter vurderer, at der er behov for mellem 10 og 15 GW i sammenkoblingskapacitet for at opnå fuld integration med det europæiske marked.
Apollo Link og Iberia Link vil tilsammen levere 3,2 GW. Det er et vigtigt skridt, men stadig kun en del af vejen. Spanien, Portugal og resten af Europa bliver nødt til at planlægge yderligere investeringer i interconnectorer – både på land og til havs.
De nye kabler vil snarere markere begyndelsen på Den Iberiske Halvøs energiintegration med resten af kontinentet end udgøre den endelige løsning på alle udfordringer.
Hvad betyder denne tilgang for Europas energifremtid?
Undersøiske interconnectorer viser, at det europæiske energisystem i stigende grad fungerer som ét tæt sammenvævet net. Konceptet er enkelt: dér, hvor det blæser og solen skinner, kan man opbygge kapacitetsoverskud – men for at udnytte det fuldt ud skal der være "energimotorveje" til rådighed.
I praksis betyder det også en voksende rolle for fleksibilitet. I et tætforbundet net vil strømmen flyde i retning af de mest fordelagtige priser. Lande, der investerer tidligt i moderne transmissionsledninger og energilagre, kan opnå ikke blot lavere regninger, men også en konkurrencefordel for industrien.
Spanien satser på at blive en egentlig "eksportør" af grøn energi. Italien håber på til gengæld at stabilisere sit system og forbedre forholdene for forbrugerne. For resten af Europa er det endnu et skridt mod et mere sammenhængende og robust energimarked.
