De mest ensomme spiller ofte stærke. Hvordan genkender man dem?

Ensomhed, der ikke ses ved første øjekast

Dem, der virker uforgængelige, er ofte dem, der er allermest alene. Vi møder dem på arbejdet, i familien, i nabolaget. De organiserer, hjælper og lytter. De er altid klar, altid tilgængelige. Og netop derfor er der næsten ingen, der stiller dem det enkleste, men sværeste spørgsmål: »Hvordan har du det egentlig?«

Psykologer har i årevis påpeget, at ensomhed ikke blot handler om et tomt hjem eller fravær af venner. Man kan have en kalender fuld af møder og stadig føle sig fuldstændig alene. Det sker, når relationer er ensrettede – når én person giver støtte, men aldrig modtager den.

I mange grupper ender de mest engagerede personer med et følelsesmæssigt underskud. De er dem, der samler ind, passer fællesarealerne og laver mad til skolebazarerne. De hjælper folk med at flytte, passer venners børn og lytter til lange fortrolige samtaler sent om natten. Over tid vænner omgivelserne sig til, at »sådan er det bare«. Og siden denne person altid klarer sig, har vedkommende vel ikke brug for, at nogen tager sig af ham eller hende.

De mest ensomme er ofte dem, som andre behandler som en pålidelig »ressource« – til opgaver, trøst og redning i svære situationer.

Hjælperens paradoks: altid til rådighed for andre, sjældent for sig selv

Mange forskere peger på et bemærkelsesværdigt paradoks. Det at hjælpe forbedrer faktisk humøret. Studier viser, at mennesker, der jævnligt udfører små, venlige handlinger over for andre, føler sig lykkeligere og rapporterer sjældnere om ensomhed. Derfor fungerer frivilligt arbejde ofte som et mentalt »reset« efter en hård uge.

Men der er en bagside. Når nogen konstant svarer på andres behov, begynder omgivelserne at se dem mere som en funktion end som et menneske. »Den person klarer det bedst«, »man kan altid ringe til hende« – vi tænker det uden at spørge os selv, om vedkommende overhovedet har kræfterne til det.

Udefra ser alt fint ud. Personen har kontakter, bliver inviteret til arrangementer og befinder sig i centrum af gruppens liv. Indeni kan der imidlertid ligge en følelse af, at ingen kender hans eller hendes virkelige bekymringer, træthed og grænser.

Styrken, der bliver til en mur

Mennesker, der betragtes som »stærke«, viser sjældent svaghed. De har lært, at et hurtigt »det går fint« lukker ubehagelige spørgsmål. I stedet for at tale om sig selv styrer de samtalen over på andre. Mange af dem har hele livet hørt, at man ikke må »belaste« andre med sine egne anliggender.

Med årene begynder den styrke, de er kendte for, at virke som en mur. Siden de altid klarer sig strålende, leder omgivelserne ikke efter revner. Ingen spørger nærmere ind, når de hører et lakonisk »det kører nogenlunde«. Resultatet er, at selv nære pårørende ikke ser, at den person, der holder alle andre i gang, selv falder stille fra hinanden.

Jo mere »organiseret« nogen ser ud, desto sjældnere falder det folk ind at støtte dem.

Den psykiske pris ved at være »klippen« for andre

Det koster noget at være den uformelle »terapeut« for hele sit netværk. Den person, der lytter, rådgiver, organiserer og dæmper konflikter, undertrykker ofte samtidig sine egne behov. Han eller hun vil ikke »lave drama« og bider derfor tænderne sammen og går videre.

Forskning i ensomhed viser, at et vedvarende fravær af dybe, gensidige relationer slider psykisk. Over tid opstår træthed, koncentrationsbesvær og søvnproblemer. Hos ældre mennesker er ensomhed ligefrem forbundet med en hurtigere svækkelse af de kognitive funktioner.

Sådanne mennesker lever i en konstant indre dialog:

• »Kan jeg sige det her uden at virke krævende?«
• »Vil jeg belaste nogen ved at fortælle om det?«
• »Måske er det bedre, hvis jeg klarer det selv, som altid?«

Disse små overvejelser er usynlige udefra, men de kan dræne mere end fysisk arbejde.

Ensomhed skader også kroppen

Den offentlige sundhed behandler i stigende grad ensomhed som en risikofaktor på linje med rygning eller fysisk inaktivitet. Forskning viser, at et langvarigt liv i følelsesmæssig isolation øger risikoen for hjertesygdomme, slagtilfælde, stofskifteproblemer samt depression og angstlidelser.

Mennesker, der oplever ensomhed, tolker oftere signaler fra omgivelserne som fjendtlige. De ser hurtigere afvisning og trækker sig hurtigere tilbage – hvilket kun forværrer tilstanden. Den onde cirkel lukker sig selv: jo færre nære relationer, desto sværere er det at knytte nye bånd.

Ensomhed er ikke bare »en dårlig dag«. Det er en langvarig belastning, der påvirker hjertet, hjernen og livslængden.

Hvordan byens grønne rum påvirker følelsen af ensomhed

Et interessant spor finder man i forskning om de omgivelser, vi lever i. Analyser gennemført i bl.a. Portugal og Canada har vist, at mennesker, der bor i kvarterer med rigere og mere varieret beplantning, sjældnere rapporterer om stærk ensomhed.

To faktorer viste sig afgørende: afstand og mangfoldighed. Jo tættere på hjemmet der fandtes træer, buske eller små pladser, desto lavere var de gennemsnitlige ensomhedsscore. Og i områder med større naturlig diversitet – flere plantearter, fugle og insekter – beskrev beboerne oftere deres omgivelser som »levende« og fremmende for sociale kontakter.

Ikke enhver grøn plæne lindrer ensomhed

En enkelt grøn plet er ikke nok. Ensformige, tomme græsplæner tilskynder sjældent folk til at opholde sig der. Forskere understreger i stigende grad, at det netop er mangfoldigheden, der tæller: træer, buske, blomster, fugle og insekter. Sådanne rum tiltrækker mennesker og danner baggrund for samtaler, gåture og nabomøder.

En gennemgang af adskillige studier viste, at regelmæssig kontakt med naturen reducerer den oplevede ensomhed, fremmer opbygningen af naboskabsbånd og styrker følelsen af tilhørsforhold til det lokale fællesskab.

Fællesskabshaver: redning for klimaet og for dem, der føler sig alene

Samlede analyser af projekter med fællesskabshaver har afsløret en interessant kombination af fordele: på den ene side et bedre miljø (lokal fødevareproduktion, skygge, vandhåndtering), på den anden side stærkere bånd mellem mennesker. Fælles plantning, pleje og deling af udbyttet skaber noget, der er svært at finde i et indkøbscenter: en følelse af fællesskab.

Man bør dog være opmærksom på ét mønster. I mange sådanne steder falder arbejdsbyrden igen på en håndfuld »pålidelige« mennesker. De samme personer luger bedet, mens andre kun kigger forbi »et øjeblik« for at snakke. Hvis ingen bemærker, hvor meget de ofrer, kan haveprojektet genskabe det samme mønster af følelsesmæssig udbrændthed, som vi kender fra privatlivet og arbejdslivet.

En by, der fremmer samtale – ikke kun bevægelse

Nye parker og bytræer forbinder vi typisk med kampen mod varme og luftforurening. Det er en vigtig faktor, fordi beplantning reelt sænker temperaturen i bebyggede områder, hvilket reducerer brugen af aircondition og belastningen på elnettet.

Byplanlægningen taler i stigende grad også om »social infrastruktur«. Det handler om at designe fortove, pladser og gårdrum, så folk har et sted at sætte sig, stoppe op og udveksle et par ord. En park uden bænke, med dårlig adgang og ringe belysning forbliver tom, selv om den er meget grøn. Derimod kan en skyggefuld gangvej, et par bænke og et sikkert fodgængerovergang være nok til, at man på vej hjem fra arbejde kan møde en nabo og sige noget mere end »hej«.

Et godt designet sted kan aflaste mentalt. Ensomheden forsvinder ikke med det samme, men det første skridt mod kontakt bliver lettere.

Sådan bryder man mønsteret »altid stærk, altid til rådighed«

Den person, der genkender dette mønster hos sig selv, står over for en svær opgave. I årevis har vedkommende bygget et image som selvforsørgende, og det at indrømme træthed kan derfor gøre ondt. Nogle gange er det nødvendigt at arbejde med en terapeut for at lære at tale om sine behov uden skyldfølelse.

Små skridt kan dog begynde med enkle beslutninger:

• at sige nej til at hjælpe, når man virkelig ikke har kræfterne,
• at svare mere ærligt på spørgsmålet »hvordan har du det?« – selv blot med én sætning,
• at indlede en samtale, hvor man ikke kun taler om andres problemer, men også om sine egne.

For omgivelserne er opgaven en anden. Hvis du genkender nogen tæt på dig i denne beskrivelse – en ven, et familiemedlem, en kollega – så prøv at gå ud over det høflige »alt godt?«. Spørg én gang, og spørg derefter igen, roligt og uden pres. Vent ikke på, at vedkommende selv beder om hjælp, for det kan være, at han eller hun simpelthen ikke ved, hvordan man gør.

Hvad man skal lægge mærke til hos »usynligt ensomme« mennesker

Ensomheden hos tilsyneladende stærke mennesker har flere tilbagevendende træk. Det hjælper at kende dem for bedre at forstå, hvad der foregår under overfladen:

Bevidstheden om disse mekanismer kan ændre den måde, vi reagerer på andres »perfektion«. I stedet for at glæde sig over, at nogen »har styr på alt«, kan det nogle gange betale sig direkte at sige: »Hvis du nogensinde har brug for at snakke, er jeg her.« For mange sådanne mennesker er selve muligheden for at høre disse ord det første brud i ensomhedens mur.

Stadig mere forskning forbinder det psykologiske perspektiv med den måde, vi indretter vores omgivelser på. Velholdte, grønne og venligtsindede rum gør det lettere for mennesker at mødes, og ærlige, mindre overfladiske samtaler begrænser den følelsesmæssige isolation. Når begge disse sfærer – den indre parathed til at tale om sig selv og de ydre betingelser, der fremmer kontakt – begynder at forandre sig, får de »altid stærke« mennesker en større chance for endelig at holde op med altid at være alene.