Et arkipel der stadig flyver under radaren
Mens Bali bugner af turister og Maldiverne for længst har mistet sin mystik, gemmer der sig tusindvis af kilometer væk et øhav, som de færreste har hørt om: Anambas-øerne. Et virvar af koralrev, sandbanker og grønne bakker, hvor man kan sejle i timevis uden at møde et eneste andet fartøj.
Hvor ligger Anambas-øerne egentlig?
Anambas-øerne ligger i Det Sydkinesiske Hav, klemt inde mellem Malaysia og Borneo. Officielt tilhører de Indonesien, men geografisk set er de bemærkelsesværdigt afsides beliggende. Øgruppen består af omkring 250 øer og småøer spredt over et stort område med roligt, krystalklart vand.
De fleste rejsende flyver til Jakarta, Bali eller Lombok og overser denne afkrog af landet fuldstændigt. Selv mange indonesiere har aldrig sat deres ben der. Derfor føles området stadig som en slags blank plet på landkortet.
Anambas-øerne er et af de få tropiske rejsemål i Asien, hvor du stadig kan have en strand helt for dig selv.
Et landskab der konstant skifter farve
Charmen ved Anambas ligger i sammensætningen. Vandet har den næsten unaturlige turkisblå farve fra luksuriøse rejsebrochurer – men uden infinity pools og rækker af strandsenge. Snesevis af bugter kan kun nås med båd og ligger skjult mellem klippeblokke og junglebeklædte skråninger.
Dem der står tidligt op, oplever hvordan solen langsomt lyser lagunerne op. Midt på dagen er vandet næsten gennemsigtigt, og mod aften dykker farven ned i mørkeblåt med gyldne reflekser. Hvert skift i lyset synes at få en ny ø til at dukke frem.
Enkelte steder rager høje, uregelmæssige klippeformationer op af havet, som om nogen tilfældigt har placeret dem der. Bag dem rejser tætvoksede bakker sig. Kombinationen af koraller, klipper og jungle giver området et mere råt udtryk end mange andre tropiske destinationer.
Kun en brøkdel af øerne er beboede
Af de cirka 250 øer er kun omkring 25 faktisk beboede. Resten består af uberørt jungle, mangrove, koralrev og øde sandstrande. Ingen hoteller, ingen beach clubs og ingen håndklæder der allerede klokken syv om morgenen har reserveret en liggestol.
Tager man ud på vandet med en lokal båd, mærker man straks, hvor tomt området føles. Bugter hvor man kun hører fugle og bølger. Sandbanker der kun dukker op over vandoverfladen ved ebbe. For mange rejsende er denne kontrast til travle øer som Bali en sand lettelse.
Livet på pæle over vandet
På de øer der er beboede, udspiller livet sig bemærkelsesværdigt ofte over selve havet. Træhuse står på pæle, forbundet af gangbroer og smalle landgange. Børn løber over dem i sandaler, mens fiskere reparerer net eller forbereder den næste tur.
De fleste familier lever stadig primært af havet. Fisk, blæksprutte og skaldyr udgør grundlaget i køkkenet. Både bygges stadig med traditionelle teknikker, ofte på stranden, planke for planke, uden store skibsværfter eller moderne maskiner.
Den der lægger til her, træder ind i en tilværelse der på mange måder ikke har ændret sig de seneste årtier.
Derfor kommer så få turister hertil
At Anambas-øerne forbliver relativt tomme for turister har ingenting med naturens skønhed at gøre – og alt med tilgængelighed. Der er ingen direkte internationale flyforbindelser hertil. Rejsende må ofte kombinere: først fly til en større by, derefter en regional flyvning eller en lang sejltur, og sommetider endnu en mindre færge.
Store hotelkæder er da heller ikke til stede. Der findes enkelte enkle guesthouses og mindre resorts, som typisk drives af lokale familier eller små iværksættere. Den der søger luksus i form af store spa-faciliteter og indkøbscentre, er kommet til det forkerte sted.
- Ingen direkte internationale flyforbindelser til øgruppen
- Begrænset antal overnatningssteder, overvejende i lille skala
- Næsten intet natteliv eller større underholdningscentre
- Dårlig eller svingende internetforbindelse på mange øer
Det er netop disse praktiske forhindringer, der i praksis holder masserne væk. For den der er villig til at rejse lidt længere, er belønningen til gengæld ro og stilhed, som for længst er blevet en mangelvare andre steder i Sydøstasien.
Charmerne og ulemperne ved et uberørt paradis
Den der rejser til Anambas, må acceptere, at komfort ikke er en selvfølge overalt. Udvalget af restauranter er begrænset, hæveautomater er sjældne, og strømmen falder på visse øer stadig regelmæssigt ud i kortere perioder. Transport mellem de forskellige øer kræver planlægning, da færgeforbindelserne er mindre hyppige og til tider afhænger af vejret.
For eventyrlige rejsende er det netop det tillokkende. Man planlægger mindre stramt og følger i stedet vejrets og havets rytme. En ekstra dag på en ø fordi båden ikke sejler, er helt normalt her.
Turismen er stadig i sin spæde begyndelse. Det giver anledning til spontane møder, men kræver også respekt fra besøgende. Lokalsamfundene har ofte ingen erfaring med store strømme af rejsende, så hensynsfuld adfærd – ingen affald, passende påklædning i landsbyerne og ikke at flyve droner over folks huse – gør en stor forskel.
Hvad du rent faktisk kan lave her
De fleste aktiviteter drejer sig om vand og natur. Koralrevene omkring de forskellige øer tiltrækker snorklere og dykkere. Farverige fisk, søstjerner og lejlighedsvist en havskildpadde er langtfra ualmindeligt. Fordi der er meget lidt bådtrafik, forbliver vandet bemærkelsesværdigt klart.
| Aktivitet | Til hvem |
|---|---|
| Snorkling og dykning | Rejsende der roligt vil opleve koraller og fisk uden menneskemasser |
| Øhop med lokal båd | Den der vil besøge forskellige strande og bugter |
| Vandring til udsigtspunkter | Elskere af korte hikes med panoramaudsigt som belønning |
| Overnatning i enkle homestays | Rejsende der er nysgerrige på det daglige øeliv |
På visse øer fører stier op ad bakkerne, hvorfra man kan se ud over snesevis af små øer der ligger som grønne prikker i havet. En simpel bungalow med ventilator og hængekøje føles da pludselig mere luksuriøs end mange femstjernede resorts.
Hvor længe forbliver det så stille her?
Øgruppen befinder sig ved et vendepunkt. Lokale myndigheder undersøger måder at tiltrække flere turistindtægter på, uden at øernes særpræg går tabt. Der er planer om bedre forbindelser og muligvis nye overnatningssteder i lille skala.
Med den voksende opmærksomhed på sociale medier og i rejseguider lurer en forandring om hjørnet. Ét enkelt populært foto af en øde lagune kan være nok til at sætte den første bølge af nysgerrige rejsende i gang.
Det store spørgsmål er ikke om Anambas-øerne bliver mere kendte, men i hvilket tempo og under hvilke betingelser det sker.
Praktiske råd til rejsende
Den der seriøst overvejer en rejse til disse øer, gør klogt i at forberede sig grundigere end til en almindelig strandferie. Ikke alle øer har lægefaciliteter, og information på nettet kan være forældet eller ufuldstændig.
Her er nogle råd der går igen hos erfarne rejsende til afsides øgrupper:
- Undersøg på forhånd, hvordan du kommer rundt mellem de forskellige øer, og hvilke dage bådene afgår.
- Tag tilstrækkelig kontant valuta med, da muligheder for at hæve penge er begrænsede.
- Forvent ikke europæisk standard hvad angår hygiejne og komfort, særligt ikke på homestays.
- Rejse uden for regnsæsonen giver roligere hav og bedre sigt under vandet.
Derfor bliver den slags steder stadig sjældnere
Globalt set vokser antallet af mennesker der kan foretage fjernrejser. Destinationer der for ti år siden stadig var nicheprægede, optræder nu på utallige toptier-lister. En øgruppe som Anambas med relativt uberørt natur og lavt turistpres bliver derfor stadig sjældnere at finde.
Samtidig er der muligheder. Hvis regionen satser på lille skala og bæredygtige former for turisme, kan det unikke præg bevares, og lokalsamfundene kan nyde godt af det. Rejsende spiller en direkte rolle heri ved bevidst at vælge lokale guider, små overnatningssteder og respektfuld adfærd.
Den der længes efter tropisk vand, palmer og stilhed, men har fået nok af overfyldte turistmagneter, finder i Anambas-øerne netop den sjældne følelse som så mange savner: fornemmelsen af at ankomme til et sted, hvor uret tikker lidt langsommere end derhjemme. Og hvor man på en øde strand et øjeblik kan tvivle på, om man overhovedet skal fortælle sine venner om det.
