Saturn løber igen fra Jupiter: astronomer har talt endnu flere måner

Noget stort er ved at ske i solsystemets ydre egne

Ude i solsystemets fjerne hjørner er der gang i noget, der grundlæggende ændrer hierarkiet blandt gaskæmperne. Små, næsten usynlige objekter i kredsløb om Saturn og Jupiter er ved at omskrive de officielle tal — og Saturn er ved at bygge et imponerende forspring.

15 nyopdagede måner på én gang

Astronomer har identificeret endnu en gruppe af små, naturlige satellitter omkring de to største gasplaneter i vores solsystem. I alt drejer det sig om 15 nye måner — 4 omkring Jupiter og 11 omkring Saturn. Det er ikke dramatiske, isklædte verdener som dem, vi kender fra rumsondefotografier. Tværtimod er der tale om ekstremt små, svagt lysende klumper af sten og is.

Hvert enkelt af de nybeskrevne objekter måler cirka 3 kilometer i diameter — omtrent på størrelse med en lille by. På den kosmiske skala er det mikroskopisk, og det afspejles i deres lysstyrke: de befinder sig i intervallet 25–27 magnituder. Til sammenligning er de svageste stjerner, man kan se med det blotte øje fra et mørkt sted, omkring magnitude 6.

Disse måner er så svage, at selv avancerede amatørteleskoper slet ikke kan registrere dem. Det kræver massive instrumenter og gentagne observationssessioner over lang tid at opdage dem.

Med de nye tilføjelser er det samlede antal kendte måner i solsystemet nu oppe på 442. Det tal er langtfra endeligt — for hver gang observationsteknikkerne forbedres, dukker der nye, hidtil oversete objekter op.

Sådan "fisker" man ekstremt svage objekter frem

Jupiters nye måner blev bl.a. sporet ved hjælp af to kraftfulde jordbaserede teleskoper: 6,5-meter Magellan-Baade-teleskopet i Chile og 8-meter Subaru-teleskopet på Hawaii. Deres enorme spejle er afgørende — kun de kan samle tilstrækkeligt lys til overhovedet at registrere så blege lyspunkter på himlen.

Processen handler ikke om et enkelt billede. Forskerne optager lange serier af fotografier med tidsmellemrum og sammenligner dem derefter for at finde objekter, der bevæger sig en smule i forhold til baggrundsstjernerne. Bevægelsen er meget langsom, fordi afstandene fra planeterne er enorme, men avancerede algoritmer er i stand til at opfange den.

• Først optages dybdebilleder af et bestemt område af himlen.
• Derefter sammenligner en computer billederne og opdager punkter, der har skiftet position.
• Herefter undersøges det, om bevægelsesbanen peger på en gravitationsmæssig tilknytning til en bestemt planet.
• Først efter flere måneders sporing af banen tildeles objektet officielt status som måne.

Den omstændelige proces forklarer, hvorfor antallet af måner stiger i spring — nye observationsserier kan på én gang afsløre hele grupper af lignende objekter samlet i fjerne, uregelmæssige kredsløb.

Saturn løber fra Jupiter i statistikkerne

Takket være de seneste bekræftelser har Saturn nu 285 kendte måner. Jupiter, trods sin massive størrelse og sit ry som "planeternes konge", er stoppet på 101. Forskellen er med andre ord enorm — og den vokser fortsat.

De aktuelle tal viser, at Saturn har næsten tre gange så mange kendte måner som Jupiter. Det er et markant brud med det gamle billede, hvor Jupiter betragtedes som den absolutte leder.

Kun objekter, der er indberettet og godkendt af specialiserede institutioner, herunder Minor Planet Center, finder vej til de officielle statistikker. Det sker gennem særlige bulletiner, de såkaldte MPEC-cirkulærer, hvor de seneste tilføjelser til begge planeter netop er blevet beskrevet.

Det samlede månebillede i solsystemet ser i dag således ud:

Forskellene er ekstreme. På den ene side har vi Saturn, omgivet af en hel sværm af små satellitter — på den anden side Jorden med sin ene store Måne og Mars med sine to små, uregelmæssige måner.

Hvorfor har Saturn så mange små måner?

Saturn befinder sig længere fra Solen end Jupiter og kredser i en region, hvor tætheden af det oprindelige materiale var en smule anderledes. Rundt om planeten strækker sig et udbygget system af ringe og bælter af is- og stenmateriale, hvilket fremmer "fangsten" af mindre objekter i tyngdekraftens fælde.

Mange astronomer formoder, at en stor del af de mindste satellitter er rester fra tidligere, større legemer. De kan være blevet revet fra hinanden ved kollisioner eller tætte passager og derefter omdannet til skyer af fragmenter, hvoraf nogle har stabiliseret sig i uregelmæssige kredsløb.

Jo stærkere et gravitationsfelt og jo mere løst materiale der befinder sig i omgivelserne, desto større er chancen for, at der dannes et udbredt system af små "skraldespands-måner".

Astrofysisk set er disse objekter fascinerende, fordi de indeholder "nedfrosset" information om solsystemets ungdom. Deres sammensætning, form og fordelingen af deres baner hjælper forskerne med at rekonstruere fortidens kollisioner og planeternes vandringer.

Et lille hold bag hundredvis af måner

Bag en stor del af de seneste opdagelser ligger ikke et gigantisk konsortium, men derimod en håndfuld meget specialiserede forskere. Inden for populærvidenskaben fremhæves særligt duoen Scott Sheppard og Edward Ashton, som personligt har deltaget i opdagelsen af et betydeligt antal af disse nye satellitter.