Solsorten ignorerer dit fuldt udstyrede foderbræt
Vinter, frost, foderbrættet bugner af lækkerier – og alligevel vandrer solsorten roligt rundt på jorden og ignorerer alt, hvad der hænger i træet. For mange fugleelskere er det en gåde: Andre fugle stormer til spækket og frø, mens den sorte fugl med det gule næb tilsyneladende ikke forstår budskabet.
Men det er hverken ligegyldighed eller uvidenhed. Det er resultatet af tusinder af års tilpasning til livet på jorden – og ikke på gyngende foderbrætter.
Derfor vender solsorten foderbrættet ryggen
En fugl, der af princip holder sig til jorden
Solsorten er ingen akrobat som mejsen. Den ser godt nok de hængende fedtkugler, men instinktet siger klart: find maden på jorden. Den har kraftige ben, skarpt syn og en krop skabt til at hoppe i græsset, rode i løvet og grave i strøet. En gren med et foderbræt er for solsorten en unaturlig situation, fuld af risiko for at falde og blive angrebet af rovdyr.
Solsorten stoler instinktivt på det, der gemmer sig under dens fødder – ikke på det, der dingler over dens hoved i en snor.
Selv i den hårdeste frost vil den derfor spankulere rundt i sneen, kigge under blade og lede efter det, vi ikke umiddelbart ser: små insekter, larver, regnorme og bløde planterester.
Enormt energiforbrug ved lave temperaturer
En kold morgen er for solsorten ikke bare ubehagelig. Det er en kamp for overlevelse. Den lille krop mister varme ekstremt hurtigt, så fuglene er nødt til at spise ofte og effektivt. Ethvert unødvendigt besvær og ethvert mislykket forsøg på at nå hård føde koster energi, som ikke kan genvindes.
Hængende frø og froststivnede fedtkugler er simpelthen et dårligt bytteforhold: fuglene skal klatre, balancere og anstrenge sig – og ender ofte med slet ikke at kunne spise det.
Løvbunken i haven som naturlig vinterkantine
Sådan skabes et vintermikroklima under bladene
For mange haveejere er opsamlede og bortkomposterede blade lig med "orden". For solsorten er det en katastrofe. Et lag blade ved buskene fungerer som et dyne. Det isolerer jorden, forsinker frysningen og holder temperaturen lige under overfladen en smule højere end på den åbne græsplæne.
I dette tynde, ikke-frosne lag er der stadig liv i gang. Mikroorganismer nedbryder organisk materiale, og inde i det gemmer der sig larver, små hvirvelløse dyr og andre proteinkilder. For solsorten er det en sand regenerativ buffet.
Derfor har solsorten så stort behov for protein
Om vinteren tænker vi primært på fedt som brændstof til fuglene. For solsorten ser billedet lidt anderledes ud. Dens organisme er vant til en kost bestående af insekter, regnorme og bløde bær – og den har fortsat brug for en ordentlig portion animalsk protein.
Under bladene finder solsorten det, selv den fedeste fedtkugle ikke kan give den: blødt, let fordøjeligt protein i form af larver og regnorme.
Når buskene er ryddede og plænen "perfekt fejet", mister fuglen et af sine vigtigste fourageringsområder. Derfor er det at lade blade ligge i havens afkroge ikke sjusk – det er reel hjælp.
Solsortens næb og foderbrætter fyldt med hårde frø
Hvad et "blødt næb" betyder i praksis
Solsorten har et slankt og forholdsvis delikat næb. Den kan simpelthen ikke knuse det hårde skrog på en solsikkefrø som kernebidere eller spurve. En blanding fuld af store, uskallede frø er for den stort set ubrugelig. Den kan godt snappe mindre fragmenter, men energiomkostningen ved den slags mad er høj og gevinsten minimal.
Resultatet er, at fuglen instinktivt omgår foderbrættet, der for mange andre arter er et paradis. Den leder efter noget, der kan sluges direkte – uden at skulle skalle eller slås med det.
Når bærene på buskene bliver til sten
Om efteråret æder solsorten glædeligt bær fra vedbend, hyld og cotoneaster. Kolde nætter forvandler dog disse frugter til hårde, tørrede kugler. Efter flere omgange med frost er selv dem, der er tilbage på grenene, dårlige til at spise – tørre, lidt næringsrige og svære at gennembore med et fint næb.
Midt om vinteren holder solsorten sig derfor næsten udelukkende "til jorden" – bogstaveligt talt. Under dækket af blade og strø finder den stadig bløde mundfulde, som hverken skal knuses eller skrælles.
Sådan hjælper du solsorten i din have
En vintermenu, som solsorten spiser med appetit
I stedet for at hænge endnu en fedtkugle op, er det værd at indrette et særligt "hjørne" til jordfouragende fugle. Det er primært bløde, letspiste fødevarer, der virker:
- Frugt: halvt rådne æbler og pærer skåret midt over og lagt med snitfladen opad, så solsorten let kan nå frugtkødet.
- Rosiner: det er en god idé at udbløde dem i varmt vand på forhånd, så de bliver bløde og fugtige.
- Havregryn: let dryppet med vegetabilsk olie – for eksempel rapsolie – hvilket øger måltidets energiværdi.
- Færdige blandinger til insektædende fugle: disse indeholder typisk tørrede melormlarver og andre proteinkilder.
For solsorten er det bedste altid blød mad: frugt, gryn, larver – ikke hårde frø, der kræver knusning.
Hvor du skal lægge maden, så solsorten føler sig tryg
Stedet er afgørende. Midten af en åben flisebelagt terrasse er for solsorten et sted, der er udsat fra alle sider. I naturen fourager denne fugl tæt ved buske og tæt krat, hvorfra den med ét hop kan forsvinde i sikkerhed ved alarmsignal.
De bedste foderpladser er:
| Sted | Derfor passer det solsorten |
|---|---|
| Ved hæk eller tæt busk | Giver hurtig flugtmulighed og tryghedsfornemmelse |
| På bar jord eller græs | Minder om naturligt fourageringssted, nemt at "pille" i |
| Langt fra steder, hvor katte kan lure | Reducerer risikoen for pludseligt rovdyrangreb |
Det er en god idé at sprede maden over et større areal i stedet for at lægge det hele ét sted. Det mindsker aggression fuglene imellem – solsorten kan overraskende nok være meget territorial, selv om vinteren.
Sikkerhed ved fodring på jorden
Sådan beskytter du solsorten mod katte og andre rovdyr
Fodring på jorden har én alvorlig ulempe: fuglene bliver et nemt mål for katte. Et dyr, der gemmer sig i buske, kan styrte frem på et splitsekund. Et øjebliks uopmærksomhed fra en fugl, der bøjer sig over et stykke æble, er nok.
Foderzonen bør kombinere to ting: fri udsigt på 1-2 meter rundt om og en tæt busk lige ved siden af som øjeblikkelig flugtvej.
Læg ikke mad ved veranda, nicher, under terrassen eller i nærheden af brændestabler – det er perfekte skjulesteder for rovdyr. Det er også en god idé at reagere, hvis du bemærker, at naboens kat jævnligt patruljerer et bestemt sted i haven.
Foderbræt i vejret og "restaurant" nede på jorden
En god haveopsætning er to niveauer af fodring: et hængende foderbræt til mejser, spurve og grønirisk, samt et lavt, særligt sted til solsorten og andre jordfouragende fugle som sjaggere og drossel.
Nede på jorden serverer du bløde produkter, og i foderbrættet ovenover – hårde frø, nødder, solsikke. Hertil en flad vandfad, der jævnligt fyldes op. På frosne dage er det godt at hælde let lunkent vand i, så det ikke fryser til med det samme.
Hvad du ellers kan gøre for solsorterne i din have
På lidt længere sigt giver måden, du indretter haven på, mest. Tætte hække, buske med spiselige bær, hjørner overladt til at være "lidt vildere", blade der ikke rives op under alle buske – alt dette skaber et rum, hvor solsorten har noget at spise og et sted at gemme sig hele året.
Det er også værd at vide, at solsorten hurtigt lærer mønstrene i vores have. Hvis du hver morgen lægger en portion frugt og havregryn det samme rolige sted, begynder fuglene at betragte det som en fast og relativt sikker energikilde. Det kan være afgørende for deres overlevelse under de hårdeste frostvejr.
