Forskere afslører skjult forbindelse mellem psykiske lidelser

En gruppe amerikanske genetikere udfordrer kraftigt idéen om “én lidelse, én årsag”.

Hjernen synes at følge langt flere fælles veje.

Det, der i årevis blev betragtet som adskilte tilstande, viser sig at være stærkt sammenvævet genetisk. Nye data om hjernens udvikling kaster et anderledes lys på diagnoser som autisme, ADHD og skizofreni.

Et fælles genetisk grundlag for otte lidelser

Et stort amerikansk forskerhold demonstrerer, at otte forskellige psykiatriske lidelser deler bemærkelsesværdigt meget genetisk materiale. Det drejer sig om:

• autismespektrumforstyrrelse
• ADHD
• skizofreni
• bipolar lidelse
• svær depressiv lidelse
• Gilles de la Tourette
• obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD)
• anorexia nervosa

Den nye undersøgelse bygger videre på et internationalt projekt fra 2019. Dengang identificerede forskere 109 gener, som i varierende kombinationer bidrager til disse otte tilstande. Det aktuelle arbejde går et skridt længere: det zoomer ind på konkrete genetiske varianter inden for disse gener og undersøger, hvordan de opfører sig under hjernens udvikling.

De samme genetiske varianter viser sig at være aktive i forskellige faser af hjerneudviklingen og kan dermed bidrage til flere lidelser samtidig.

Det kan være med til at forklare, hvorfor for eksempel autisme og ADHD så ofte forekommer sammen, og hvorfor forskellige psykiatriske problemer hober sig op i samme familie.

Hvad betyder “pleiotropi” i psykiatrien?

Nøglebegrebet i denne undersøgelse er pleiotropi. En pleiotrop variant er en genetisk ændring, der bidrager til flere egenskaber eller tilstande samtidig. I stedet for et pænt én-til-én-forhold mellem et gen og en lidelse opstår der netværk af årsager.

Forskerne skelner mellem to grupper af varianter:

De pleiotrope varianter viste sig at være langt mere intensivt indlejret i proteinnetværk end de mere lidelsesspecifikke varianter. De påvirker forskellige typer hjerneceller og griber ind i processer, der løber gennem flere udviklingsfaser.

Pleiotrope gener opfører sig som knudepunkter i et travlt vejkryds: en lille forstyrrelse kan afbryde flere ruter på én gang.

Fra DNA til voksende neuroner

Undersøgelsen fokuserer ikke kun på statistiske sammenhænge, men også på biologiske mekanismer. Teamet introducerede næsten 18.000 genetiske varianter fra de delte og unikke gener i forløberceller til neuroner. Det er celler, der under den embryonale fase udvikler sig til nerveceller i hjernen.

Ved at følge, hvad disse varianter gør ved genaktiviteten i disse celler, kunne forskerne udpege 683 varianter, der rent faktisk ændrer genreguleringen. Derefter testede de disse varianter videre i neuroner fra voksende mus. Sådan opstår der en direkte forbindelse mellem genetisk kode og konkrete processer i hjernen.

Resultatet: mange af de pleiotrope varianter forbliver længe aktive og griber ind i reguleringsmekanismer, der påvirker flere stadier af hjerneudviklingen. Det gør dem til kraftfulde kontakter, men også til sårbare punkter.

Hvorfor det komplicerer diagnosen

I psykiatrien arbejdes der traditionelt med afgrænsede kategorier: autisme, ADHD, skizofreni og så videre. Set fra et genetisk perspektiv ser billedet mindre skarpt ud. Den samme variant kan bidrage til autisme hos én person og til depression hos en anden, afhængigt af miljøfaktorer, andre gener og timing i udviklingen.

Grænsen mellem diagnoser viser sig at være mere en glidende skala end en hård mur, især på genetisk niveau.

Forskere har længe betragtet pleiotropi som en forhindring. Det gør det sværere at finde “genet for” en bestemt lidelse. Den nye tilgang vender den ræsonnement om: netop ved at se på de fælles faktorer opstår der muligheder for behandlinger, der virker bredere.

På vej mod behandlinger, der rammer flere lidelser samtidig

Den internationale betydning af denne type indsigter er stor. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen lever cirka én ud af otte mennesker med en psykiatrisk lidelse. Det er næsten en milliard mennesker. Mange af dem kæmper med flere diagnoser samtidig eller med klager, der ikke passer pænt i én boks.

Hvis fælles genetiske rødder forklarer en del af det overlap, åbner det nye strategier:

• terapier, der fokuserer på kernemekanismer i hjerneudviklingen i stedet for på én diagnose
• medicin, der påvirker proteinnetværk, som er involveret i flere lidelser
• tidlig opdagelse hos børn med en stærk arvelig belastning for forskellige tilstande

Forskerne understreger, at skridtet fra genetisk variant til konkret behandling stadig er stort. Men idéen om “fælles mål” i hjernens biologi vinder troværdighed.

Hvad betyder dette for patienter og familier?

For familier, hvor forskellige psykiatriske diagnoser forekommer, tilbyder denne undersøgelse en genkendelig fortælling: der er ofte en delt sårbarhed i spil. Det kan hjælpe med at tænke mindre i termer af “fuldstændig forskellige problemer” og mere i termer af en fælles risiko, der manifesterer sig på forskellige måder.

For patienter kan et sådant genetisk perspektiv også føles tveægget. På den ene side opstår der større forståelse for, at klager ikke stammer fra “svaghed” eller “karakter”, men delvist fra biologiske processer. På den anden side er der bekymringen for, at man for hurtigt hænger alt op på gener, mens miljø, traume, social stress og livsstil fortsat spiller en stor rolle.

Genetisk sårbarhed klargør scenen, men miljøet bestemmer ofte, hvordan stykket spilles.

Bredere ramme: fra simple etiketter til netværkstænkning

Undersøgelsen passer ind i en bredere trend i psykiatrien: væk fra simple etiketter, hen imod en netværkstilgang til klager og årsager. Ikke ét gen, ikke ét hjerneområde, men mønstre af interaktioner danner udgangspunktet.

Den netværkstænkning ses også afspejlet i, hvordan symptomer hænger sammen. Angst, koncentrationsproblemer, tvangsforestillinger og spiseforstyrrelser løber ofte sammen. Den kliniske virkelighed passer bedre til et genetisk landskab med delte varianter end til en strengt adskilt lidelsesmodel.

For det danske sundhedsvæsen kan dette på sigt få konsekvenser for diagnostik og behandling. Tænk på:

• mere opmærksomhed på familiemønstre og multi-diagnostiske forløb
• forskning i interventioner, der ikke er lidelsesspecifikke, men tackler klagesystemer
• personaliserede tilgange, hvor genetisk information, når den bruges ansvarligt, forfiner behandlingsplanen

Hvad læsere kan huske om gener og adfærd

Begrebet “genetisk variant” kan lyde abstrakt, men berører helt konkrete spørgsmål: hvorfor reagerer nogen ekstremt følsomt på stimuli? Hvorfor udvikler én teenager en psykose og en anden ikke, på trods af sammenlignelige omstændigheder? Gener giver ikke et endeligt manuskript, men påvirker faktisk, hvordan hjernen organiserer sig, hvordan signaler overføres, og hvordan stress bearbejdes.

Et nyttigt billede er det af et mikserboard. Gener skyder skyderne til bestemte positioner, før nogen bliver født. Pleiotrope varianter drejer på flere skyder samtidig. Livserfaringer, opdragelse, relationer, skole og arbejde skubber derefter videre. Det endelige mix afgør, om nogen primært bliver sårbar over for opmærksomhedsproblemer, stemningsklager, psykotiske oplevelser eller spiseproblemer – eller en kombination heraf.

For dem, der selv lever med en diagnose, kan det være oplysende at tale med en behandler herom. Ikke for at skubbe alt over på DNA, men for bedre at forstå, hvorfor klager nogle gange er så hårdnakkede, og hvorfor forskellige lidelser kan forekomme i samme familie. Det perspektiv kan give plads til ved siden af psykoterapi og medicin også at se på stressreduktion, søvn, motion og social støtte, som alle påvirker, hvordan genetisk sårbarhed kommer til udtryk.