God of War: Sons of Sparta til PS5 – metroidvania der splitter spillerne

Kratos vender tilbage i 2D – og ikke alle er begejstrede

Kratos er tilbage på PS5 i en 2D-udgave, der minder langt mere om en klassisk metroidvania end om den typiske actionslasher, serien er kendt for.

På papiret lyder det som den perfekte spin-off: en tilbagevenden til den græske mytologi, en ung Kratos, forholdet til Deimos og udforskning af et labyrintisk kort. I praksis høster God of War: Sons of Sparta ekstremt delte meninger – fra begejstring over gameplayet til anklager om, at spillet slet ikke burde eksistere inden for sagaen.

Spillernes vurderinger: et gennemsnit på kun 10,4/20

De tilgængelige data viser, at brugernes gennemsnitlige karakter lander på 10,4 ud af 20. Blandt de ni registrerede vurderinger dominerer middelmådige scores, med enkelte lyspunkter og et par decideret hårde anmeldelser.

I mange spilleres øjne er Sons of Sparta en anstændig metroidvania – men et skuffende God of War-spil, der ikke indfrier seriens løfter.

Flere spillere påpeger, at projektet næppe ville have tiltrukket nævneværdig opmærksomhed uden God of War-logoet på omslaget. Til gengæld kan metroidvania-entusiaster, der ikke er bundet til seriens narrative kanon, sagtens finde glæde i oplevelsen.

Nostalgi virker – men historien skaber gnidninger

Tilbagevenden til Grækenland: spillets største styrke

Det element, der roste højest, er atmosfæren. Spillet placerer Kratos midt i den græske mytologis verden og trækker stærke linjer tilbage til PS2-æraen.

• Fjendtyper der minder om de klassiske PS2-titler
• Lokationer inspireret af templer, katakomber og arenaer fra de tidlige spil
• Adskillige nikk til fans af de første del, herunder til Ghost of Sparta

For mange spillere er netop dette aspekt det, der redder helheden – det giver mulighed for i et par timer at vende tilbage til seriens rødder og igen mærke den "gamle" God of War-stemning, om end i en ny form.

Kratos som en fremmed: manglende sammenhæng med sagaen

Den skarpeste kritik retter sig mod manuskriptet og måden, karaktererne fremstilles på. Spillere med dyb kendskab til seriens kanon bemærker alvorlige uoverensstemmelser i portrætteringen af både Kratos og Deimos.

Spillere skriver direkte: historien antyder, at Kratos var en "god fyr" og en varm storebror, inden han indgik pagten med Ares – noget der kolliderer voldsomt med billedet af den brutale, kolde kriger fra de øvrige spil og udvidelsespakker.

De hyppigst nævnte problemer med historien inkluderer:

• En overdrevent omsorgsfuld Kratos, der modstrider billedet af den egoistiske, æreslystne spartaner fra de Greece-baserede spil
• Deimos fremstillet på en måde, der ikke stemmer overens med hans karakter i Ghost of Sparta
• Et forsøg på at fortælle et "ukendt kapitel", der snarere udvander heltens image end beriger det
• Forholdet mellem brødrene er kun overfladisk skitseret – i stedet for følelsesladede scener fungerer det primært som påskud til endnu et niveau

Nogle spillere forsvarer dog fortællingen og peger på den narrative ramme, hvor Kratos fortæller historien til Calliope. Det åbner mulighed for at tolke dele af begivenhederne som subjektive og måske ikke helt pålidelige. Alligevel mener mange fans, at manuskriptet skaber unødvendig forvirring frem for at uddybe Kratos som karakter.

Gameplay: solid metroidvania, men med et problem med gentagelser

Udforskning og karakterudvikling

Sons of Sparta dropper det velkendte tredjepersonskamera til fordel for et todimensionalt perspektiv og en klassisk metroidvania-struktur. Spillet byder på et tæt, flerlaget kort med masser af kister, hemmeligheder og genveje samt evner, der låser op for nye områder.

Dem, der er mest tilfredse, er tilhængerne af genren:

• Et stort og komplekst kort, der opfordrer til at vende tilbage til tidligere lokationer
• Responsivt og behageligt styresystem
• En progressionskurve der udvikler Kratos fra en beskeden kriger til en sand dødsmaskine

Nogle sammenligner kampstilen og nivauedesignet med titler som Blasphemous – med tydelig vægt på præcise undvigelser, angreb og håndtering af talismaner.

Ensformige kampe og for svage bosser

Selv spillere der roser gameplayet, erkender, at en følelse af monotoni sniger sig ind med tiden. Bevægelsesarsenalet udvides langsommere end forventet, og variationen i kampene er begrænset.

Spillere klager over, at spillet næsten ikke introducerer nye mekanikker i anden halvdel, og at den afsluttende boss kan fældes på under et minut – hvilket efterlader en mærkbar tomhed.

De hyppigste klager handler om:

• Ringe variation i fjendtyper – de samme grundtyper dukker op igen og igen, blot i andre farver
• Mangel på mindeværdige bosskampe, der sætter sig i hukommelsen
• Det punkt, hvor Kratos bliver for magtfuld – talismaner og opgraderinger fjerner udfordringen fra store dele af spillet
• En alt for gentagen formel: nyt område – et par kampe – kort mellemsekvens – næste område

Omvendt roser en del anmeldere rytmen i udforskning og kamp. For dem er systemets enkelhed en fordel: det er let at komme ind i spillet, og følelsen af en voksende styrke giver reel tilfredshed.

Audiovisuel præsentation: mellem retro-stemning og next-gen-skuffelse

Grafik: for beskedent til PS5?

Én anmeldelse sammenligner Sons of Sparta med et spil, der uden problemer kunne køre på den første PlayStation. Det er naturligvis overdrevet, men det fanger stemningen hos en del af spillerfællesskabet.

Mange kritikere mener, at titlen på ingen måde demonstrerer PS5's potentiale – det ser ud som et beskedent 2D-projekt med teksturer i høj opløsning, men uden noget egentligt "wow"-øjeblik.

Klagerne drejer sig primært om:

• En utydelig kunstnerisk stil, der ikke sætter sig i hukommelsen
• Lokationer opfattet som tomme og mangelfulde i detaljer
• Manglen på storladne, spektakulære sekvenser, som seriens store titler ellers er berømt for

Hertil rapporterer en del spillere om fald i billedhastighed på mere åbne kortområder og i mere intense kampe. Det føjer sig til kritikken – man forventede teknisk polering, men møder i stedet FPS-dyk og fejl, der kan blokere fremskridtet i spillet.

Musik: fra nostalgi til ligegyldighed

Lydsporet skaber heller ikke enighed. Der optræder enkelte temaer, der kalder de tidlige PS2-spil i erindring, hvilket fans sætter pris på. Visse numre trækker kraftigt på en retro-æstetik, der nærmest minder om NES-æraen – og det er her, diskussionerne begynder.

For nogle er dette mix af stilarter et sympatisk vink til klassikerne. For andre passer det slet ikke til God of Wars mørke, brutale univers og bryder fordybelsen i spillet. Mange kommentarer beskriver musikken som "usynlig" og "umindelig" – hvilket kan gøre særligt ondt for en serie, der ellers er berømt for sin kraftfulde lydside.

Sons of Sparta som metroidvania over for Sons of Sparta som God of War

Jo længere man læser spillernes meninger, desto tydeligere bliver det, at dette er et spil, der lever på to niveauer:

• For metroidvania-elskere er det ofte en solid og til tider decideret vellykket titel med et enormt kort og tilfredsstillende karakterudvikling
• For God of War-fans er det i mange øjne seriens svageste indgang, med et tvivlsomt sted i kanonen og en skuffende fortælling

Der er også stemmer, der mener, at spillet er "faldet som offer for sit eget navn". Forventningerne til serien er i dag astronomiske, særligt efter de seneste store udgivelser på PS4 og PS5. En 2D spin-off med et lavere budget har simpelthen ikke mulighed for at bryde igennem den mur af forventninger – og det er præcis den følelse, der dominerer i mange anmeldelser.

Hvem er spillet egentlig til – og hvad bør man huske?

Leder man efter et storslået, cinematisk spektakel med monumentale bosser og banebrydende grafik på PS5, vil Sons of Sparta sandsynligvis skuffe. Spillet er bygget mere som en klassisk metroidvania med fokus på udforskning og et 2D-kampsystem.

For spillere der:

• Holder af metroidvania-genren og ikke kræver fotorealistisk grafik
• Accepterer en tilbagevenden til den mere beskedne 2D-form
• Ikke behandler God of War-kanonen som hellig

…kan dette projekt vise sig at være et engagerende eventyr på mange timers spilletid. Kommentarer nævner gennemspilningstider på omkring 30 timer med høj kortfuldførelse, så indholdet er der bestemt.

Det er også værd at tage højde for, at en del af kritikken vedrører den tekniske tilstand ved lanceringen – spillere nævner fejl og hastighedsfald, som potentielt kan rettes med opdateringer. For dem, der køber spillet senere efter en serie af patches, kan oplevelsen adskille sig noget fra den ved udgivelsen.

Sons of Sparta rejser samtidig et interessant spørgsmål om store brands fremtid. Kan kendte spilserier tillade sig at eksperimentere med mindre projekter, der sigter mod andre genrer og en anden skala? Eller vil logoet for et så velkendt navn altid fungere som et tveægget sværd, der skruer forventningerne op over, hvad spillet realistisk kan levere? Med God of War: Sons of Sparta er det tydeligt, at svaret langtfra er enkelt.