En bjergvej, der lokker — og hurtigt sætter én på plads
På kortet ser den uskyldig ud: nogle få kilometer med sving over en dal, et par landsbyer undervejs og en velkendt skisstation til sidst. I virkeligheden kan denne vej i området Saint-Lary-Soulan i Pyrenæerne slide selv erfarne bilister og passionerede cykelryttere op. Om vinteren kommer sne, is og menneskemængder til — og folk, der for første gang oplever et så krævende bjerg på nærmeste hold.
Ruten starter roligt — og eskalerer hurtigt
Turen begynder lige efter Saint-Lary-Soulan ved rundkørslen i landsbyen Vignec. Herfra klatrer asfalten i brede afsatser højt over Aure-dalen. Efter blot et par sving forsvinder bebyggelsen nede i dybden, og foran én åbenbarer sig skistationen beliggende i cirka 1.700 meters højde. Vejen er smal, slynget og næsten helt uden skygge.
Netop denne kombination tiltrækker to meget forskellige verdener: familier på vej til pisterne eller en tur i skyerne, samt cykelryttere på jagt efter de berømte bjergbestigninger kendt fra professionelle løb. For de ene er det en praktisk adgangsvej til skilifterne — for de andre er det en legendarisk mur, hvor professionelle ryttere har målt kræfter under store etapeløb.
Stejl stigning, fuld soleksponering, ingen skygge og uforudsigelig vejr gør, at denne vej kræver grundig forberedelse — uanset årstid.
Stigningens tal: tal som mange undervurderer
Fra Vignec til stationen ved Saint-Lary 1700 er ruten cirka 10 kilometer lang med et højdeforskels på 834 meter. Den gennemsnitlige hældning er 8,5 procent, og de første 7 kilometer holder vejen næsten konstant omkring 10 procent.
På kortere strækninger når hældningen over 12 procent i cirka 100 meters længde, og lokalt kommer den op på 13 procent. I klassificeringen af bjergbestigninger placerer et sådant profil sig klart i den sværeste kategori. Det særlige her er, at den samme vej benyttes af både veltrænede cykelryttere og familier i tung-lastede SUV'er — ofte stadig på sommerdæk i november eller marts.
Langs ruten står informationsstolper for hver kilometer. De viser afstanden til toppen samt hældningen i det næste segment. For cykelryttere er det et værdifuldt overblik — for mange bilister er det den første advarsel om, at det ikke er en almindelig køretur til en skibakke.
Soulan — det eneste ægte åndehul
Omtrent halvvejs dukker landsbyen Soulan op. Det er stedet, hvor mange cykelryttere standser ved springvandet med koldt vand. På varme dage er det ofte den eneste reelle mulighed for at køle sig ned, inden vejen igen drejer opad mod Espiaube. For bilister er det det sidste sted, hvor man uden stress kan tjekke kæder, få børnene spændt ordentligt fast — eller blot trække vejret.
Efter Espiaube markerer et bredt sving et vejkryds: én gren fortsætter mod stationen, den anden drejer mod passet Portet — endnu højere og endnu stejlere. Herefter retter vejen mod Pla d'Adet sig noget ud, men trætheden melder sig, særligt om vinteren på glatte underlag.
Bil, bus eller kabelbane?
For bilisternes vedkommende er ruten cirka 11,5 kilometer fra Saint-Lary-Soulan til Pla d'Adet. Ved niende kilometer passerer man Espiaube, også kaldet Saint-Lary 1900, og den afsluttende strækning fører direkte til stationens hovedplads beliggende på 1.700 meters højde. Vejbelægningen er generelt acceptabel, og trafikken er normalt moderat — men i højsæsonen for skiløb opstår der let køer i svingene, og parkering kan blive et problem.
I byen findes ladestationer til elbiler med adgangskort. For store turistbusser gælder strenge regler: i bestemte måneder må de ikke køre op i eftermiddagsrushtrafikken, og nedkørsel om natten og om morgenen sker kun inden for fastsatte tidsrammer med obligatorisk parkering i Espiaube. Reglerne skal begrænse kaos i svingene og risikoen for vejblokering ved isglatte forhold.
Stadig flere turister efterlader bilen i dalen og vælger kollektiv transport: busser, lokale shuttles og kabelbane direkte til stationen.
Kollektive løsninger: mindre stress i svingene
For rejsende fra Toulouse er der udbudt pakker, der kombinerer buskørsel med skipas. Tusindvis har allerede benyttet sig af tilbuddet, hvilket svarer til adskillige dusin busruter i løbet af sæsonen. På stedet kører desuden en gratis eller meget billig lokal pendulbus, der fragter skiløbere direkte fra Saint-Lary til bakkerne.
Den mest interessante mulighed er dog kabelbanen. Den giver mulighed for at omgå alle sving, is og den stress, der opstår ved at krydse hinanden på smalle vejstrækninger. For familier med børn er det ofte det mest komfortable valg: barnet sidder ved vinduet og nyder panoramaet, mens forældrene slappes af — og bilen venter roligt i dalen frem for at kæmpe om en plads på en snedækket parkeringsplads.
På toppen: sol, beton og spor fra stor cykelsport
Om vinteren forvandles Pla d'Adet til en typisk "snefront": udgangspunkt for hundredvis af skiløbere dagligt, skiskoler, barer og udlejningssteder. Uden for sæsonen er de fleste bygninger lukkede, og de høje lejlighedskomplekser kan skygge for dele af det udsyn, der nedefra virkede spektakulært.
Vejrforholdene i denne højde kan overraske. Solen reflekterer kraftigt fra sneen, UV-strålingen er intens, og vinden køler hurtigt ned. Det, der oftest undervurderes, er solbeskyttelse — solcreme med høj faktor, UV-filtrerende briller og tøj, der dækker huden, er her vigtigere end på mange solrige kystdestinationer.
På skrænterne over stationen er der opstillet skilte til minde om store cykelsportsnavne, og stigningsruten har skrevet sig ind i historien som skueplads for en af julis mest prestigefyldte etaper.
Hvorfor lader så mange sig overraske?
For mange familier er det den første møde med en "rigtig" bjergvej: stejl, lang og uden nem mulighed for at vende om. En bil lastet med fire personer, bagage og en tagboks opfører sig helt anderledes end i byen. Hertil kommer is i skyggelagte sving, sne langs vejkanten og nerverne, når en turistbus eller stor campingvogn kommer kørende ned imod én.
Cykelryttere kender til gengæld ofte kun tallene fra deres træningsapps. På skærmen ser 10 kilometer ved 8,5 procent ud som en solid, men overkommelig bakke. På stedet viser det sig, at manglen på skygge, den høje beliggenhed og den konstante belastning på pedalerne tærer kræfterne langt hurtigere end på en stigning med lignende parametre i Alperne, hvor man oftere kan søge læ i skov.
Sådan forbereder du dig, så vejen ikke tager dig på sengen
- Tjek bilen — om vinteren er vinterdæk et must, kæder skal ligge i bagagerummet, tanken skal være fuld og bremserne i orden.
- Planlæg afgangstidspunktet — undgå eftermiddagets myldretid samt tidlige morgener efter natlige snefald.
- Kør fornuftigt på cykel — medbring tilstrækkeligt med væske, tankt op på energi inden start og vær forberedt på en lang og krævende nedkørsel.
- Beskyt dig mod solen — solcreme med høj faktor, UV-briller og tyndt, men hududækkende tøj er ikke til at komme udenom.
- Overvej alternativerne — hvis vejrudsigten ser dårlig ud, så vælg kabelbanen eller kollektiv transport.
Hvad er ellers værd at vide om sådanne bjergveje
Lignende ruter findes over hele Europa — også i Tatrabjergene og Alperne. Profilerne ser imponerende ud på billeder, men overrasker i virkeligheden med deres længde og den monotone udmattelse, de medfører. En krop vant til byliv og kontorarbejde er ikke tilvænnet adskillige minutters uafbrudt bremsning nedad eller konstant kørsel i andet eller tredje gear opad.
Det er værd at huske én ting: på sådanne veje skyldes trætheden ikke kun stigningens hældning. Højden, stress, børn der klager på bagsædet, frygten for at skride ud — og for cykelrytteren temperaturforskellem mellem dalen og toppen — spiller alle en rolle. God logistik, roligt tempo og en realistisk vurdering af egne evner kan forvandle en stressende tur til et krævende, men meget tilfredsstillende eventyr — hvad enten man sidder bag rattet eller i sadlen.
