En velkendt hækplante havner på sortlisten
I mange kommuner oplever haveejere noget nær et chok: en planlægningsmedarbejder siger pludselig nej til en plante, der har stået i næsten alle forhaver i årtier. Det drejer sig om thuja – i mange år den altdominerende hækplante i boligkvarterer. Nu dukker den op på forbudslister i et stigende antal lokalplaner med henvisning til naturbeskyttelse og brandfare.
Hvorfor ender thuja på kommunernes sortliste
I lokalplaner og bygningsreglementer dukker der i stigende grad bestemmelser op, som præcist regulerer, hvilke plantearter der må plantes langs grundgrænser og i nye boligområder. Thuja optræder i disse dokumenter stadig oftere som en decideret uønsket plante.
Kommunerne benytter sig af regler, der giver dem ret til at stille krav til begrønning – de kan pege på anbefalede arter og eksplicit udelukke andre. I praksis handler det typisk om lange, ensartede rækker af én og samme plante, der danner en grøn mur langs skel.
Thuja er ikke forbudt ved lov på nationalt plan, men en kommune kan udelukke den i sin lokalplan og kræve nyplantede eksemplarer fjernet.
Hvis en grundejer ignorerer et sådant forbud og alligevel planter en thujahæk, kan kommunen pålægge vedkommende at fjerne beplantningen – og ved gentagen overtrædelse kan der udstedes en bøde. Normalt fokuserer myndighederne på nye anlæg, mens ældre haver oftest håndteres ved at opfordre til gradvis udskiftning, somme tider med støttetilbud.
Thuja som "grøn beton" – hvad sker der med jordbunden og naturen
Naturorganisationer har i årevis advaret om, at lange thujarækker skaber en slags biologisk ørken. I teorien er det en stedsegrøn plante, som skulle gavne fugle og småpattedyr. I virkeligheden forholder det sig ofte modsat.
Når thujaens skæl nedbrydes, frigiver de kemiske forbindelser, der kraftigt forsurer jorden. Det lavere pH-niveau hæmmer nyttige mikroorganismer, reducerer livet i det øverste jordlag og besværliggør væksten af mange andre plantearter. Med tiden forvandles arealet under en gammel hæk til en gold strimmel jord, der hverken giver ly eller føde til det meste af det lokale dyreliv.
Natureksperter understreger, at en velplanlagt og artsrig hæk kan udgøre et reelt fristed for biodiversitet. En blandet, hjemmehørende "grøn mur" kan give husly til en lang række dyregrupper – fra småpattedyr over flagermus til talrige fugle- og insektarter.
En ensformig thujarække gavner naturen minimalt, mens en hæk sammensat af flere forskellige hjemmehørende buske kan blive et lille naturreservat i en privat have.
Det er særligt bekymrende set i lyset af situationen for ynglefugle, hvoraf en betydelig del allerede er truede. En have beplanted udelukkende med én ikke-venlig art bidrager ikke til at vende denne udvikling.
Hækken som lunte – den voksende brandrisiko
Den anden årsag, der hyppigt optræder i kommunernes begrundelser, er brandsikkerhed. Thuja indeholder letantændelige æteriske olier. Under længere tørkeperioder udtørres grenene og ligner nærmest brændbart materiale, der tager ild på få sekunder.
En lang række sådanne planter mellem husene fungerer som en naturlig lunte. En enkelt gnist – fra et bål, en grill, en cigaretskod eller en kortslutning – kan sætte hele rækken i brand på få sekunder. En brændende grøn mur kan udvikle ekstremt høje temperaturer og overføre ilden til husfacader, træelementer og tage.
Hertil kommer spørgsmålet om beplantningens alder. Rækker plantet i massevis i 1970'erne og 1980'erne nærmer sig nu afslutningen på deres naturlige livscyklus. Skader fra svampesygdomme, tørke og frost bliver stadig mere synlige. Visne grene udtørrer yderligere, hvilket blot øger antændelsesrisikoen.
For brandfolk er en lang thujarække rundt om parcelhuse en reel fare – i tilfælde af brand kan en sådan ildlinje lynhurtigt springe fra grund til grund.
Har du thuja i haven? Tjek hvad lokalplanen siger
Den, der planlægger en ny hæk, bør som det første kigge i den gældende lokalplan eller byggetilladelsesvilkår for sin grund. Her optræder der stadig oftere bilag om begrønning med lister over anbefalede arter og arter, der ikke er tilladt langs hegn.
Nævner dokumentet eksplicit thuja som uønsket, er det klogt at undgå en konflikt med kommunen. Er man i tvivl, kan man med fordel ringe til plan- og miljøafdelingen og høre, hvilke arter der er acceptable på det pågældende sted.
Grundejere, der allerede har en mangeårig thujahæk, får typisk ikke et påbud om øjeblikkelig fjernelse af hele rækken. Myndighederne tilskynder oftest til en gradvis udfasning – for eksempel i forbindelse med udskiftning af syge eller udtørrede eksemplarer.
Sådan erstatter du thujaen med en mere venlig hæk
Når beslutningen om at sige farvel til thujaen er truffet, bliver korrekt jordbehandling afgørende. Gamle rødder skal fjernes – oftest mekanisk med haveudstyr eller lettere entreprenørmaskiner. Efterlader man tykke stammer og rodballer, kan det vanskeliggøre væksten af nye planter.
Jorden efter en mangeårig hæk kan være kraftigt forsyret og udpint. Gartnere anbefaler derfor en grundig jordforbedring. For hver løbende meter af den tidligere hæk bør man regne med en god mængde velkomposteret kompost samt et materiale, der hæver pH-værdien – for eksempel kalkgødning eller havekalk i en dosering tilpasset jordtypen.
Det frarådes at flise thujagrene og bruge dem som flis under nye planter – de kemiske forbindelser kan blokere for spiring og vækst i nye beplantninger.
Affaldet bør helst afleveres på genbrugspladsen eller komposteres over længere tid blandet med kvælstofrig materiale som græsafklip eller staldgødning, så det nedbrydes så fuldstændigt som muligt.
Eksempler på plantearter til en "vild" hæk
I stedet for én enkelt art anbefaler specialister i stigende grad en hæk sammensat af flere hjemmehørende buskarter. Det skaber et mere naturligt og uregelmæssigt grønt bælte, der tiltrækker bestøvende insekter, fugle og småpattedyr.
- Avnbøg – tåler formklipning godt og giver en tæt grøn mur
- Kornel – blomstrer og sætter frugt, vigtig fødekilde for dyrelivet
- Tjørn – fremragende fugleskjul takket være torne og tætte grene
- Hassel – producerer nødder og er elsket af egern og fugle
Ved at blande disse arter kan man opnå en hæk, der ser attraktiv ud hele året. Om foråret tiltrækker den bestøvere med blomster, om sommeren giver den skygge, om efteråret giver den fuglene bær og frugt, og om vinteren tilbyder den ly i de tætte grene.
Ved klipning af en sådan hæk er det vigtigt at huske ynglesæsonen. Større arbejder planlægges bedst til sen efterår, når ungerne har forladt rederne.
Det praktiske aspekt: privatliv, økonomi og formaliteter
Mange grundejere frygter, at en afskedigelse af thujaen betyder tab af privatliv. I praksis kan løvfældende buske sagtens danne en tæt skærm – de har blot brug for lidt mere tid. En velplanlagt, tæt plantet "vild" hæk giver efter et par sæsoner en tilsvarende afskærmning som en thujamur.
Økonomi kan også tale for en udskiftning. Syge og visende thujaer kræver stadig mere pleje, og i ekstreme tilfælde må hele strækninger udskiftes. Det kan være mindre belastende at sprede udgifterne til en ny hæk over flere år ved løbende at plante nye buske – frem for konstant at redde gamle planter.
| Løsning | Fordele | Udfordringer |
|---|---|---|
| Ny thujarække | Relativt hurtig afskærmningseffekt, planten er velkendt for gartnere | Muligt kommunalt forbud, ringe naturværdi, brandrisiko |
| Blandet løvhæk | Høj biodiversitet, lavere brandrisiko, mere liv i haven | Kræver flere år at blive tæt, forudsætter gennemtænkt artsvalg |
| Hegn med klatreplanter | Stabil barriere, kombination af nyttefunktion og æstetik | Mindre naturlig end en "vild" hæk |
Hvorfor emnet også er relevant for danske haver
Selv om de beskrevne reguleringer primært udvikler sig i Vesteuropa, er de bagvedliggende årsager til udfasningen af thuja fuldt ud aktuelle herhjemme. Hyppigere tørker, hedebølger og lokale græsbrande viser, at risikoen for ukontrolleret brandspredning i parcelhuskvarterer langt fra er abstrakt.
Hertil kommer, at mange boligområder ligner hinanden til forveksling: samme type hegn, samme plante langs skellet, samme "grønne mur" mellem grundene. I en krisesituation kan det mønster vende sig mod beboerne selv.
Det er også værd at overveje det praktiske og æstetiske perspektiv. En hæk bestående af hjemmehørende arter klarer vejrskifter bedre, visner sjældnere helt på grund af én sygdom og kræver færre kemiske indgreb for at holdes i live. Det har konkret betydning for både komforten ved at bruge haven og for de langsigtede udgifter.
For dem, der planlægger nye beplantninger, er en snak med en lokal gartner, skovfoged eller kommunens grønne medarbejder et godt sted at starte. Stadig flere kommuner har tilskudsordninger til etablering af hække med hjemmehørende arter, hvilket kan reducere udgifterne til planter og samtidig bringe haven i overensstemmelse med den lokale planpolitik.
