Demens bliver et stadig større problem – og behandling mangler stadig
Aldringen af verdens befolkning accelererer, og hukommelsesproblemer rammer et stigende antal ældre over hele kloden. Ny japansk forskning antyder nu, at en lille ændring i kosten kan have betydning for hjernens sundhed i de senere leveår – og det handler om regelmæssigt forbrug af ost, selv i beskedne mængder.
Demens, herunder Alzheimers sygdom, er ved at blive en af vor tids alvorligste sundhedsudfordringer. Over 50 millioner mennesker på verdensplan lever med en sådan diagnose, og inden midten af dette århundrede kan dette tal tredobles. Sundhedssystemerne kæmper allerede i dag for at følge med.
Japan er et af de lande, der ældes hurtigst, og fungerer på mange måder som et fremtidslaboratorium. Hele 12,3 procent af japanere over 65 år lever med demens. Da effektiv behandling fortsat mangler, vender forskere i stigende grad blikket mod livsstilsfaktorer som bevægelse, søvn og ikke mindst kost.
Forskere fra flere japanske videnskabelige institutioner analyserede data fra næsten otte tusinde ældre og opdagede, at personer, der regelmæssigt spiste ost, sjældnere udviklede demens.
Sådan var studiet om ost og hukommelse opbygget
Analysen omfattede 7.914 personer på 65 år og derover, der boede i egne hjem og ikke forud var vurderet til at have behov for langtidspleje. Dataene stammer fra JAGES-programmet, der følger ældre japaneres helbred og funktionsevne over tid.
Deltagerne blev opdelt i to grupper:
- Ældre, der spiste ost mindst én gang om ugen
- Ældre, der erklærede, at de slet ikke spiste ost
For at gøre sammenligningen meningsfuld sørgede forskerne for, at de to grupper var så ens som muligt med hensyn til alder, køn, uddannelse, indkomst, generelt helbred og selvstændighed i daglige aktiviteter. Til dette anvendte de en avanceret statistisk metode, der udjævner forskelle mellem deltagerne.
En lille men statistisk betydningsfuld forskel
I cirka tre år fulgte man, hvem af deltagerne der modtog en officiel demensdiagnose inden for det japanske plejeforsikringssystem – en metode der anvendes bredt i Japan som måleinstrument.
| Gruppe | Andel med ny demensdiagnose |
|---|---|
| Spiste ost mindst én gang om ugen | 3,4% |
| Spiste ikke ost | 4,5% |
Forskellen virker beskeden, men omregnet til relativ risiko svarer det til en 24 procents reduktion i sandsynligheden for at udvikle demens hos dem, der spiste ost. Da forskerne også inddrog den overordnede kostmodel – herunder forbrug af grøntsager, frugt og fisk – svækkedes effekten en smule, men forblev tydelig på omkring 21 procent.
Forskerne understreger, at studiet viser en sammenhæng og ikke en bevist årsagsforklaring. Ikke desto mindre er forskellen markant nok til at motivere yderligere undersøgelser.
Hvad indeholder ost, som gavner hjernen?
Studiets forfattere peger på flere mulige mekanismer, der kan forklare ostens beskyttende virkning på nervesystemet. Der er i høj grad tale om hypoteser, men de passer godt ind i det, man allerede ved om kost og hjernefunktion.
K2-vitamin og blodkarrene
Ost – især lagret ost – er en af de vigtigste kilder til K2-vitamin. Dette fedtopløselige stof påvirker calciumomsætningen og blodkarrenes elasticitet.
- Vaskulære problemer som forhøjet blodtryk og åreforkalkning øger risikoen for demens, særligt vaskulær demens
- K2-vitamin hjælper med at begrænse calciumaflejringer i karrenes vægge
- Sundere blodkar betyder bedre blodgennemstrømning i hjernen
Det er derfor muligt, at ost via K2-vitamin indirekte understøtter den kognitive funktion ved at bremse de processer, der skader hjernens fine blodkar.
Protein, aminosyrer og bioaktive stoffer
Osteprodukter leverer en solid mængde protein og vigtige aminosyrer. Nerveceller er afhængige af disse til korrekt funktion, opbygning af neurotransmittere og reparation af skader.
Under ostens modningsproces dannes der såkaldte bioaktive peptider, som kan have antiinflammatoriske og antioxidante egenskaber. Kronisk betændelse og oxidativt stress er to processer, der er stærkt forbundet med hjernens aldring og udviklingen af neurodegenerative sygdomme.
Tarmmikrobiota og forbindelsen mellem tarm og hjerne
Stadig mere forskning forbinder tarmfloraens sammensætning med hjernens funktion. Et forstyrret mikrobiom ses bl.a. hos personer med Alzheimers sygdom. Fermenteret ost, som klassiske skimmelosttyper, kan være en kilde til probiotiske bakterier, der regulerer den såkaldte tarm-hjerne-akse.
En interessant detalje: i det analyserede studie spiste hele 82,7 procent af deltagerne primært forarbejdet ost, som er fattigere på naturlige bakteriekulturer og visse bioaktive stoffer. Kun 7,8 procent spiste hvidskimmeloste. Alligevel opstod der en beskyttende effekt – hvilket kan tyde på, at flere mindre faktorer spiller ind, og ikke nødvendigvis den probiotiske fermentering alene.
Selv osteprodukter af lavere mikrobiologisk kvalitet kan give en vis fordel for hjernen, hvis de indgår som en del af en bredt afbalanceret kost.
Ost som en del af livsstilen – ikke et mirakelprodukt
Ifølge de japanske data valgte personer, der spiste ost, også oftere andre fødevarer forbundet med bedre helbred i alderdommen: frugt, grøntsager, kød og fisk. Det overordnede billede mindede om en mere varieret kost med flere af de næringsstoffer, hjernen har brug for.
Studiet viste desuden, at denne gruppe ældre klarede sig bedre med såkaldte komplekse daglige aktiviteter: indkøb, måltidsplanlægning og økonomistyring. De klagede sjældnere over hukommelsesproblemer. Det er muligt, at de fra starten befandt sig i en smule bedre helbredsmæssig stand, end statistikken fuldt ud kunne korrigere for.
Spørgeskemaerne viste, at 72,1 procent af ostespiserne spiste ost én til to gange om ugen. Vi taler altså om moderate mængder – ikke daglige store portioner gul ost på brødet.
Hvad er begrænsningerne ved denne type studie?
Forfatterne beskriver åbent analysens svagheder, hvilket giver mulighed for et mere nuanceret blik på resultaterne.
- Ost optrådte kun én gang i spørgeskemaet, ved studiets begyndelse – det vides ikke, om deltagerne ændrede vaner undervejs
- Der blev ikke indsamlet præcise data om portionsstørrelser, så en optimal dosis er svær at fastslå
- Demensdata stammede fra administrative dokumenter og ikke fra fulde neurologiske undersøgelser, hvilket gør det svært at skelne mellem demenstyper
- Genetiske faktorer som APOE-varianten, der er forbundet med høj Alzheimers-risiko, blev ikke inddraget
- Den japanske kontekst er særlig – det gennemsnitlige osteforbrug er der adskillige gange lavere end i mange europæiske lande
Det er vanskeligt at overføre disse resultater direkte til lande som Danmark, hvor ost – særligt gul ost og frisk ost – allerede optræder langt hyppigere på spisebordet.
Er det klogt at spise mere ost med hjernen for øje?
Konklusionerne fra det japanske studie opfordrer ikke til ukritisk at øge ostepортionerne uden grænser. Osteprodukter indeholder en del mættet fedt og salt, og ernæringseksperter har i årtier anbefalet mådehold. På den anden side giver det heller ikke altid mening at udelukke dem fuldstændigt af frygt for kolesterol – særligt ikke når portionen er lille, og resten af kosten bygger på grøntsager, frugt og fuldkorn.
I praksis kan man overveje en enkel strategi: en lille mængde kvalitetsost et par gange om ugen, integreret i måltiderne frem for stærkt forarbejdet pålæg eller salte snacks. Kombineret med motion, blodtrykskontrol, tobaksophør og moderat alkoholforbrug kan dette udgøre et fornuftigt helhedstiltag for hukommelsen efter de 60.
Det er også værd at huske, at hjernen sætter pris på variation. Forskning viser, at kostvaner tæt på Middelhavskost og MIND-modellen er gavnlige for de kognitive funktioner: masser af grønne grøntsager, bær, nødder, olivenolie, fisk og bælgfrugter – samt moderate mængder mejeri, herunder ost. Ost kan være ét element i dette puslespil, men erstatter ikke motion, søvn eller sociale forbindelser.
For danske læsere er der endnu en interessant vinkel: i Japan betragtes ost stadig som et lidt eksotisk produkt, der spises mere lejlighedsvist. Hvis selv et så lavt udgangsforbrug giver en målbar effekt, kan fremtidige studier i lande med en stærk ostekultur – som Danmark – potentielt give meget konkrete anbefalinger om ostetype og portionsstørrelse. Indtil da er det klogeste at betragte de japanske resultater som en opfordring til en afbalanceret kost, hvor en smule ost ikke er et problem – og måske endda er hjernens allierede.
