Da bjerget eksploderede, forstummede naturen
I maj 1980 forvandlede Mount St. Helens i staten Washington sig til et glødende krater. 57 mennesker mistede livet, og tusindvis af hektar skov blev fejet væk eller begravet under aske og pimpsten. Planter, dyr og jordbund forsvandt fuldstændigt. Tilbage stod en steril ødemark, der lignede månens overflade.
Biologer vidste udmærket, at naturlig genopretning af et så hårdt ramt økosystem kunne tage årtier — måske endda århundreder. Så de begyndte at lede efter måder at fremskynde livets tilbagevenden. Og det var netop her, at jordegernene kom ind i billedet.
Et chokerende forslag: at transportere jordegern til en vulkan
Tre år efter udbruddet, i maj 1983, besluttede forskere fra universiteter i Californien og samarbejdende institutioner sig for et eksperiment, som selv inden for forskningsmiljøet blev betragtet som meget dristigt. De fangede nogle få individer, transporterede dem til vulkanens ødelagte skråninger og slap dem løs på to udvalgte områder dækket af pimpsten.
Idéen var enkel: ved at grave gange ville jordegernene bringe fragmenter af den gamle, næringsrige jord op til overfladen — jord fuld af bakterier og svampe, som havde overlevet under det tykke askelag.
Som mikrobiologen Michael Allen fra UC Riverside forklarede år senere, skulle gnaverne — der i landbruget ofte betragtes som skadedyr — her spille rollen som økosystemets gartnere. Deres tunneler ville blande det døde vulkanske materiale med rester af den "gamle" jord og dermed aktivere usynligt liv: mikroorganismer og jordbundssvampe.
Fra et par strå til 40.000 planter
Inden gnaverne blev sluppet løs, talte forskerne den pionervegetation, som var dukket op på pimpstensfladerne. De talte blot et par håndfulde — enkelte grønne totter i et hav af grå.
Jordegernene tilbragte kun én dag på de udvalgte arealer. Kun én dag. Derefter vendte holdet tilbage til sit arbejde og forventede, at eventuelle forandringer først ville være synlige om nogle år.
Seks år senere vendte forskerne tilbage til det samme sted. Og de måtte gnide sig i øjnene af forbløffelse.
På de to arealer, som jordegernene havde gravet igennem, blev der talt omkring 40.000 planter. I det omkringliggende område herskede fortsat tomheden.
Forskellen var slående. De steder, hvor gnaverne havde bearbejdet jorden på deres vis, summede allerede af plantevækst. Ved siden af — på overflader, der ikke var berørt af eksperimentet — lignede landskabet stadig en død månekrater.
Svampenetværket, der ændrede skråningens skæbne
Forklaringen på denne effekt kom først med detaljerede mikrobiologiske analyser, som for nylig blev beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Frontiers. Forskerholdet påviste, at den vigtigste rolle blev spillet af mykorrhizasvampe — fine, trådlignende organismer med en tæt forbindelse til planterødder.
Disse svampe indgår et slags partnerskab med planter. Rødderne leverer produkter fra fotosyntesen, og til gengæld:
- udvider svampene røddernes effektive optagelsesareal,
- hjælper planterne med at optage vand, fosfor og andre mineraler,
- skaber et slags "jordinternet" — et netværk til udveksling af næringsstoffer mellem forskellige planter,
- øger planternes modstandsdygtighed over for stress, tørke og sygdomsfremkaldende organismer.
Da jordegernene begyndte at grave, bragte de svampesporer og bakterier, der lå i dvale i den gamle jord, op til overfladen. Disse fandt straks et nyt hjem i rødderne på de få pionerplanter. Det gensidige samspil mellem planter og svampenetværket satte en kaskade af forandringer i gang: planterne voksede hurtigere, fastholdt flere næringsstoffer og begyndte at brede sig over stadig større arealer.
En effekt, der er synlig 43 år senere
Den nyeste forskning bragte endnu en overraskende oplysning frem. Det viser sig, at det "underjordiske samfund", som jordegernenes arbejde satte i gang, ikke forsvandt efter et par år. Der er gået mere end fyrre år siden eksperimentet, og forskellene mellem forsøgsarealerne og omgivelserne er stadig tydelige.
Mikroorganismer og mykorrhizasvampe danner der stadig et usædvanligt stærkt jordbundsnetværk, som understøtter både voksne træer og yngre planter.
Som medforfatteren til undersøgelsen, mikrobiologen Emma Aronson, beskriver det, falder nåle, grene og andet organisk materiale fra de genvoksende træer ned i denne aktive, svamperige jord. Svampene opfanger værdifulde næringsstoffer fra materialet og transporterer dem videre til rødderne. Takket være dette voksede træerne på disse arealer langt hurtigere, end forskerne havde forventet efter en så stor katastrofe.
Et lille dyr med en enorm indvirkning
I den brede offentlighed optræder jordegern og lignende gnavere ofte som ødelæggere af plæner, marker og diger. Men i naturlige økosystemer kan deres rolle være den stik modsatte — de kan fungere som økologiske arkitekter.
| Jordegernenes rolle i naturen | Effekt på økosystemet |
|---|---|
| Graving af tunneler og transport af jord | Luftning af undergrunden, blanding af jordlag, aktivering af mikroorganismer |
| Gnawing på planter og frø | Udtynding af dominerende arter, plads til nye planter |
| Anlæggelse af huler | Ly for andre dyr, bl.a. insekter og krybdyr |
| At fungere som bytte for rovdyr | Føde til ræve, rovfugle og slanger |
Forskningen fra Mount St. Helens minder os om, at betegnelsen "skadedyr" ofte blot afspejler et menneskeligt perspektiv. For jordbunden og hele fødekæden kan sådanne dyr udgøre et af de mest afgørende tandhjul.
Usynlige alliancer: mikrober, svampe og planter
En af de vigtigste læringer fra forskerholdet handler om det, man ikke kan se med det blotte øje. Som mykologen Mia Maltz fra University of Connecticut understreger, bygger naturen på et net af indbyrdes afhængigheder, hvor mikroskopiske organismer — bakterier, svampe og protozoer — spiller en enorm rolle.
Uden dem ingen varig jordbund, og uden jordbund ingen skov. Vulkanen ødelagde vegetationen, men under det tykke askelag overlevede en del mikroorganismer. Jordegernene åbnede vejen for dem op til overfladen og muliggjorde, at de atter kunne forbinde sig med planterne.
Jo bedre vi forstår disse diskrete afhængigheder, desto bedre er vi rustet til at planlægge genopretningen af ødelagte områder — fra vulkanske ødemarker til minedeponeringer.
Hvad vulkaneksperimentet kan lære os
Historien fra Mount St. Helens er ikke blot en anekdote om en excentrisk idé. Det er en praktisk lektie for alle, der arbejder med rekultivering af arealer efter miner, skovbrande eller industrikatastrofer. I stedet for at hælde tons af gødning ud og plante monokulturer er det værd at se på økosystemet som en helhed.
Eksempler på de konklusioner, som økologer drager:
- det er værd at støtte tilstedeværelsen af gravende dyr på degraderede arealer,
- rekultivering bør ikke blot omfatte plantning af træer, men også genopbygning af jordlivets mangfoldighed,
- lokale, hjemmehørende mykorrhizasvampe kan være mere effektive end importerede "universalblandinger",
- sommetider er ét velplanlagt økologisk impuls nok til, at naturlige processer overtager resten af arbejdet.
I en tid præget af klimaforandringer og et stigende antal ekstreme vejrfænomener får denne tilgang stadig større betydning. Enhver større ødelæggelse — fra skovbrand til vulkanudbrud — rejser det samme spørgsmål: hvordan sikrer vi, at naturen ikke blot genvinder livet, men også bliver mere modstandsdygtig over for fremtidige chok.
Historien om "heltene fra vulkanen" viser desuden, at de mest effektive løsninger ofte er overraskende enkle — og at de bygger på at udnytte dyrs naturlige adfærd frem for at bekæmpe den. I stedet for obsessivt at kontrollere hvert eneste element i naturen er det klogere at forstå, hvordan naturlige processer fungerer, og forsigtigt tilpasse vores handlinger til dem.
