Under Stillehavets bund gemmer sig en gigantisk vulkan større end Mauna Loa

Den største enkeltstående vulkan på Jorden ligner slet ikke en vulkan

Dybt under havoverfladen har forskere stødt på en struktur så enorm, at den fundamentalt ændrer vores forståelse af Jordens opbygning. På en fjern undersøisk slette, over tusind miles øst for Japan, ligger en gigantisk vulkan, der i årevis udgav sig for at være flere adskilte bjerge.

Nu viser forskere, at der er tale om én samlet, kolossal dannelse – og den største kendte vulkan på hele planeten.

Denne gigant bærer navnet Tamu Massif og er en del af den undersøiske forhøjning kaldet Shatsky Rise. I lang tid så geologer på kortene tre separate forhøjninger og betragtede dem som uafhængige strukturer. Ingen af dem havde engang et officielt navn – forskerne omtalte dem spøgefuldt som "den til venstre", "den til højre" og "den største".

Gennembrudet kom, da et hold ledet af geofysiker dr. William Sager fra University of Houston analyserede detaljerede seismiske data. Refleksioner fra lydbølger, der passerede gennem bjergarterne, afslørede noget, som simple dybdekort ikke kan vise: sammenhængende lavastrømme, der forbinder alle tre "bakker" til ét integreret hele.

Tamu Massif dækker et areal på cirka 120.000 kvadrat-miles – omtrent på størrelse med den amerikanske delstat New Mexico. Ingen anden kendt vulkan på Jorden kommer i nærheden af den overflade.

For geologer er det et stærkt argument for, at vi ikke har at gøre med et vulkanfelt bestående af mange eruptionscentre, men derimod med én mægtig skjoldvulkan, der fungerede som ét sammenhængende system.

Skjult to kilometer under havoverfladen

Tamu Massif ligner ikke den klassiske, stejle kegleformede bjerg, vi kender fra billeder af Hawaii eller Etna. Det er en bred, meget flad kuppel, hvis skråninger er så jævne, at man stående på dem næppe ville kunne afgøre, hvilken retning terrænet hælder.

Forskellen i skala er slående: Tamu Massif dækker næsten 60 gange et større areal end Mauna Loa, der hidtil er anset for at være den største aktive vulkan på vores planet. Hele strukturen ligger dog så dybt, at selv de kraftigste havbølger blot udgør et tyndt lag vand over dens top.

En vulkan der konkurrerer med giganter fra Mars

Tamu Massifs dimensioner afviger så markant fra typiske jordiske former, at forskere sammenligner den ikke så meget med andre vulkaner på Jorden, men derimod med Olympus Mons på Mars – det største kendte vulkan i hele Solsystemet, næsten tre gange højere end Mount Everest.

Set fra en geologs synspunkt giver sammenligningen mening, for de to dannelser deler flere kendetegn:

• et enormt areal dækket af én enkelt skjoldvulkan,
• meget jævne skråninger – der minder mere om en lang, blid stigning end et egentligt bjerg,
• opstået fra meget store mængder magma, der strømmede fra én dominerende kilde.

Ifølge datering af bjergarterne dannede Tamu Massif sig for cirka 145 millioner år siden, i den tidlige kridttid. På geologisk tidsskala var det en relativt pludselig hændelse: giganten "byggede sig op" på forholdsvis kort tid, hvorefter den magmatiske aktivitet i området hurtigt ebbede ud.

Sådan en massiv, men relativt kortvarig magmaimpuls fra Jordens dybe kappe giver forskerne en sjælden mulighed for at følge, hvordan én ekstrem begivenhed kan omforme hele afsnit af havbunden.

Hvorfor Tamu Massif forblev i mørket så længe

Det kan virke overraskende, at planetens største vulkan først for nylig fandt vej til videnskabelige forsiders. Det er imidlertid en logisk konsekvens af flere sammenfaldende faktorer.

Vanskeligt terræn og en vildledende form

Det område, hvor Tamu Massif befinder sig, er det dybe Stillehav – et sted, der kræver dyr og kompliceret logistik. Enhver forskningsekspedition indebærer uger til søs og brug af specialskibe udstyret med sonar, seismisk udstyr og evnen til at sænke instrumenter flere kilometer ned.

Selve vulkanens form bidrog også til forvekslingen. Tamu Massif er så flad, at den på de tidligste kort lignede flere bløde pukkler på havbunden, adskilt af svage fordybninger. Sådanne data kunne roligt fortolkes som flere uafhængige eruptionscentre snarere end én sammenhængende struktur.

Seismisk "røntgen" af havbunden

Det var først moderne seismiske teknikker, der gav et klart billede af det indre af denne del af jordskorpen. Lydbølger sendes ned gennem havbunden, reflekteres fra de successive bjerglagslag og vender tilbage til sensorer ved overfladen. Analyse af forsinkelserne og bølgeformernes form gør det muligt at genskabe en tredimensionel model af urgamle lavastrømme.

I Tamu Massifs tilfælde viste det sig, at de samme lavaformationer strækker sig uafbrudt over enorme afstande, hvilket peger på ét samlet magmasystem. Dette billede lader sig vanskeligt forene med forestillingen om tre uafhængige vulkaner, og derfor foreslog holdet en ny fortolkning: alt, hvad man tidligere opdelte i tre dele, er i virkeligheden én enkelt gigantisk skjoldvulkan.

Hvad denne gigant fortæller os om Jordens indre

En så stor struktur kunne ikke opstå fra blot et par almindelige udbrud. Forskerne antager, at der under Tamu Massif engang virkede en usædvanligt kraftfuld magmatisk "motor", drevet af Jordens varme kappe. Sådanne episoder forbindes ofte med såkaldte store magmatiske provinser – perioder, hvor kolosale mængder lava strømmer op fra planetens indre til overfladen.

Massive basaltudstrømninger på landjorden efterlader typisk vidt udbredte bjergartsdækker og kædes undertiden sammen med globale klimaforandringer og endda masseudslettelser. Tamu Massif repræsenterer et lignende fænomen – blot gemt under Stillehavets vande og bevaret som et tykt lag basalt i den oceaniske jordskorpe.

At forstå, hvordan denne vulkan opstod, hjælper os med at afkode Jordens historie – fra kappens arbejde til atmosfærens og havenes reaktioner på store vulkanske episoder.

Hvad dette kan betyde for fremtidig forskning

Tamu Massif er allerede inaktiv, men rummer stadig enorme mængder data. Nye boringer og magnetiske målinger i området kan præcisere, hvor hurtigt lavaen opbyggede sig, hvad magmaens sammensætning var, og hvilke forhold der herskede på havbunden for 145 millioner år siden. Det giver igen bedre mulighed for at kalibrere modeller af forhistorisk klima og simulationer af pladetektonikkens bevægelser.

For den almindelige læser er det måske særligt fascinerende, at en så vældig struktur i dag nærmest ikke påvirker menneskers dagligliv direkte – den erupterer ikke, skaber ingen tsunamier og ryger ikke som Etna. Dens rolle består snarere i at minde os om, hvor dynamisk vores planet har været og stadig er, selv når de fleste processer forløber lydløst i mørket under flere kilometers vand og årtiers kilometer af bjergart.

Det er også værd at huske, at Tamu Massif ikke nødvendigvis er den eneste kolos af sin slags. Andre dele af verdenshavene er endnu dårligere kortlagt. Hvis lignende strukturer gemmer sig under Atlanterhavet eller i det sydlige Stillehavs dybder, kan Jordens geologiske kort i fremtiden ændre sig mindst lige så meget, som de gjorde, da denne ene, hidtil største vulkanske gigant blev afsløret.