Bjerget der forvandlede skov til ødemark
Livet på Mount St. Helens stod nærmest stille efter det voldsomme vulkanudbrud. En gruppe forskere besluttede sig for at forsøge noget usædvanligt – et eksperiment, som ingen rigtig turde tro på.
De udsatte et lille, jordgravende pattedyr på de golde vulkanske arealer, hvor stort set ingenting ville gro. De forventede sig meget lidt. Det, de i stedet fik at se, var en lavine af forandringer, der nu har varet i mere end fire årtier og stadig forbløffer videnskaben.
Et udbrud der udslettede alt liv
Da Mount St. Helens eksploderede i maj 1980, var det et af de mest destruktive vulkanudbrud i amerikansk historie. Enorme skovområder blev begravet under lag af goldt pimpsten og aske. Træerne væltede som tændstikker, og den tidligere frugtbare jord ophørte med at eksistere.
Planter havde næsten umulige betingelser for at slå rod. Botanikere registrerede kun en håndfuld arter, der formåede at overleve eller finde fodfæste under de ekstreme vilkår. Tegnene på genopvækst var svage, spredte og usandsynligt langsomme.
På visse forsøgsfelter kunne man blot få år efter udbruddet tælle et par dusin planter i alt. For et område der engang var dækket af tæt skov, var det nærmest fuldstændig tomhed.
For nogle forskere var dette en ideel testgrund til at undersøge, hvordan naturen kan rejse sig efter en total katastrofe – og om man forsigtigt kan hjælpe den på vej.
Den usandsynlige helt: et lille gnaver med store poter
I 1983 satte et forskerhold en ret vild idé i værk. På udvalgte dele af det vulkanske ødeland introducerede de pocket gophers – små gnavere, som de fleste landmænd betrakter som skadedyr, fordi de graver marker og plæner op.
Disse dyrs særlige egenskab er deres levevis. Gophers bruger næsten hele dagen på at grave tunneler og skubbe jord fra dybere jordlag op til overfladen. Forskerne antog, at dyrene dermed også bragte sovende mikroorganismer, rester af den gamle frugtbare jordprofil og en smule organisk materiale med op.
- Gnaverne tilbringer det meste af livet under jorden
- De transporterer dybere jordlag op til overfladen
- De opbryder den sammenpakkede, forstenede aske
- De skaber et netværk af kanaler, hvorigennem vand og luft kan trænge ned
Planen var simpel: lade dyrene gøre, hvad de altid gør, og observere, hvordan vegetationen reagerede. Ingen regnede med et gennembrud. Snarere en lille, akademisk fodnote.
Fra en snes planter til 40.000 eksemplarer
De første år gav ingen spektakulære resultater. Efter udbruddet kunne man inden for forsøgsområdet tælle blot en snes planter, spredt som tilfældige grønne pletter på en grå baggrund. Forandringen udeblev i de første sæsoner.
Seks år efter gnavernes introduktion vendte forskerne tilbage til forsøgsstedet. Det, de mødte, passede slet ikke til deres tidligere forudsigelser. Felterne med gophers boblede bogstaveligt talt af liv.
På de arealer, hvor der tidligere voksede en snes planter, talte man nu over 40.000 eksemplarer. Lige ved siden af lå stadig næsten døde strækninger, som de underjordiske pattedyr ikke havde bearbejdet.
Kontrasten mellem felterne med gnavere og kontrolarealet var slående. Hvor jorden ikke var blevet gravet op, kæmpede planterne stadig om hver centimeter, og store dele af landskabet lignede en grå, betonagtig ødemark.
Det usynlige liv: bakterier og svampe i aktion
Yderligere analyser viste, at de opgravede jordbunker kun var en del af historien. Den jord, som gophers transporterede til overfladen, var bogstaveligt talt propfyldt med mikroorganismer. Blandt dem spillede bakterier og mykorrhizasvampe en afgørende rolle.
Mykorrhizasvampe danner et overordentlig nyttigt samarbejde med planterødder. Svampenes tråde omslutter eller trænger direkte ind i de fine rodspidser og øger dermed markant deres optageareal. Planten kan herved optage næringsstoffer og vand fra jorden, som ellers ville være utilgængeligt – særligt vigtigt i et hårdt, vulkansk underlag.
Forskning offentliggjort i tidsskriftet Frontiers viste følgende:
| Hvad gør mykorrhizasvampe? | Effekt for planterne |
|---|---|
| Øger optagelsen af vand og fosfor | Planterne klarer sig bedre i tørke og næringsfattig jord |
| Hjælper med at nedbryde dødt materiale | Værdifulde mineraler returnerer til jordbunden |
| Forbinder forskellige planter i et netværk | Muliggør udveksling af stoffer og støtte til svagere planter |
Det hold, der ledes af Emma Aronson, bemærkede, at disse underjordiske netværk ikke blot støttede græsser og mindre urter. De havde også en tydelig indvirkning på genopvæksten af træer, hvis nåle og blade efter at have visnet blev til nyt brændstof for hele jordsystemet.
Underjordiske økosystemer slukker ikke efter et par år
De mest interessante data kom, da forskerne vendte tilbage til Mount St. Helens årtier senere. Mange forventede, at forskelle mellem felterne var udvisket, og at sporene fra det gamle eksperiment var forsvundet med tiden.
Det modsatte viste sig at være tilfældet: De mikrobiologiske samfund, som gnavernes aktivitet havde sat i gang, fungerede stadig, og de omdannede arealer adskilte sig tydeligt fra de tilstødende, næsten livløse overflader.
Som Aronson beskrev det, er forskellen mellem gammel skovbund, hvor mikrobielle netværk arbejder på fuld kraft, og et fuldstændig livstømt, ryddet areal, nærmest chokerende. Ét sted en rig duft af muld, masser af rødder og svampetråde – det andet sted et grått, løst materiale uden struktur og næsten uden duft.
Økosystemet som dominobrikker: fra én art til et helt netværk
Eksperimentet med gophers viste, i hvor høj grad et økosystem minder om en række dominobrikker. Indførelsen af ét tilsyneladende ubetydeligt element kan sætte en lavine af forbundne processer i gang.
I dette tilfælde så kæden nogenlunde sådan ud:
- Gnaverne løsner og blander asken med den dybere jordbund
- Mikroorganismer og rester af gammelt organisk materiale bringes til overfladen
- Frø transporteret af vind og dyr begynder at nå jordbunden
- Bakterier og svampe støtter spiring og vækst under barske vilkår
- Planter stabiliserer jordbunden, beskytter den mod erosion og tilfører nye organiske rester
- Flere arter dukker op – fra insekter til større dyr
Resultatet er, at der ud af en næsten livløs overflade opstår en kompleks mosaik af levesteder, hvor hver ny plante og hvert nyt dyr bidrager med sin egen lille byggesten til genopbygningen.
Hvad historien fra Mount St. Helens lærer os
For forskere, der beskæftiger sig med klima og naturgenopretning, er denne historie et vigtigt signal. Den viser, at en effektiv reparation af naturen sommetider ikke kræver store maskiner eller dyre programmer, men snarere en klog udnyttelse af de processer, naturen allerede har indbygget.
Det betyder ikke, at man bare kan slippe gnavere løs overalt. Hvert økosystem har sin egen dynamik, sine alliancer mellem arter og sin egen historie. Ét sted spiller gravende pattedyr den afgørende rolle, et andet sted kan det handle om at genetablere bestande af regnorme, skarnbasser eller bestemte træarter.
Historien fra Mount St. Helens minder os også om, at der under vores fødder foregår langt mere, end vi ser. Mykorrhizasvampe, jordbakterier og andre mikroskopiske organismer skaber et netværk, uden hvilket skov simpelthen ikke kan fungere normalt. Det ser man tydeligt de steder, hvor jordbunden er ødelagt af overdreven skovfældning, tungt maskineri eller kemikalier.
Sådan kan denne viden bruges i praksis
Inden for genopretning af postindustrielle arealer ødelagt af minedrift eller skovbrande tales der i stigende grad om en såkaldt økologisk tilgang. I stedet for blot at planere terrænet og så en blanding af græsser tager specialister hele det biologiske bagland, usynligt for øjet, med i betragtning.
I praksis kan det betyde blandt andet:
- Indførelse af passende mykorrhizasvampearter sammen med træsætlinger
- Beskyttelse eller genetablering af gravende dyr, der forbedrer jordens struktur
- Begrænsning af tungt maskineri, der komprimerer jordbunden og ødelægger underjordiske gange
- Brug af planterester og kompost som "brændstof" til mikroorganismer
For den almindelige haveejer eller kolonihavebruger giver en del af disse principper også mening. I stedet for obsessivt at bekæmpe hver eneste muldvarp eller markmus kan det sommetider være værd at spørge sig selv, om deres tilstedeværelse ikke netop er et tegn på en levende, åndende jordbund. Der er selvfølgelig behov for kompromiser – ingen ønsker indsunkne bede – men total udryddelse af alle "gravere" tjener ikke altid jorden bedst.
Historien fra Mount St. Helens minder os om, at det, der ikke er synligt for det blotte øje, ofte er det afgørende. Nogle få små pattedyr og milliarder af mikroskopiske organismer formåede at bringe liv tilbage til et sted, der for ikke så længe siden kun bestod af aske og sten. For fremtiden for ødelagte økosystemer er det en af de mest lovende lektioner fra de seneste årtier.
