En ubehagelig sandhed gemt i klimarapporterne
Ny forskning viser, at strategierne til at bremse den globale opvarmning ikke blot påvirker CO2-regnskabet — de ændrer også, hvor meget mad der reelt havner på verdens tallerkener. Øget brug af bioenergi og storstilet skovplantning reducerer landbrugsarealet, mens højere CO2-afgifter presser produktionsomkostningerne op. På den anden side betyder renere luft mindre ozon nær jordoverfladen og dermed større kornhøster. Det handler om titusindvis af millioner menneskers adgang til mad.
Opvarmningen stoppes, sulten accelererer? Et ubehageligt paradoks
Global klimapolitik har ét klart mål: at holde den gennemsnitlige temperaturstigning på omkring 1,5°C. I praksis kræver det hurtig emissionsreduktion, udbredt brug af bioenergi og intensiv skovrejsning. Alt dette ser godt ud i emissionsrapporter — men det begynder at konkurrere med landbruget om den samme begrænsede ressource: jord.
Et internationalt forskerhold har analyseret seks globale agroøkonomiske modeller, der er komplekse simuleringer, som kombinerer klima, økonomi og landbrug. Deres beregninger viser, at hvis verden holder sig til en kurs i overensstemmelse med 1,5°C-grænsen, kan antallet af mennesker truet af sult stige med yderligere 56 millioner inden 2050 sammenlignet med et basisscenarie. Det svarer til en stigning på cirka 17 procent.
Klimascenarier i overensstemmelse med 1,5°C-målet vil uden supplerende tiltag inden for landbruget betyde, at titusindvis af millioner flere mennesker udsættes for underernæring.
Det er væsentligt at bemærke, at referencescenariet — uden sådanne ambitiøse tiltag — i sig selv forudsiger en tydelig forbedring. Antallet af sultramte forventes at falde fra de nuværende ca. 720 millioner til omkring 330 millioner ved midten af dette århundrede. Skærpede klimapolitikker bremser denne positive tendens og vender den i visse regioner ligefrem om.
Hvorfor den grønne omstilling presser madpriserne op
To mekanismer er afgørende her: konkurrencen om jord og stigende produktionsomkostninger.
- Bioenergi og skovrejsning — dyrkbare marker omdannes til plantager med energiafgrøder eller til skove, der skal absorbere CO2. Fødevareproduktionen falder, fordi der simpelthen mangler plads til at dyrke korn og olieplanter.
- CO2-afgifter — højere energipriser rammer hele fødevarekæden. Gødning, elektricitet, brændstof til maskiner og transport bliver dyrere. De øgede omkostninger væltes over på forbrugerne, hvilket rammer de fattigste særligt hårdt.
I lav-indkomstlande kan selv en lille prisstigning på basisvarer betyde, at folk springer måltider over. I udviklede lande mærker vi det som dyrere indkøbskurve, mens det i de mindst udviklede lande kan udgøre en reel sulterisiko.
En skjult allieret: renere luft og større høster
Forskerne har fremhævet et element, der tidligere stort set blev ignoreret i lignende analyser: luftkvalitetens indvirkning på afgrødeudbyttet. Her spiller troposfærisk ozon en central rolle — den ozon, der dannes nær jordoverfladen fra en blanding af forskellige forureningsstoffer og sollys.
Dette er ikke det "gode ozonlag" højt oppe i atmosfæren. Nær jordens overflade virker ozon som gift for planter. Det trænger ind i bladene, beskadiger vævet og forstyrrer fotosyntesen. Planten bruger energi på at reparere skader i stedet for at opbygge kerner eller frugter. Korn som hvede, ris og majs lider allermest.
Når vi reducerer drivhusgasemissioner, mindsker vi sædvanligvis også udledningen af de forbindelser, der danner ozon nær jordoverfladen — herunder metan og kvælstofoxider. Klimapolitikkens bivirkning er altså positiv: mindre ozon, sundere planter, højere udbytte.
Reduktion af luftforurening kan resultere i milliarder af ekstra brød, inden vi overhovedet medregner effekten af selve opvarmningen.
Ifølge de omtalte simuleringer ville denne "ozonlette-effekt" kunne neutralisere omkring 15 procent af den øgede sulterisiko, der følger af klimapolitikkerne. Omregnet til mennesker svarer det til cirka 8,4 millioner personer, der undgår at havne i underernæringsstatistikkerne inden 2050.
Hvorfor tidligere analyser ramte langt ved siden af
Mange ældre undersøgelser fokuserede udelukkende på konkurrencen om jord, stigende omkostninger og temperaturens direkte indvirkning på afgrøder. Luftkvalitet blev behandlet overfladisk eller helt udeladt. Det betød, at estimaterne for klimapolitikkernes effekt på fødevaresikkerheden var overdrevent pessimistiske.
Først ved at kombinere klimamodeller, luftkvalitetsdata og landbrugsøkonomi tegner der sig et mere fuldstændigt billede. Renere luft eliminerer ikke sulterisikoen, men dæmper den delvist. Det er et signal om, at man ved planlægningen af energiomstillingen bør se bredere end blot reduktion af CO2-udledning i ton.
Afrika og Indien: regioner hvor millioner af tallerkener er på spil
Fordelene ved renere luft fordeler sig ikke jævnt. De regioner, der vinder mest, er dem, hvor der for det første er meget sult i dag, og for det andet dyrkes afgrøder, der er særligt følsomme over for ozon.
Analysen viser, at Subsaharisk Afrika og Indien tilsammen tegner sig for omkring 56 procent af det samlede fald i sulterisiko, der kan tilskrives lavere ozonniveauer og forbedrede høster. I begge tilfælde drejer det sig om hundredvis af millioner mennesker, der er afhængige af lokal landbrugsproduktion.
| Region | Andel af det globale fald i sulterisiko takket være mindre ozon | Primær faktor |
|---|---|---|
| Indien | ca. 39% af den lokale negative effekt af klimapolitikker kompenseres | Større hvedehøster |
| Subsaharisk Afrika | ca. 8% af den lokale negative effekt kompenseres | Moderat reaktion fra majs- og sojaafgrøder |
Indien drager særlig stor fordel, fordi hvede tåler høje ozonniveauer meget dårligt og samtidig udgør grundpillen i den lokale kost. I Afrika er situationen mere kompleks: majs og andre arter dominerer, og de er mindre følsomme over for netop denne form for forurening — så forbedret luftkvalitet giver en mindre bonus der.
Emissionsreduktion alene er ikke nok — landbruget skal forandres
I de fleste analyserede modeller øger ambitiøs klimapolitik stadig sulterisikoen relativt til basiscenariet — selv når man medregner effekten af renere luft. Det er et stærkt signal om, at strategien "vi reducerer emissioner og håber, resten ordner sig selv" er utilstrækkelig.
Klimapolitik uden hensyntagen til fødevarer virker som medicin med kraftige bivirkninger. Den skal ordineres sammen med en terapeutisk støtte til landbruget.
Forskerne peger på flere centrale områder, som regeringer og organisationer bør prioritere sideløbende med emissionsreduktioner:
- Øget landbrugsproduktivitet — investeringer i frø, der er mere modstandsdygtige over for tørke, høje temperaturer og forurening; bedre vandingssystemer; støtte til moderne, men bæredygtige landbrugspraksisser.
- Klogere arealanvendelse — planlægning af, hvor det kan betale sig at plante skov, og hvor landbrugsjord for alt i verden skal bevares; beskyttelse af de mest frugtbare jorde mod overdrevet pres fra bioenergisektoren.
- Reduktion af madspild — kortere forsyningskæder, bedre oplagring, bekæmpelse af tab efter høst i fattigere lande og af madspild i rigere lande.
Hvad betyder det for den almindelige forbruger
Selvom de nævnte tal handler om globale scenarier, vil deres konsekvenser før eller siden også ramme den danske forbruger. Priserne på korn, olier og kød er i stigende grad forbundet med det internationale marked. Hvis klimapolitikken presser produktionsomkostningerne op i mange regioner, vil vi mærke det i prisen på brød og kød i den lokale butik.
På den anden side er investeringer i ren luft og moderne landbrug ikke blot lavere udgifter til astmamedicin — det er også større prisstabilitet på mad. Mindre ozon nær jordoverfladen betyder ikke kun sundere lunger, men også sundere marker.
Fødevaresikkerhed vil blive ved med at vende tilbage som tema
I klimadebatten høres begrebet "retfærdig omstilling" stadig oftere. Normalt forstår vi det som beskyttelse af arbejdspladser, energipriser og adgang til transport. Det bliver stadig tydeligere, at der mangler endnu et element i dette puslespil — en fuld tallerken.
I de kommende år vil rapporter om klimapolitik i stigende grad forbinde emissionsprognoser med analyser af landbrug, luftkvalitet og sultniveauer. Det vil tvinge regeringer til at tænke bredere: ikke blot på, hvor meget CO2 der kan "skæres væk", men også på, om der i processen bliver mangel på brød, ris eller majs til de fattigste.
For mange kan det lyde abstrakt, men i praksis omsættes det til konkrete valg: hvilke produkter tilskudsprogrammer fremmer, hvilke teknologier der tages i brug på markerne, og om vi spilder mad eller lærer at sætte pris på den. Disse beslutninger afgør, om kampen mod klimakrisen samtidig kan blive en mulighed for mere stabil og retfærdig fødevareforsyning — eller snarere endnu en kilde til spændinger og humanitære kriser.
