Honning, agavesirup og sukker ved diabetes: hvad er egentlig sikkert?

Diabetes og sødme: hvorfor er det overhovedet et problem?

Dengang var det enkelt – en teskefuld sukker i kaffen, ingen videre tanker. Men efter en diabetesdiagnose begynder selv den mindste sødme at have betydning: for blodsukkeret, vægten og risikoen for følgesygdomme. Og stik imod den gængse opfattelse er hverken honning eller "naturlig" agavesirup nødvendigvis det mindre onde.

Hos en rask person producerer bugspytkirtlen insulin, som hjælper med at transportere glukose fra blodet ind i cellerne. Ved diabetes fungerer denne mekanisme dårligt – enten er der for lidt insulin, eller kroppen reagerer svagere på det. Selv en lille portion let fordøjelige kulhydrater kan derfor få blodsukkeret til at stige kraftigt.

Det er netop grunden til, at læger lægger så stor vægt på:

• mængden af kulhydrater i kosten,
• hvor hurtigt de optages – altså det glykæmiske indeks,
• kalorieindholdet, da overvægt yderligere forværrer sygdomsforløbet.

En person med diabetes behøver ikke opgive sød smag fuldstændigt. Men vedkommende skal træffe meget bevidste valg om kilder og mængder.

Er honning bedre end almindeligt sukker?

Honning betragtes bredt som et "sundt" produkt. Det indeholder spormængder af vitaminer, mineraler og antiinflammatoriske stoffer. Set fra en diabetikers perspektiv er det dog andre fakta, der tæller.

Honningens sammensætning og blodsukkeret

Typisk honning består primært af følgende:

Honningens glykæmiske indeks er ganske vist lidt lavere end hvidt sukkers, men det er stadig højt. En teskefuld honning har stort set samme kalorieindhold som en teskefuld sukker og tæller fuldt ud som en portion hurtigt optagelige kulhydrater.

Hvornår kan honning tillades ved diabetes?

Diætister tillader ind imellem meget små mængder honning – men udelukkende til personer med velreguleret blodsukker, som:

• kan indregne kulhydraterne i dagens samlede budget,
• måler blodsukkeret regelmæssigt og kan se, hvordan kroppen reagerer på tilsætningen,
• ikke lider af svær fedme, fedtlever eller forhøjede triglycerider.

Hos mange diabetikere kan selv én teskefuld honning løfte blodsukkeret mærkbart. "Naturlig" betyder ikke blodsukker-neutral.

Agavesirup – en ven eller smart indpakket sukker?

I årevis blev agavesirup markedsført som et fit-alternativ til sukker for mennesker med insulinresistens og diabetes – primært fordi det har et relativt lavt glykæmisk indeks. I virkeligheden er billedet langt mere nuanceret.

Hvorfor har agavesirup et lavt glykæmisk indeks?

Agavesirup indeholder meget store mængder fruktose – ofte over 70%. Fruktose hæver blodglukoseniveauet langsommere og mere afdæmpet, hvilket får tallet i tabellen over glykæmiske indeks til at se tiltalende ud. Men det kan være vildledende.

Ved større fruktoseindtag stiger risikoen for:

• fedtlever,
• forhøjede triglyceridniveauer,
• vægtøgning særligt omkring maven,
• forværring af insulinresistens.

Paradoksalt nok kan langvarigt og rigeligt brug af agavesirup altså forstærke de metaboliske problemer, som en person med diabetes i forvejen kæmper med.

Bedre end sukker og honning – eller slet ikke?

Set udelukkende ud fra blodsukkerstigningen efter et måltid kan agavesirup virke mildere end almindeligt sukker. Men den tilsyneladende "besparelse" på blodsukkerfronten betales med øget belastning af lever og blodlipider. Netop derfor fraråder mange specialister nu agavesirup til personer med forstyrrelser i kulhydratstofskiftet.

Agavesirup er ikke noget magisk sødemiddel for diabetikere. Det er koncentrerede sukkerarter – blot fordelt anderledes end i hvidt sukker.

Hvilken rolle kan kaloriefriste sødestoffer spille?

Bordsødestoffer og intenst sødende stoffer er fristende, fordi de leverer næsten nul kalorier og ikke direkte hæver blodglukoseniveauet. I praksis kræver brugen af dem dog fornuft og overblik.

Typer af sødestoffer, som diabetikere møder

• Polyoler (f.eks. erythritol, xylitol, maltitol) – indeholder færre kalorier end sukker, optages langsommere og kan i større mængder give oppustethed og diarré.
• Syntetiske intensive sødestoffer (f.eks. aspartam, acesulfam K, saccharin) – meget søde selv i minimale mængder, hæver ikke blodsukkeret og anses for sikre i tilladte mængder, selv om de stadig debatteres.
• "Plantebaserede" sødestoffer (f.eks. stevia) – hæver heller ikke blodsukkeret væsentligt, er intenst søde, men har en særegen eftersmag, som ikke falder alle i smag.

Hvad skal man være opmærksom på ved sødestoffer?

Sødestoffer kan hjælpe med at sænke kostens kalorieindhold og forbedre blodsukkerkontrol, når de erstatter sukker i te eller drikkevarer. Det sker dog, at de fungerer som et "grønt lys" til tankeløst at spise søde "light"-produkter i store mængder.

Et sødemiddel i drikken neutraliserer ikke effekten af en hvid bolle, sukkerholdige saucer eller en stor portion ris i det samme måltid. Hele tallerkenens sammensætning tæller stadig.

Hvad kan en diabetiker konkret gøre?

Det spørgsmål, de fleste stiller, er: "Må jeg spise honning?" eller "Kan jeg bruge agavesirup?" Men det langt vigtigere spørgsmål er: "Hvordan ændrer jeg generelt mine vaner over for sød smag, så det bliver lettere at holde blodsukkeret stabilt?"

Strategier til at begrænse sød smag

• Reducer gradvist mængden af sødemiddel – en halv teskefuld mindre hver par uger.
• Skift til sødme fra hele frugter frem for saft eller sirupper.
• Vælg naturligt mindre søde produkter – f.eks. naturyoghurt i stedet for vanilje, og tilsæt selv lidt frugt.
• Lær at læse varedeklarationer – sukker skjuler sig under mange navne, fra glukose-fruktosesirup til koncentreret frugtsaft.

Tidspunkt og sammenhæng spiller også en rolle. Den samme portion kulhydrater opfører sig forskelligt, alt efter om den spises:

• sammen med protein og fedt,
• i selskab med kostfibre fra fuldkorn og grøntsager,
• på en fysisk aktiv dag,

– sammenlignet med at drikke den hurtigt som en sød drik på tom mave.

Honning, agave og sødestoffer set i lyset af den samlede livsstil

Det giver ingen mening at vurdere ét enkelt produkt løsrevet fra den øvrige livsstil. En teskefuld honning i grøden hos en person, der går en daglig tur, holder vægten og tjekker blodsukkeret regelmæssigt, har en helt anden betydning end den samme honning hos en person med stillesiddende hverdag og ustabilt blodsukker.

Kroppens reaktion påvirkes bl.a. af:

• hvilken medicin eller insulin der tages,
• tidspunktet for indtagelse – om aftenen stiger blodsukkeret ofte mere end om morgenen,
• den fysiske aktivitet i løbet af dagen,
• leverens tilstand og blodlipidniveauet.

Det samme produkt kan for én person være "acceptabelt i lille mængde", mens det for en anden er uhensigtsmæssigt. Variationerne i diabetesforløb er enorme.

Praktiske eksempler og typiske fælder

Forestil dig en morgenmad: et stykke fuldkornsbrød med hytteost, tomat og et tyndt lag honning på den ene skive. For nogle patienter, efter aftale med en diabetesspecialist og indregnet i kulhydratplanen, kan det sagtens accepteres. En helt anden situation opstår med: en hvid bolle, frugtsaft, sødet yoghurt og te med agavesirup – her stiger den glykæmiske belastning eksplosivt, selv om man formelt set næppe har brugt "sukker".

En hyppig fælde er troen på, at produkter mærket "til diabetikere" kan spises uden begrænsning. En bar sødet med polyoler leverer stadig energi, kan hæve blodsukkeret og forårsage tarmgener, hvis man spiser flere ad gangen.

Det er også værd at huske, at smagsløgene vænner sig til stadig stærkere søde stimuli. Når kosten domineres af meget intenst sødende stoffer, kan et almindeligt æble virke uattraktivt. Det gør det sværere at vende tilbage til enkle, mindre forarbejdede fødevarer.

Mange finder det nyttigt at føre en kort dagbog: hvad spiste jeg, hvad var blodsukkeret før og efter, oplevede jeg voldsomme sultanfald? Efter et par uger tegner der sig et billede af, hvilke produkter – honning, agavesirup eller sødestoffer – kroppen reagerer mest problematisk på. Denne indsigt, kombineret med rådgivning fra læge eller diætist, er langt mere værdifuld end et "fit"-mærkat på emballagen.