To barndomsminder, der fremmer lykken i voksenlivet

Hvad forskningen siger: barndom og livstilfredshed

Psykologer peger på, at bestemte billeder fra barndommen følger os hele livet og stille og roligt former vores evne til at føle lykke som voksne.

Det handler ikke om én enkelt begivenhed, men om en bestemt type minder, der dukker op i bevidstheden på de mest uventede tidspunkter. Ny forskning tyder på, at to grupper af sådanne oplevelser tydeligt øger chancerne for bedre psykisk og fysisk helbred i voksenlivet.

Ifølge et studie publiceret i tidsskriftet Health Psychology fungerer hukommelsen ikke blot som et arkiv over fortiden. Den er snarere et filter, vi ser nutiden igennem og bruger til at planlægge fremtiden. Forskerne analyserede data fra over 22.000 personer og sammenlignede deres barndomsminder med deres velvære mange år senere.

De deltagere, der huskede barndommen som præget af varme og støtte, beskrev sig selv oftere som sundere og mere tilfredse med livet i midten og slutningen af livet.

Det viste sig, at ikke alle minder vejer lige tungt. To typer oplevelser dukkede op så konsekvent og med så tydelig en indvirkning på helbredet, at forskerne fremhævede dem som afgørende for voksnes trivsel.

To minder, der gør en forskel

1. Billeder fyldt med ømhed og nærhed

Den første kategori er minder forbundet med ømhed fra en forælder – særligt moderen, som i mange af deltagernes barndom var den primære omsorgsperson. Det kan være meget forskellige scener: et kram efter en hård dag, en stille oplæsning før sengetid eller fornemmelsen af, at nogen lyttede tålmodigt.

Personer, der vender tilbage til sådanne erindringer, kæmper sjældnere med depressive symptomer som voksne. De vurderer også oftere deres helbred som godt eller meget godt. Studiet antyder, at følelsesmæssig varme i barndommen styrker den psykiske modstandskraft og gør det lettere at håndtere stress i de efterfølgende år.

• en stærkere oplevelse af tryghed i relationer
• større lethed ved at bede om hjælp
• lavere risiko for kronisk anspændthed og angst
• tendens til at bedømme sig selv mere mildt

Disse minder behøver ikke handle om store gestus. Ofte er det små, gentagne situationer, som fra barnets perspektiv byggede en grundlæggende overbevisning: „Jeg er vigtig, og nogen bekymrer sig om mig."

2. Oplevelsen af reel støtte

Den anden type minder er dem, hvor barnet mærker, at det ikke står alene med sine problemer. Det drejer sig om billeder, hvor en forælder eller en anden voksen stiller sig på barnets side – hjælper med at løse en konflikt i skolen, opmuntrer til at prøve igen efter et nederlag eller lytter frem for at bagatellisere følelserne.

Deltagere, der huskede deres forældre som støttende i svære stunder, havde i de senere år færre fysiske gener og færre depressive symptomer – og det gjaldt selv adskillige år efter den første måling.

Bemærkelsesværdigt nok svækkedes disse minders betydning ikke med alderen. Forskerne fremhæver, at selv hos ældre mennesker hang billedet af en støttende forælder stadig sammen med bedre psykisk og fysisk velvære.

Hvorfor følelsesmæssig hukommelse har så stor indflydelse

Den følelsesmæssige hukommelse arkiverer ikke fakta som en harddisk. Den væver dem i stedet til en fortælling om, hvem vi er, og hvad vi kan forvente af andre. Hvis den fortælling lyder nogenlunde sådan: „Når det er svært, kan nogen hjælpe mig", former den voksenlivet på en ganske anden måde end narrativet: „Jeg må klare mig selv, ingen forstår mig."

Forskningen viser, at positive barndomsminder har følgende potentielle effekter:

Det handler ikke blot om, at rare minder „forbedrer humøret". De er med til at bestemme, hvilke beslutninger vi træffer i dag – om vi griber ud efter stimulanser eller ringer til en ven; om vi udskyder lægebesøget eller bestiller en tid.

Hvad hvis barndommen ikke var ideel?

Mange vil, når de læser om mindernes indflydelse, automatisk tænke: „Jeg har næsten ikke sådanne billeder." Det er udbredt, særligt hos voksne, der voksede op i en tid, hvor man sjældent talte om følelser i hjemmet. Men manglen på ideelle minder betyder ikke, at man er dømt til et dårligere liv.

Psykologer understreger, at hukommelsen delvist kan „omskrives", og at manglen på ømhed i barndommen til en vis grad kan kompenseres gennem trygge relationer og personlig udvikling i voksenlivet.

Kroppen lærer nye reaktioner hele livet igennem. Kontakt med venligtsindede mennesker, terapi, mindfulness-praksisser og endda det at føre en taknemlighedsdagbog ændrer gradvist det, hjernen har vænnet sig til fra fortiden. Det er en proces – men en mulig en.

Sådan bygger du bevidst gode minder – for dig selv og dine børn

Enkle gestus, der betaler sig i årevis

Forældre bekymrer sig ofte for, at de ikke tilbyder børnene spektakulære oplevelser. Set fra forskningens vinkel er noget andet vigtigere end dyre rejser: regelmæssig ømhed og støtte, selv på en helt almindelig dag.

• en kort snak inden sengetid om, hvordan dagen gik
• et kram efter et skænderi frem for lang tavshed
• interesse for det, barnet holder af – ikke kun karaktererne
• at dukke op til en begivenhed, der er vigtig for barnet, om så kun et øjeblik

Sådanne små ting udgør minder om, at „nogen var der for mig" og „mine følelser betød noget." Præcis disse billeder blev i studiet forbundet med bedre psykisk tilstand adskillige år senere.

Hvad den voksne kan gøre for sig selv

Personer, der ikke har mange varme barndomsminder, kan begynde med små skridt. Et af dem er bevidst at lægge mærke til situationer, hvor man i dag oplever venlighed fra andre. At notere et par sådanne øjeblikke om ugen hjælper langsomt med at ændre den indre fortælling.

Det kan også hjælpe at forestille sig og „tilføje" de manglende scener i fantasien. Det handler ikke om at lade som om, de svære ting ikke skete, men om at skabe en indre forestilling om den støttende voksne, der var fraværende. Sådanne øvelser anvendes bl.a. i skematerapi, og hjernen reagerer på dem forbløffende ens med ægte følelsesmæssige oplevelser.

Lykke som resultatet af en lang historie – ikke ét enkelt øjeblik

Studiet fra Health Psychology minder os om, at vores nuværende velvære ikke er tilfældigt. Det er resultatet af tusindvis af små scener, der udspillede sig i barndommen. Ømhed og støtte viste sig at være særligt vigtige brikker i dette puslespil, fordi de skaber en indre overbevisning om, at vi fortjener omsorg og kan regne med andre.

For forældre er det et signal om, at selv et simpelt kram eller det at være til stede i et barns svære stund en dag kan vende tilbage i form af et sundere og roligere voksent menneske. For dem, der ikke har så mange af disse minder, er det en opfordring til at begynde at bygge dem nu – både for den næste generation og for sig selv, dag for dag.