Et nyt superkontinent: tilbage til ét landmasse
Geologer forudser, at det nuværende arrangement af kontinenter blot udgør et kort øjeblik i planetens lange historie. De tektoniske plader er stadig i bevægelse og bevæger sig mod endnu en gigantisk kollision, der vil samle alle nutidens kontinenter til ét enormt superkontinent. I denne nye konfiguration kan Frankrig få en bemærkelsesværdig strategisk position – både geografisk og klimatisk.
For cirka 200 millioner år siden eksisterede der allerede ét sammenhængende landmasse omgivet af hav. Over tid splittedes det i mindre stykker, som stadig driver fra hinanden og støder sammen. Denne bevægelse ophører aldrig – den er bare så langsom, at den er usynlig set fra et enkelt menneskeliv.
Ifølge fremskrivninger udviklet af geologen Christopher Scotese vil alle nuværende kontinenter igen smeltte sammen om cirka 250 millioner år. På forskernes kort fremtræder da ét kolossalt landmasse kaldet den nye Pangæa Ultima – et superkontinent, der erstatter det nuværende mønster af spredte landmasser.
Tektoniske plader kender ikke begrebet "stabilt kort". Set fra geologiens perspektiv er kontinenternes nuværende form blot et enkelt frame i en meget lang film.
I dette scenarie forsvinder det nuværende Atlanterhav fuldstændigt. Amerika bevæger sig gradvist mod Europa og Afrika, indtil de til sidst kolliderer. Det Indiske Ocean omdannes til et indre hav omgivet af områder, vi i dag forbinder med helt andre klimazoner og kulturer.
Næsten alt, vi kender fra nutidens kort, vil ændre sig. Øer og lande, som i dag er adskilt af tusindvis af kilometers ocean, bliver direkte naboer. I geologernes modeller sker følgende:
- Cuba smelter sammen med det nuværende USA's territorium
- Den koreanske halvø klemmes ind mellem Kina og det nuværende Japans område
- Grønland rykker tættere på og "klæber" sig til Canada
For fremtidens beboere på denne planet ville nutidens kort sandsynligvis se ud som en fantasifuld vision – lige så fremmedartede som fiktive verdener fra science fiction-film.
Frankrig mellem Arktis og Nordafrika
I denne fremtidige konfiguration af Jorden er det netop Frankrig, der indtager en særlig position. Simuleringer af pladebevægelser indikerer, at det område, der udgør det nuværende Frankrig, vil forskydes betydeligt mod nord – tættere på det nuværende polarkredsløb.
Samtidig vil Middelhavet ophøre med at eksistere. Som følge af de tektoniske pladers kollision vil det gamle mellemrum mellem Europa og Afrika blive klemt og lukket. Det, vi i dag kender som et hav med turistkyster, forvandles til et bjergkædestrøg og sammenhængende landområder.
Som resultat heraf kan det nuværende franske territorium grænse op til ikke blot Spanien, Portugal og Italien, men også til lande i Nordafrika – herunder områder svarende til det nuværende Marokko, Algeriet og Tunesien. En sådan naboskabssituation ændrer fuldstændigt forestillingen om "Europa" og "Afrika", som mister deres nuværende geografiske betydning.
I Pangæa Ultima-modellerne havner Frankrig i en zone, hvor Europa, det nuværende Nordafrika og områder forskudt fra Atlanterhavet kolliderer. Set fra et geopolitisk synspunkt ville det svare til et vejkryds mellem tre tidligere kontinenter.
Superkontinentets ekstreme klima
Et sådant arrangement af landmasser medfører ikke blot en ændring af det politiske kort, men også en radikal klimaforandring. Forskning offentliggjort i tidsskriftet Nature viser, at dannelsen af ét stort landmasse vil øge den vulkanske aktivitet markant. Enorme mængder kuldioxid vil da slippe ud i atmosfæren og forstærke drivhuseffekten.
Klimasimuleringerne er ubarmhjertige:
| Parameter | I dag | Om 250 mio. år (skøn) |
|---|---|---|
| Gennemsnitstemperaturer på det meste af landmassen | 20–30 °C i beboede zoner | Over 40 °C på store dele af superkontinentet |
| Vulkansk aktivitet | Spredt langs pladens kanter | Markant øget, langvarige CO₂-emissioner |
| Solens lysstyrke | 100 % af nuværende værdi | Ca. 102,5 % af nutidens lysstyrke |
| Fugtighed og nedbør | Varierede zoner, mange tempererede regioner | Udbredt tørke og ørkendannelse i det indre |
Et superkontinent indebærer, at enorme arealer befinder sig langt fra oceanerne. Luften er tør, nedbøren sparsom, og ekstrem varme bliver normen. Dertil kommer en sol, der skinner mærkbart stærkere end i dag, hvilket driver temperaturerne yderligere i vejret.
Ifølge forskerne kan en sådan kombination af faktorer føre til udryddelse af størstedelen af nutidens pattedyr. Organismer, der er vant til et bestemt temperaturinterval og adgang til vand, har begrænsede muligheder for at tilpasse sig et så drastisk fjendtligt miljø.
Frankrig som potentielt "klimaasyl"
Ikke alle dele af det nye superkontinent vil dog være lige uvenlige. Simuleringer peger på, at zoner beliggende tættere mod nord, i nærheden af den nuværende polarcirkel, kan bevare et mere tempereret klima. Her vil det være køligere, der vil falde mere nedbør, og der vil være større chance for stabile vandressourcer.
Blandt disse områder befinder sig territoriet svarende til det nuværende Frankrig. Forflyttet mod høje breddegrader forventes det at tilbyde langt mindre ekstreme forhold end superkontinentets centrale regioner.
Prognoserne antyder, at fremtidens franske territorium kan høre til de få steder, der egner sig til et relativt komfortabelt liv – sammen med områder svarende til det nuværende Portugal, dele af De Britiske Øer og udvalgte regioner i Nordafrika.
Et sådant "klimaasyl" indebærer potentielt:
- Lavere gennemsnitstemperaturer end på resten af superkontinentet
- Større tilgængelighed af ferskvand takket være nedbør og sæsonbestemt is
- Forhold der muliggør fødevareproduktion og opretholdelse af komplekse økosystemer
- Mulighed for overlevelse af de arter, der ikke kan klare sig i ekstreme zoner
Set fra et meget fjernt fremtidsperspektiv giver dette Frankrig en enestående position blandt de få regioner, der stadig er egnede til beboelse. Vi taler naturligvis om en tidsskala så enorm, at nutidens stater og grænser for længst kan være ophørt med at eksistere – men selve det geografiske område forbliver afgørende for livets vilkår på planeten.
Hvorfor er forskere i stand til at forudsige kontinenternes bevægelse?
Man kunne spørge: hvordan kan man overhovedet tale om så fjerne scenarier med en vis grad af overbevisning? Nøglen ligger i erkendelsen af, at tektoniske plader bevæger sig i overensstemmelse med bestemte lovmæssigheder, og at denne bevægelse kan måles og modelleres.
Geologer benytter sig af flere vigtige datakilder:
- Satellitmålinger – ved hjælp af GPS-navigationssystemer kan man påvise, at kontinenter forskydes med nogle få centimeter om året.
- Optegnelser i klipper – landmassernes tidligere placering afsløres bl.a. af fossiler og den magnetiseringsretning, der er bevaret i mineraler fra den tid, lava størknede.
- Numeriske modeller – computere simulerer de tektoniske pladers adfærd på baggrund af kendte fysiske love og planetens indre struktur.
Jo længere frem i tid, desto større usikkerhed – de lokale detaljer vil bestemt se anderledes ud. Alligevel betragtes den overordnede tendens med kontinerernes tilnærmelse og dannelsen af et superkontinent som yderst sandsynlig på en skala af hundredvis af millioner år.
Hvad fortæller disse prognoser os om vores nutid?
Selv om Pangæa Ultima-scenariet handler om en tid så fjern, at det er svært at forestille sig, besidder det en interessant værdi for vores forståelse af nutidens klima- og miljøforandringer. Det viser frem for alt, hvor dynamisk planeten er på geologisk skala – og hvor lille en del af denne proces vi mennesker overhovedet observerer.
Det er vigtigt at skelne mellem to tidsskalaer. På den ene side har vi tektoniske pladers ekstremt langsomme bevægelser og naturlige klimaforandringer, der strækker sig over titusindvis af millioner år. På den anden side har vi de voldsomme forandringer, menneskelig aktivitet har forårsaget i løbet af blot et par årtier. Sidstnævnte forløber langt hurtigere, end det nogensinde er sket tidligere i civilisationens historie – og det er dem, vi er nødt til at forholde os til her og nu.
Viden om det kommende superkontinent hjælper os til bedre at forstå, at Jorden aldrig har stået stille. De kort og grænser, vi er knyttet til, forskydes, forsvinder og erstattes af nye bjergkæder og have i det lange løb. Det, der for én generation forekommer uforanderligt, er for geologien blot et flygtigt øjeblik.
