Det sker i deres tarme – og det havner måske på din tallerken
Hvad der foregår inde i maven på en lille krabbe, kan have direkte forbindelse til det, du spiser til aftensmad. En ny undersøgelse fra et forskerhold i Colombia og Storbritannien viser, at disse tilsyneladende ubetydelige krebsdyr accelererer nedbrydningen af mikroplastik til endnu mindre partikler – nanoplastik – som trænger usædvanligt let ind i levende organismer.
Krabber fra tropiske sumpe som utilsigtede nanoplastikproducenter
Forskningen blev gennemført i mangroveområderne ved havnen Turbo i den colombianske Urabá-bugt. Det er et af de mere forurenede kyststrækninger, hvor der samler sig enorme mængder plastikaffald blandt mangroverødderne. I den mudrede blanding af slam, organiske rester og skrald lever små krabber af arten Minuca vocator, populært kaldet fiolinkrabber.
Disse dyr siver næsten uafbrudt gennem sedimentet: de opsamler en portion mudder, filtrerer føde fra det og spytter resten ud. Sammen med plantedele, alger og mikroorganismer optager de også plastikstykker. Tidligere betragtede man dem primært som ofre for forureningen. Nu viser det sig, at de spiller en langt mere aktiv rolle.
Forskerne observerede, at krabberne akkumulerer mange gange mere mikroplastik i deres kroppe end det omgivende sediment – og en del af disse partikler knuser de til nanoplastik, der er usynligt for det blotte øje.
Felteksperiment med fluorescerende plastikkuler
For præcist at kortlægge, hvad der sker med plastik i krabbernes organismer, opstillede forskerne et kontrolleret felteksperiment. I udvalgte mangrovefelter på én kvadratmeter spredte de mikroskopiske polyethylenkugler i to fluorescerende farver – rød og grøn. Det gjorde det nemt at spore dem i prøverne efterfølgende.
I 66 dage levede krabberne i dette miljø og fouragerede som normalt. Herefter indsamlede man både sediment og 95 individer til laboratorieanalyse. Forskerne ønskede at afklare tre centrale spørgsmål:
- Hvor mange plastikpartikler optager en krabbe under normale fourageringsforhold?
- Hvor i organismen samler disse partikler sig præcist?
- Nedbrydes mikroplastikken til endnu mindre fragmenter under fordøjelsen?
Resultaterne viste, at krabberne optog markant flere mikrokuler end man ville forvente ud fra koncentrationen i sedimentet. Gennemsnitligt fandt man flere titusinder af partikler i hvert enkelt individ, og tætheden var cirka 13 gange højere end i det mudder, de filtrede.
Hvad der sker med plastik i krabbernes tarme
Plastik nedbrydes ikke kemisk i krabbens krop, men udsættes for intens mekanisk fragmentering. Det akkumulerede i størst mængde i tarmens slutafsnit, i et organ der minder om en fordøjelseskirtel samt i gællerne. Det var netop her, forskerne fandt spor af fragmentering.
Omkring 15 procent af de mikrokuler, der nåede ind i krabbernes organismer, blev omdannet til betydeligt mindre brudstykker, der størrelsesmæssigt falder inden for nanoplastikområdet. Fænomenet var hyppigere hos hunner, hvilket muligvis hænger sammen med forskelle i stofskifte eller fourageringsadfærd.
Krabbens fordøjelsessystem opfører sig som en biologisk kværn: kæber, muskuløs mave og tilhørende bakterier slider plastikpartiklerne ned til stadig finere fragmenter.
Denne findelte plastik forbliver ikke permanent i krabben. En del af partiklerne passerer gennem organismen og vender tilbage til sedimentet via afføring i løbet af blot få uger. På kort tid kan mangroveområderne fyldes med nanoplastik, som dernæst bevæger sig videre – til andre dyr.
Nanoplastik i fødekæden
Nanoplastik adskiller sig fra større fragmenter ved, at det kan trænge friere igennem biologiske barrierer. Meget små partikler passerer lettere gennem tarmvægge, kan trænge ind i væv og potentielt endda ind i celler. Det gør dem sværere at fjerne og betyder, at de kan cirkulere længere i organismen.
Fiolinkrabber er et vigtigt element i kystøkosystemer. De spises af fisk, fugle og større krebsdyr. Hvis nanoplastik ophobes i deres væv, får de næste led i fødekæden ikke blot protein, men også bittesmå plastikfragmenter med på købet. Det gælder også ungstadierne af mange arter, der bruger mangrover som naturlige ynglepladser.
Mangrover fungerer som "børnehave" for talrige fiskearter, rejer og andre skaldyr, der siden ender i kommercielt fiskeri. Det er netop i disse fødevarer, at mikroplastik hyppigere og hyppigere påvises – og nu er endnu mere problematisk nanoplastik kommet til.
Hvad der kan ende på vores tallerkener
Miljøorganisationer har i årevis advaret om, at mennesker synker overraskende store mængder plastik. Skøn peger på op til 5 gram om ugen per person – omtrent hvad et betalingskort vejer. Noget stammer fra drikkevand, noget fra luften, men en betragtelig del kommer fra fødevarer, herunder skaldyr.
| Kilde til plastik i kosten | Eksempler | Type partikler |
|---|---|---|
| Skaldyr og fisk | muslinger, rejer, havfisk | mikroplastik, nanoplastik |
| Vand | hane- og flaskevand | fibre, plastikfragmenter |
| Luft | indendørs støv | fibre fra syntetiske tekstiler |
| Øvrige fødevarer | salt, honning, emballerede produkter | fine emballagefragmenter |
Mens større plastikfragmenter i fiskekød eller muslinger endnu kan påvises relativt nemt, udgør nanoplastik en helt anden udfordring. Partiklerne er så mikroskopiske, at de ofte undviger standardanalysemetoder, og deres antal kan være langt højere end tilfældet med mikroplastik.
Hvilke konsekvenser kan det have for menneskets sundhed
Medicinen er først ved at forstå, hvad tilstedeværelsen af plastik i den menneskelige krop betyder. Forskning indikerer, at vi udskiller en del af mikropartiklerne, men at nogle forbliver i kroppen og kan udløse inflammatoriske reaktioner eller fungere som bærere af andre forureningsstoffer – for eksempel tungmetaller eller kemiske tilsætningsstoffer fra selve plastikken.
Nanoplastik kan have endnu større indvirkning, fordi disse partikler når frem til steder, hvor større fragmenter ville blive stoppet. Forskere undersøger i øjeblikket, om sådant materiale kan forstyrre cellefunktioner, påvirke immunsystemet eller hormonsystemet. Resultaterne er endnu sparsomme, men forskningsretningen giver ikke anledning til optimisme.
Jo mindre plastikken er, jo sværere er den at se, undersøge og fjerne fra omgivelserne – og jo lettere trænger den igennem hvert led i fødekæden, helt frem til mennesket.
Hvad man kan gøre, inden plastikken når krabberne
Undersøgelsen fra de colombianske mangrover viser, at det ikke er nok blot at begrænse plastikaffald på strande. Problemet begynder meget tidligere – i produktionen og brugen af engangsemballage. Hver pose, flaske eller folie, der ender i en flod, kan til sidst havne i et mangroveområde og blive "brændstof" til de biologiske kværne i krabbernes kroppe.
Set fra en almindelig forbrugers perspektiv er de mest realistiske handlinger disse:
- Begræns engangsemballage – brug egen flaske, taske og beholder
- Vælg produkter med mindre plastik eller i genanvendelig emballage
- Sorter affald korrekt, så mindst muligt ender i naturen
- Støt lokale og internationale initiativer mod havforurening
Parallelt hermed er der behov for handling på statsligt og virksomhedsniveau: regulering af emballage, bedre genbrugssystemer og investeringer i alternative materialer. Uden dette vil tropiske mangrover – og mange andre økosystemer – i praksis forblive lossepladser, hvor dyr ubevidst omdanner plastik til former, der er endnu sværere at håndtere.
Hvorfor nanoplastik er så problematisk
I diskussioner om plastik dukker der typisk billeder op af flasker på stranden eller enorme affaldsmasser i oceanerne. Nanoplastik undslipper denne forestilling. Disse partikler er usynlige, kan ikke fanges i et net eller samles op langs kysten. Når de først er havnet i miljøet, forbliver de der nærmest permanent og cirkulerer mellem vand, sediment og levende organismer.
Fiolinkrabberne fra de colombianske mangrover er blevet et symbol på, hvor komplicerede menneskelig aktivitets konsekvenser kan være. Dyr, der i årtusinder har filtreret mudder, filtrerer nu også vores affald og omdanner det til en form, der bliver svær at tackle – for både økosystemer og medicinen. For forbrugeren betyder det én ting: jo mindre plastik der er i omløb, desto mindre er chancen for, at det vender tilbage på tallerkenen som usynligt støv skjult i yndlingsskaldyrene.
