Astronomer opfanger mystisk radiosignal hvert 36. minut – videnskaben står over for en gåde

Et nyt kosmisk fyrtårn opdaget i ASKAP-data

Radioteleskoper i Australien har opfanget et pulserende signal, der gentager sig nøjagtigt hvert 36. minut – og det passer ikke ind i nogen kendte stjernemodeller. Forskerne har navngivet objektet ASKAP J1424. Det kan enten være et usædvanligt eksotisk system med en hvid dværg, eller måske en helt ny type kosmisk objekt, hvis fysik endnu ikke er forstået.

Sådan blev ASKAP J1424 opdaget

Kilden blev identificeret via radioteleskopnetværket Australian SKA Pathfinder ude i de vestaustrালske ødemarker. Opdagelsen skete som en del af det store program Evolutionary Map of the Universe, der systematisk scanner enorme dele af himlen på jagt efter variable og kortvarige radiosignaler.

I januar 2025 analyserede astronomer ti timers observationsdata med særligt fokus på såkaldt cirkulær polarisering af radiobølger. Det var netop i disse data, at det stærkt markante signal fra ASKAP J1424 dukkede op – regelmæssigt og præcist med få minutters mellemrum.

ASKAP J1424 er en langperiodisk radiokilde, der pulserede uden afbrydelse i otte sammenhængende dage – som et kosmisk fyrtårn, der tændes i perfekte, ensartede intervaller.

Forskningsresultaterne blev offentliggjort på den videnskabelige preprint-server arXiv i begyndelsen af marts 2026 og vakte straks stor opmærksomhed hos hold, der beskæftiger sig med stjerner med ekstreme magnetfelter og eksotiske dobbeltstjernesystemer.

Det vi ved om ASKAP J1424: urværkspræcision og magnetisk adfærd

Et perfekt jævnt puls hvert 36. minut

Den mest slående egenskab ved ASKAP J1424 er dets periode: cirka 2147 sekunder, svarende til omtrent 36 minutter. Sammenlignet med kendte objekter er det usædvanligt langt. Klassiske radiopulsarer sender impulser ud hvert sekund eller brøkdele heraf, og selv såkaldte magnetarer holder sig typisk inden for få sekunder.

Her taler vi om en langsom, men bemærkelsesværdigt stabil rytme. Kilden bevarede en næsten identisk impulsform gennem otte dages kontinuerlige observationer. Der blev ikke registreret korte pauser, pludselige lysstyrkeændringer eller den slags uregelmæssigheder, som ustabile objekter ellers ofte udviser.

Den kombination af en meget lang periode og høj emissionsstabilitet er overordentligt vanskelig at forklare med standard neutronsstjernemodeller.

Polarisering tæt på hundrede procent

Den anden egenskab, der giver astrofysikere hovedpine, er radiobølgens polarisering. ASKAP J1424 er ikke blot tydeligt polariseret – forskerne har beregnet, at signalet gennem hele impulsen er næsten hundrede procent ordnet.

I begyndelsen antager emissionen en elliptisk form for derefter at overgå til en næsten perfekt lineær form. Dette "dansende" mønster i det elektriske og magnetiske felt tyder på et meget struktureret og kraftigt magnetfelt omkring kilden.

• Lang periode – 36 minutter
• Stabile impulser gennem otte dage
• Polarisering tæt på hundrede procent
• Intet ledsagende signal i synligt lys eller infrarødt lys

Den sidste egenskab er særlig afgørende. På trods af brug af følsomme optiske teleskoper og infrarøde observationer har det ikke været muligt at knytte ASKAP J1424 til nogen synlig stjerne eller galakse. Objektet eksisterer for os praktisk talt udelukkende som en radiosender.

Et system med en hvid dværg – eller noget helt nyt?

En af hypoteserne i forskningsartiklen er, at ASKAP J1424 muligvis er et tæt dobbeltstjernesystem med en hvid dværg – altså en "død" stjerne på størrelse med Jorden, men med en masse sammenlignelig med Solens. Et sådant objekt har et kraftigt gravitationsfelt og magnetfelt, og dets vekselvirkninger med en nabostjerne kan føre til emission af kraftige radiobølger.

I dette scenarie er samspillet mellem den hvide dværgs magnetfelt og ledsagerstjernens stjernvind centralt. Strømmen af ladede partikler kan fungere som en leder, hvori der opstår kraftige elektriske strømme, som igen genererer radioemission. Perioden på 36 minutter kunne svare til den hvide dværgs rotation eller systemets geometriske konfiguration.

Forskerne understreger, at de nuværende data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om der faktisk er tale om et system med en hvid dværg, eller om det er en helt anden slags radiokilde.

Andre muligheder er også under overvejelse – herunder en meget usædvanlig magnetar, en atypisk pulsar i et kraftigt magnetfelt, eller måske en helt ny klasse af langperiodiske radioobjekter, der hidtil er gået teleskoperne forbi på grund af begrænset følsomhed og for kortvarige observationer.

Hvorfor fraværet af et optisk signal komplicerer sagen markant

I astronomi giver observationer på tværs af mange bølgelængder normalt mulighed for at "sammensætte" et portræt af et objekt. Den mulighed eksisterer ikke her. ASKAP J1424 lyser ikke i det synlige spektrum i en grad, der gør det let at identificere, og der er heller intet tydeligt spor i infrarødt lys.

Uden et klart modstykke i andre bølgebånd er det vanskeligt at estimere objektets afstand, masse eller galaktiske omgivelser. I praksis betyder det, at forskerne afsluttede den første analyse med mange mulige scenarier og et meget begrænset sæt af hårde observationsdata.

Sådan vil astronomerne "indfange" ASKAP J1424

Holdet bag ASKAP-dataanalysen understreger stærkt behovet for yderligere observationer – både fortsatte radioovervågninger og en bredere kampagne med andre teleskoper. Blandt planerne er yderligere sessioner inden for programmet VAST (Variables And Slow Transients), som netop drives via ASKAP.

Forskerne ønsker svar på en række enkle, men afgørende spørgsmål:

• Optræder signalet konstant, eller kun i bestemte aktivitetsperioder?
• Ændrer radioimpulsens form sig over tid?
• Kan der i andre dele af spektret spores selv det mindste tegn på et ledsagende objekt?
• Findes der i samme himmelregion andre svagere kilder med lignende karakteristika?

Den anden fase af VAST-programmet, der vil fokusere på områder med særlig mange variable radiosignaler i vores galakse, giver en god lejlighed til at "fange" ASKAP J1424 i forskellige aktivitetsfaser. Langvarige observationskampagner vil kunne afsløre, om de observerede otte dage er reglen – eller blot et lykketræf.

Hvad sådanne signaler fortæller om ekstreme stjerne systemer

Langperiodiske radiokilder som ASKAP J1424 er stadig en meget sjælden kategori. Hvert nyt fund af denne type har stor indflydelse på modeller for stjerneevolution og deres sene stadier. Typisk tales der om tre grupper af objekter, der udsender kraftige radiobølger:

ASKAP J1424 med sin 36-minutters periode og meget strukturerede polarisering passer kun delvist ind i den sidste kategori. Netop derfor vækker det så stor interesse: det antyder, at der i vores galakse kan eksistere hele populationer af objekter, som delvist udfylder hullet mellem klassiske pulsarer og eksotiske systemer med hvide dværge.

Forestil dig et sådant "kosmisk fyrtårn"

For dem, der ikke beskæftiger sig professionelt med astronomi, er det nemmere at tænke på ASKAP J1424 som et maritimt fyrtårn. Forestil dig en stjerne eller en stjernedød rest, der langsomt roterer om sin egen akse. Dens magnetfelt danner noget der ligner to tragt, hvorfra stråler af partikler og radiobestråling udskytes.

Når et sådant "lysskær" passerer i retning mod Jorden, registrerer vores radioteleskoper en impuls. Når strålen drejer væk fra vores synslinje, forsvinder signalet igen. Hvis rotationen er meget stabil, optræder impulserne næsten som tikken fra et ur. I tilfældet med ASKAP J1424 varer dette tik usædvanligt længe, og signalets polarisering afslører en meget ordnet magnetfeltstruktur.

Hvis kommende observationer bekræfter, at ASKAP J1424 repræsenterer en bredere klasse af objekter, vil astronomer bedre kunne estimere, hvor ofte stjerner ender deres liv i netop disse eksotiske konfigurationer. For plasmafysikere og magnetfeltforskere vil det desuden udgøre et naturligt laboratorium til at teste teorier om ledningsevne, partikelacceleration og radiobølgegenerering under ekstreme forhold.

Det er også værd at huske, at enhver forbedring af himmelscannernes følsomhed og hastighed – som det er tilfældet med ASKAP og det planlagte Square Kilometre Array – åbner vejen for nye overraskelser. ASKAP J1424 er et af de første tydelige signaler om, at langperiodiske radiokilder kan gemme på mange utypiske stjerneevolutionshistorier, der hidtil er gået os forbi.