Nye analyser afslører et paradoks: Strenge klimapolitikker kan gøre mad dyrere globalt og ramme de mest sårbare hårdest. Samtidig viser det sig, at en ofte overset fordel – renere luft og mindre ozon ved jordoverfladen – kan redde høsten og brødføde millioner af ekstra mennesker.
Kampen mod opvarmning rammer middagsbordet
Verdens ledere har forpligtet sig til at holde den globale temperaturstigning så tæt på 1,5 grader som muligt. For at nå dette mål indeholder mange klimascenarier enorme mængder bioenergi og storstilet skovrejsning. Men der er en smertefuld bagside: Alle de nye træer og energiafgrøder kræver landbrugsjord.
Jord, der i dag bruges til at dyrke korn, majs eller ris, vil i stedet blive omdannet til skove eller marker med afgrøder til energiproduktion. Mindre landbrugsjord betyder færre fødevarer. Samtidig presser CO₂-afgifter prisen op på gødning, diesel, elektricitet og transport. Landmændenes omkostninger stiger, og den regning ender hos forbrugerne.
Et internationalt forskerhold har beregnet disse effekter ved hjælp af seks forskellige landbrugsøkonomiske modeller. Resultaterne, der blev offentliggjort i tidsskriftet Nature Food, er foruroligende: En stram klimapolitik, der følger 1,5-gradersmålet, kan betyde, at omkring 56 millioner ekstra mennesker risikerer at sulte i 2050. Det er en stigning på cirka 17 procent sammenlignet med et scenarie uden yderligere klimaindsats.
I et referencescenarie, hvor verdensøkonomien vokser og landbruget bliver mere effektivt, forventes sulten ellers at falde fra 720 millioner i dag til omkring 330 millioner i 2050. Klimatiltag bremser denne positive udvikling, medmindre landene samtidig investerer massivt i landbrug, fødevaresikkerhed og social beskyttelse.
En ambitiøs klimapolitik uden en målrettet fødevarestrategi kan skubbe millioner af mennesker ud i underernæring, advarer eksperter.
Den skjulte fjende på marken: Ozon ved jorden
Der er dog en anden faktor, som ofte flyver under radaren. De fleste kender ozon som det beskyttende lag højt oppe i atmosfæren. Men tæt på jordoverfladen forvandles ozon til en tavs dræber for landbrugsafgrøder. Gassen skader planternes blade, forstyrrer deres energibalance og hæmmer dannelsen af korn og frø.
Især basisfødevarer som hvede, ris og majs er sårbare over for ozon. Jo højere koncentrationen af ozon er i luften omkring en afgrøde, desto lavere bliver udbyttet pr. hektar. Effekten er ikke synlig for det blotte øje, men på globalt plan har den en enorm betydning.
Koblingen til klimapolitik ligger i udledningen af gasser, der danner ozon, såsom metan og kvælstofforbindelser. Tiltag, der reducerer udledningen af drivhusgasser, mindsker ofte også disse forløbere for ozon. Mindre udledning betyder mindre ozon i de nedre luftlag og dermed sundere planter.
Renere luft giver større høstudbytte
For første gang har forskerne eksplicit medregnet effekten af lavere ozonkoncentrationer i deres modeller. Resultatet er bemærkelsesværdigt. Forbedret luftkvalitet omkring markerne fører til højere udbytter, lavere fødevarepriser og større tilgængelighed af mad.
Ifølge simuleringerne vil denne ozoneffekt gøre en markant forskel i 2050. Takket være større høstudbytter vil omkring 8,4 millioner færre mennesker lide af sult. Det kompenserer for cirka 15 procent af den ekstra sult, som en stram klimapolitik ellers ville medføre.
Renere luft kan sikre, at millioner af mennesker har nok at spise, selvom den samme klimapolitik uden denne sidegevinst ellers ville have skabt mere sult.
Mange tidligere studier af forholdet mellem klima og fødevaresikkerhed har fuldstændig ignoreret ozon. Derfor har de sandsynligvis overvurderet de negative konsekvenser. Denne nye analyse giver et mere nuanceret billede og viser, at effektive klimaplaner også skal fokusere på at bekæmpe luftforurening.
Størst gevinst i Afrika og Indien
Fordelene ved mindre ozon er ikke jævnt fordelt. To regioner skiller sig ud: Afrika syd for Sahara og Indien. Ifølge studiet står disse to regioner for mere end halvdelen af den reduktion i sult, der kan tilskrives bedre luftkvalitet og større høstudbytter.
I Indien er effekten særligt tydelig. Her kompenserer de lavere ozonniveauer for næsten 39 procent af klimapolitikkens negative indvirkning på fødevaresikkerheden. Det er især hvedehøsten, der nyder godt af den renere luft. Større udbytter presser priserne ned, hvilket fattige familier mærker direkte.
I Afrika syd for Sahara er gevinsten omkring 8 procent. Det lyder måske mere beskedent, men det drejer sig stadig om millioner af mennesker. Her reagerer almindelige afgrøder som majs og soja mindre kraftigt på lavere ozonniveauer. Samtidig er fødevaresikkerheden fortsat under pres fra andre faktorer som tørke, fattigdom og politisk ustabilitet.
Klimatiltag alene er ikke nok
Trods den positive ozoneffekt viser de fleste modeller, at den nuværende klimapolitik samlet set vil øge sulten. Mindre udledning vil på lang sigt redde liv ved at reducere hedebølger, oversvømmelser og fejlslagen høst, men på kort og mellemlang sigt opstår der en konflikt med adgangen til billig mad.
Forskerne opfordrer derfor til, at fødevaresikkerhed bliver en lige så central prioritet som CO₂-reduktion. Succes skal ikke kun måles i abstrakte tons CO₂, men også i antallet af mennesker, der kan få mad på bordet.
- Hvor meget landbrugsjord forsvinder til fordel for bioenergi og nye skove?
- Hvor meget vil fødevarepriserne stige på grund af CO₂-afgifter?
- Hvilke landmænd modtager støtte til at omstille sig bæredygtigt uden at miste udbytte?
- Hvilke befolkningsgrupper er i størst risiko for at opleve sult og underernæring?
Hvilke valg kan begrænse skaderne?
Ifølge analysen er der flere håndtag, politikerne kan trække i for at bringe klima- og fødevaremål tættere på hinanden. En mere intelligent arealanvendelse, hvor skovrejsning fokuseres på mindre frugtbar jord, kan være en del af løsningen.
Teknologisk innovation spiller også en afgørende rolle. Tørkeresistente afgrøder, præcisionslandbrug og forbedrede opbevaringsteknikker kan minimere høsttab og sikre, at en større del af produktionen rent faktisk når frem til forbrugerne. Eksperter advarer dog om, at højteknologiske løsninger ikke automatisk kommer småbønder i lavindkomstlande til gode.
Yderligere faktorer: Ulighed og klimaets luner
Modellerne i denne undersøgelse ser primært på mængden af tilgængelige kalorier og priserne på basisfødevarer. I virkeligheden er billedet mere komplekst. Ulighed og politiske beslutninger afgør ofte, hvem der har adgang til mad, selvom der på papiret er nok til alle. I konfliktområder kan høsten slå fejl på grund af vold og blokader, ikke vejret.
Dertil kommer, at klimaet i sig selv bliver mere uforudsigeligt. Kraftig regn, længere tørkeperioder og forskudte årstider presser høsten, selv uden nye politiske tiltag. Risikoen er, at flere af verdens store spisekamre rammes af dårlig høst samtidig, som vi har set med hedebølger i Europa og Asien. I sådan en situation kan selv et lille prishop forårsaget af klimapolitik få store konsekvenser.
Begrebet fødevaresikkerhed handler om mere end bare “nok kalorier”. Det handler om stabil adgang til varieret og næringsrig mad på en værdig måde. Et land kan teoretisk set eksportere masser af korn, mens der i visse regioner er underernærede børn, fordi familierne simpelthen ikke har råd til at købe mad.
For verdens beslutningstagere ligger der her en svær opgave: Hvordan kan vi nedbringe udledningen hurtigt uden at bringe millioner af mennesker i yderligere problemer? Og hvilken kombination af tiltag – fra renere luft til smartere landbrug og social sikring – kan sikre, at klimapolitikken ikke kun beskytter planeten, men reelt set også mætter flere munde?
