Psykologer peger på en bemærkelsesværdig tendens: voksne der voksede op i 1960’erne og 1970’erne besidder mentale evner, som bliver stadig sjældnere i dag. Forskning viser, at opvækst uden smartphones og midt i store samfundskriser formede et særligt sæt psykiske styrker.
Forskere i mental sundhed har i årevis studeret de såkaldte baby boomers, født mellem slutningen af 1940’erne og slutningen af 1950’erne, samt deres umiddelbare forgængere. Netop disse generationer tilbragte deres ungdom i 1960’erne og 1970’erne, årtier fyldt med spændinger, men også enorm social energi.
Psykologer understreger, at erfaringer fra perioden hvor man træder ind i voksenlivet fungerer som en slags mental træner, der former ens evne til at håndtere udfordringer resten af livet. En strammere opdragelse end i dag, hyppig mangel på penge, livet i store familier, begrænset adgang til teknologi og samtidig synet af store sociale omvæltninger – denne blanding skabte konkrete psykiske færdigheder. Mange yngre mennesker kender dem simpelthen ikke fra egen erfaring.
Denne generations særlige styrker bliver i stigende grad værdifulde i en tid, hvor stress, konstant adspredthed og digital afhængighed præger hverdagen. Hvad kan vi lære af dem, der voksede op i en fundamentalt anderledes virkelighed?
Hvorfor kan de blive ved trods smerte og nederlag
I 1960’erne og 1970’erne fik børn oftere at vide, at de skulle rejse sig og gå videre, fremfor at bearbejde deres følelser. Set med nutidens øjne lyder det hårdt, men det havde en sideeffekt i form af øget følelsesmæssig robusthed.
Personer fra denne generation er ofte i stand til at fungere trods en dårlig dag eller dårligt humør. De giver ikke op ved første forhindring og stopper ikke ved det første tilbageslag. Denne hårdførhed hjælper dem med ikke at lade sig fuldstændig overvælde af følelser.
På den anden side efterlader undertrykkelse af følelser spor. Ophobet spænding kan bryde ud på de mest uventede tidspunkter. Psykologer opfordrer personer fra denne generation til at bruge deres styrke, men oftere sige direkte hvad de føler – i stedet for at bide tænderne sammen til bristepunktet.
Evnen til at more sig uden skærme
For dem der voksede op i 1960’erne og 1970’erne betød barndommen noget helt andet end i dag. Kedsomhed førte ud på legepladsen, til en bog, til brætspil, til selvopfundne lege – ikke til en telefon.
Fraværet af skærme trænede en af de mest værdifulde evner: kapaciteten til at beskæftige sig med sig selv og hente glæde fra simple aktiviteter. Denne generation kan uden besvær sætte sig med en kop te og bare tænke, finde på noget at lave uden at scrolle, og de kan kede sig lidt uden at føle panik.
Psykologer forbinder denne egenskab med større kreativitet og et roligere nervesystem. Hjernen får chance for at trække vejret, fordi den ikke konstant bombarderes med stimuli. Det er paradoksalt nok en af de mest eftertragtede færdigheder i en epoke med evig adspredthed.
Forskning fra universiteter i USA og Storbritannien viser, at personer der voksede op før den digitale tidsalder oftere rapporterer om bedre koncentrationsevne og lavere niveauer af kronisk stress sammenlignet med yngre generationer, der er vokset op med smartphones og tablets.
Den intuitive evne til at læse stemningen i rummet
I mange hjem skulle børn være artige og ikke gøre opmærksom på sig selv. De voksne talte ved bordet, de yngste sad ved siden af og lærte at observere fremfor straks at sige deres mening.
Fra denne opdragelsesmodel opstod en sjælden evne i dag: intuitiv fornemmelse for stemningen i en gruppe. Personer fra disse årgange kan typisk:
- hurtigt genkende om det er et øjeblik til humor eller bedre at tie stille
- nemt opfange hvem der føler sig utilpas i selskabet
- tilpasse samtaletonens til mødets stemning
- læse kropssprog og subtile signaler fra andre mennesker
- forudse konflikter før de bryder ud
- navigere i komplicerede sociale situationer med lethed
Evnen til at læse rummet er uvurderlig i arbejdslivet og sociale relationer, selvom den nogle gange er erkøbt med vanskeligheder ved at tale højt om egne behov. Personer opdraget i denne tid foretrækker ofte at tilpasse sig fremfor at fremføre en upopulær mening. De vinder ro i gruppen, men mister sommetider chancen for klart at kæmpe for sig selv.
Hvordan finansiel usikkerhed formede deres forhold til penge
1960’erne og 1970’erne var for mange familier en periode med at leve fra løncheck til løncheck. Børn oplevede forældrenes spændinger omkring regninger, mangel på arbejde, lån eller inflation. Selv hvis ingen forklarede dem noget, kunne de fejlfrit mærke følelserne i hjemmet.
Denne tidlige kontakt med finansiel usikkerhed har to ansigter. På den ene side skabte den voksne der er utroligt forsigtige med penge, sjældent tager unødvendige risici og føler ægte ubehag ved tanken om gæld. På den anden side kan angsten for fattigdom sidde så dybt, at selv økonomisk tryghed ikke giver fred.
Specialister opfordrer til at undersøge hvor nutidens økonomiske stress kommer fra. Stammer det fra reelle problemer her og nu, eller er det snarere et ekko af barndomserfaringer, hvor alt i hjemmet drejede sig om hvorvidt pengene rakte til månedens udgang.
Forskere fra Copenhagen Business School og Aarhus Universitet har dokumenteret, at personer der oplevede økonomisk usikkerhed i barndommen ofte udvikler stærkere opsparingskultur, men også højere niveau af økonomirelateret angst gennem hele livet.
Levende hukommelse om store samfundsforandringer giver perspektiv
Generationen der voksede op i 1960’erne og 1970’erne så på nært hold epokegørende processer. Kvindebevægelser, antikrigsprotester, regimeskift i forskellige lande, nye teknologiers indtog i hverdagen – alt dette var ikke historiebøger, men levende virkelighed.
Hvem der en gang har set hvordan noget urokkeligt pludseligt forandrer sig, tror sjældent at noget er givet en gang for alle. Sådanne voksne tænker oftere i retning af vi har overlevet flere omvæltninger før, vi overlever de næste. Det giver dem større fleksibilitet i arbejde og privatliv, mindre panik ved forandringer de ikke kan kontrollere, og evnen til at relatere nutidige kriser til et bredere perspektiv.
Når nye teknologier fortrænger tidligere, og arbejdsmarkedet ser helt anderledes ud end for 30 år siden, bliver sådan en tilgang en enorm ressource. Den er også værdifuld for yngre, der kan drage fordel af den ved at lytte til forældres eller bedsteforældres historier.
Exceptionel modstandskraft mod livets slag
Mennesker opdraget for adskillige årtier siden tog ofte ansvar meget tidligt. Pasning af søskende, hjælp i husholdningen, arbejde i ung alder, og dertil ringe følelsesmæssig støtte fra de voksne. Sådan en pakke kunne være hård, men den lærte at man selv med stor byrde på ryggen kan gå videre.
Denne generation har derfor typisk usædvanligt veludviklet psykisk modstandskraft. Selv efter kraftige livskriser rejser mange fra disse årgange sig og genopbygger trin for trin deres liv. Ikke nødvendigvis uden tårer, men uden paralyse.
Resiliens, altså psykisk modstandskraft, betyder ikke fravær af smerte. Det betyder overbevisningen om at man trods smerten stadig kan handle, søge løsninger og gå videre. Veludviklet udholdenhed fritager dog ikke fra at passe på sig selv. Mange repræsentanter for disse årgange har i årevis fungeret i tilstanden jeg må klare det og skudt deres egne behov til side.
Læger og terapeuter fra Rigshospitalet og andre større klinikker understreger vigtigheden af at kombinere hårdførhed med større omsorg for sig selv, især i ældre år hvor kroppen kræver mere opmærksomhed.
Hvad kan yngre generationer lære af dem
Nutidens børn og teenagere har andre fordele: bedre følelsesmæssigt sprog, større mod til at søge hjælp, større åbenhed over for diversitet. Det handler ikke om et hierarki bedre-dårligere, men om udveksling af kompetencer mellem generationer.
Yngre kan især drage fordel af tre lektioner formidlet af ældre årgange. For det første er det værd sommetider at slukke skærmen og bare være sammen med sig selv. For det andet er forandringer indskrevet i livet – ikke hvert eneste jordskælv betyder afslutningen på alt. For det tredje hjælper det i svære øjeblikke ikke kun at analysere følelser, men også at handle skridt for skridt.
Hvis du tilhører generationen der voksede op i 1960’erne og 1970’erne, kan du sandsynligvis genkende mange af de beskrevne træk i dig selv. I praksis lønner det sig at kombinere dem med redskaber der manglede dengang: bedre kommunikation i familien, terapi, større bevidsthed om mental sundhed. Hårdførhed kan således forenes med evnen til at bede om hjælp, evnen til at klare sig uden skærm med bevidst brug af ny teknologi, og finansiel forsigtighed med mindre angst for fornuftigt at nyde frugterne af eget arbejde. Så bliver tidligere erfaringer ikke kun en byrde, men værdifuld kapital som ikke bare én generation, men hele familien drager fordel af.
