Fundet i Spanien 1994: Sværdet “Excalibur” har chokerende islamiske rødder

I en gammel bydel i Valencia, begravet mellem romerske mure og middelalderlige ruiner, dukkede et gådefuldt sværd op i 1994.

Da arkæologer i 90’erne undersøgte en beskeden beboelsesejendom i Valencias historiske centrum, forventede de keramikskår og bygningsrester. I stedet stødte de på et sværd, der stod lodret i jorden, som om nogen bevidst havde plantet det der.

Et “Excalibur” i Valencias gader

Fundet skete i 1994 under udgravninger foretaget af den kommunale arkæologiske tjeneste og det lokale universitet. Sværdet stod vertikalt i jorden, tæt ved det tidligere romerske forum, midt i en zone hvor historiske lag bogstaveligt talt overlapper hinanden.

Denne spektakulære position, plant ret ned i jorden, gav hurtigt våbnet tilnavnet “Excalibur”, opkaldt efter kong Arthurs legendariske sværd. Alligevel viste historien bag denne version af Excalibur sig at være alt andet end keltisk eller britisk.

I årtier forblev dateringen usikker. Genstanden forsvandt ind i magasinerne hos SIAM-tjenesten i Valencia sammen med tusindvis af andre artefakter. Først da institutionen ville gribe sin 75-års fødselsdag som anledning til at omkatalogisere samlingen, landede sværdet igen på arbejdsbordet.

Genanalysen viser: dette er ikke et kristent riddersværd, men et våben fra en overvejende islamisk kontekst, midt i Al-Andalus.

Ny analyse, ny fortælling

Arkæolog José Miguel Osuna tog våbnet under fornyet lup. Med moderne teknikker som spektroskopi og metallurgisk analyse sammen med en omhyggelig undersøgelse af formen kunne han forfine dateringen til det 10. århundrede.

I den periode var Valencia en del af Al-Andalus, det islamiske rige der omfattede store dele af den iberiske halvø. Kombinationen af metallet, smedeteknikken og dekorationen pegede tydeligt i retning af et islamisk værksted, formentlig under umayyadiske herskere.

Hvordan genkender man et islamisk sværd?

• En relativt kort længde (her omkring 45 cm)
• En let buet klinge, velegnet til brug til hest
• Et fæste prydet med bronzeplader i stedet for tunge korsformede stødplader
• Produktionsteknikker der passer til kalifatperioden i Al-Andalus

Denne profil passer dårligt til de lige, tunge sværd fra senere kristne riddere, men netop godt til våben fra ryttere der udførte hurtige angreb og hurtigt trak sig tilbage igen.

Den lette krumning af klingen antyder kavaleri-brug: skærebevægelser fra en galopperende hest i stedet for frontale stød.

Et exceptionelt velholdt våben

Arkæologer fremhæver, hvor påfaldende metallets tilstand er. Jorden i og omkring Valencia er sur og normalt fjendtlig over for jern. Mange metalgenstande fra samme lag kommer frem som korroderede klumper, der næppe kan genkendes.

Dette sværd synes at have undsluppet den skæbne. Det kan tyde på et særligt gunstigt mikromiljø i jorden eller på en bevidst “begravelse”, hvor våbnet blev efterladt på et beskyttet sted i jorden. En rituel gestus kan ikke udelukkes, selvom det forbliver spekulativt.

Sammenligningsgrundlag er sparsomt. Ifølge SIAM’s analyse er dette det første eksemplar af denne type, der er fundet i Valencia fra den islamiske periode. Det eneste godt sammenlignelige sværd er fundet i Medina Azahara, den berømte kalifat-by som kalif Abd al-Rahman III lod bygge ved Córdoba.

Valencia som krydsningspunkt mellem riger

Konteksten på fundstedet beriger historien. Kvarteret lå på kort afstand fra det gamle romerske forum, i århundreder byens administrative hjerte. Senere brugte vestgoterne området, og i islamisk tid voksede Valencia til et levende urbant center med egen moské, badehuse og håndværkerkvarterr.

I et og samme profil i jorden mødes rester af romerske mure, vestgotiske elementer og islamiske strukturer. Sværdet lå bogstaveligt talt i den lagdelte fortid som tavs vidne til magtskiftene i byen.

Al-Andalus graveret i stålet

For at forstå vægten af dette fund hjælper det at få et klart billede af Al-Andalus’ rolle i det 10. århundrede. Kalifatet i Córdoba gjaldt dengang som et af Europas mest dynamiske områder med travle handelsruter, avancerede vandingssystemer og en blomstrende vidensproduktion.

Byer som Córdoba, Toledo og senere også Valencia dannede knudepunkter hvor arabiske, berbiske, kristne og jødiske samfund levede side om side. Det skabte en blandingsform i sprog, arkitektur, videnskab, men også i militær teknologi.

Sværd som det fra Valencia viser, hvordan idéer om krigsførelse, metalbearbejdning og mobilitet spredte sig langs handelsruter mellem Nordafrika, Mellemøsten og Middelhavets kyst.

De berømte intellektuelle Averroes og Maimonides arbejdede i Córdoba i et klima, hvor tekster blev oversat, kommentarer blev skrevet, og hvor matematik, medicin og filosofi mødtes. Samme verden producerede våben til hære, der bevogtede grænser, bekæmpede rivaliserende taifa-riger og undertiden indgik alliancer med kristne fyrster i nord.

Valencia under islamisk styre

For Valencia betød den islamiske periode en stærk orientering mod Middelhavet. Skibe sejlede mellem havnen og nordafrikanske kyster, varer og mennesker cirkulerede i begge retninger. Keramik, tekstiler, metalgenstande og heste skiftede ejer sammen med militær viden.

Ifølge lokale embedsmænd hjælper sværdet med at gøre det billede håndgribeligt. Det viser en by, der ikke lå i udkanten af Europa, men i et maritimt netværk, der rakte dybt ind i den islamiske verden.

Hvorfor dette sværd er mere end en kuriositet

Tilnavnet “Excalibur” giver fundet medieværdi, men den reelle betydning ligger i at bryde sejlivede klichéer om middelalderen på den iberiske halvø. Billedet af et strengt opdelt kristent nord og islamisk syd bliver stadigt mere forældet.

Dette sværd minder os om, at våben, teknikker og stilarter ofte rejste på tværs af grænser. En kristen lejesoldat kunne kæmpe med et islamisk sværd, en muslimsk soldat kunne bære europæisk udstyr. Den materielle kultur var mindre strengt opdelt, end mange lærebøger antyder.

Fundet af Valencias “Excalibur” understreger, hvordan arkæologi blødgør fastgroede historiske skillelinjer og blotlægger en mere blandet fortid.

Hvad dette fund fortæller om arkæologi i dag

Historien illustrerer også, hvor stærkt arkæologien har ændret sig. I 90’erne kunne man kun placere sværdet globalt. Nu tillader nye analyseteknikker at bestemme kemisk sammensætning, smedeteknik og metallets oprindelse mere præcist.

Dermed vokser en database af våben og genstande fra forskellige regioner. Ved at sammenligne disse kan forskere rekonstruere ruter for håndværkere, handelskontakter eller endda migrationer af håndværkerfamilier. Et enkelt sværd bliver således et datapunkt i et langt større mønster.

For dem, der vil dykke dybere ned i Al-Andalus, udgør denne sag et godt udgangspunkt. Begreber som “kalifat-periode”, “taifa-riger” og “Reconquista” får mere relief, når man kobler dem til konkrete objekter som dette våben. Et besøg på museer med samlinger fra islamisk Spanien eller en byvandring langs de stadig synlige rester af islamiske mure i spanske byer gør historien umiddelbart håndgribelig.

Fundet minder endelig om en aktuel lektie: kulturelle påvirkninger løber sjældent i én retning. Ligesom dette sværd viser islamiske kendetegn i en by med romerske og kristne lag, blandes også i dag teknologi, stilarter og idéer. Al-Andalus’ fortid tilbyder således et uventet spejl for nutidens debatter om identitet, sammenblanding og grænser i Europa.