Forestil dig morgentrafikken nede i metroen, hvor en person pludselig falder om, slår hovedet mod en stang og ligger helt stille på gulvet. Selvom der står snesevis af passagerer hele vejen rundt, går der utroligt mange sekunder, uden at en eneste griber ind.
Larmen fra toget blander sig med musikken i dine ører, og du bemærker flokkens stjålne blikke. Nogle kigger væk, andre stirrer på deres telefoner, og et enkelt minut føles pludselig uendeligt langt. Alle er fuldt ud klar over, at noget er helt galt, men absolut ingen tager det første skridt. Der hænger en tyk spænding i luften, selvom alt på overfladen ser normalt ud. Alle står tæt på hændelsen, men ingen påtager sig tjansen som “den ansvarlige”. Først når en enkelt person endelig træder frem, brydes forbandelsen. Med ét vågner medpassagererne op til dåd, ringer efter assistance og skaber plads. Et øjeblik før var de alle blot passive vidner. Hvordan kan det lade sig gøre, at vi handlingslammes mere af at være omgivet af mennesker end af at være helt alene? Dette er langt fra kun en fortælling fra den offentlige transport.
Inden for psykologien betegnes dette fænomen som tilskuereffekten. Sandheden er, at jo flere vidner der overværer en kritisk hændelse, desto mindre er chancen for, at nogen faktisk skrider til handling. Det lyder fuldstændig bagvendt, for vores mavefornemmelse fortæller os typisk, at der er tryghed i at være mange. Virkeligheden viser dog oftest det stik modsatte billede. Hvert eneste individ kigger diskret for at vurdere, om episoden nu også er “alvorlig nok”. Samtidig hvisker en indre stemme: “Der er garanteret allerede en anden, der har ringet”. Ingen ønsker reelt at fremstå kold og kynisk, men det samlede resultat minder alligevel om ren og skær ligegyldighed.
Vi har alle oplevet det øjeblik på gaden, hvor vi passerer en skikkelse på fortovet og tvivler på, om vedkommende blot har fået for meget at drikke, eller faktisk er ved at miste bevidstheden. Går du videre og lader som ingenting, eller stopper du op? Præcis i dette tøvende sekund skabes tilskuereffekten. Inderst inde besidder vi alle en naturlig lyst til at yde omsorg, men ude i det offentlige rum forvandles det lynhurtigt til et socialt sp
