Forventningerne til et muligt comeback ulmer, men det medfører også et uundgåeligt og lettere akavet spørgsmål. Hvordan kan man modernisere de elskede klassikere fra God of War-universet uden at overføre forældede mekanikker, der i dag vil få de fleste til at krumme tæer?
Den Kratos, vi kendte fra PlayStation 2 og PlayStation 3, er milevidt fra den dybe karakter, vi oplevede i God of War (2018) og Ragnarök. Netop her ligger den helt store udfordring for udviklerne hos Santa Monica Studio. Dagens gamere forventer ikke bare flottere grafik, men også en moden håndtering af indhold, som for to årtier siden virkede provokerende, men som nu fremstår utidssvarende og direkte pinligt.
Den oprindelige trilogi blev skabt i en æra, hvor spiludviklere elskede at chokere med ekstrem vold og pikante undertoner. Den tidlige udgave af hovedpersonen legemliggjorde det overdrevne. Han torturerede, udnyttede og tilintetgjorde alle på sin vej. Men de nyere kapitler har trukket fortællingen i en helt anden retning. Den tidligere så følelseskolde dræbermaskine er nu en reflekterende far, der kæmper med sine dæmoner for at opdrage sønnen Atreus. Dette massive karakterskift skaber et kæmpe dilemma for enhver nyfortolkning.
Den tidlige Kratos var et hensynsløst monster
De første God of War 1, 2 a 3 blev udviklet i en tid, hvor spilbranchen bevidst forsøgte at skubbe til grænserne via voldsomme og seksuelle temaer. Titulæren, som også bar tilnavnet Duch Sparty, var selve symbolet på absolut grænseløshed. Han påførte sine fjender enorm smerte, brugte uskyldige forbipasserende som levende værktøjer og efterlod konstant et spor af ekstrem brutalitet bag sig.
Eksemplerne på denne kynisme er mange. I det allerførste spil brænder hovedpersonen en levende soldat for at løse et puslespil inde i Pandoras tempel. I det tredje kapitel lænker han kynisk en ung tjenestepige til et stort mekanisk hjul for at holde en port åben. Pigen dør kort efter en grusom død, uden at Kratos overhovedet ærdiger hende et blik. Det var præcis denne tegneserieagtige og over-the-top tilgang, der definerede seriens identitet dengang.
Målet var dengang at male et billede af et sandt monster i menneskeskikkelse. Hans gerninger skulle ikke føles realistiske, men derimod understrege en komplet mangel på moralske grænser. Selvom det fungerede glimrende i datidens spilkontekst, ville en direkte overførsel af disse øjeblikke i dag ødelægge den følelsesmæssige tyngde, franchisen har opbygget på det seneste. Oveni den overdrevne vold kommer endnu et element, som i dag primært vækker undren: de berygtede erotiske minispil.
Pikante minispil reducerede kvinder til belønninger
Næsten uanset hvor man befandt sig i det antikke Grækenland, kunne hovedpersonen finde tid til at tilbringe natten med unge kvinder på sin rute. Spilleren kunne igangsætte disse interaktioner ved udvalgte lokationer, hvorefter et klassisk QTE-segment blev aktiveret.
Selve spilmekanikken var ret banal. Tryk på de rigtige knapper i det korrekte tempo, og du blev belønnet med røde orbs til opgradering af dit arsenal. I det tredje spil udløste en af disse præstationer endda et trofæ med et navn, der kækt hentydede til at være en skørtejæger. Rent visuelt panorerede kameraet typisk væk fra sengen og fokuserede på baggrunden, men lydsporet og animationerne lod ingen i tvivl om, hvad der foregik uden for billedet.
Dengang var det tænkt som en sjov og provokerende gimmick målrettet voksne gamere. Set med nutidens briller er det dog tydeligt, at kvinderne udelukkende fungerede som passivt tilbehør og pointmaskiner, der skulle understøtte heltens maskuline image. Frem for at udforske karakterens følelsesliv eller relationer, blev intimitet reduceret til et simpelt samlesystem.
- Disse specifikke minispil blev aktiveret ved bestemte steder eller kvindelige karakterer.
- Man skulle fuldføre rytmiske QTE-sekvenser via controlleren.
- Spilleren modtog røde orbs som valuta til våbenopgraderinger.
- Særlige trofæer i det tredje spil hyldede karakterens intime eskapader.
- Kameraet klippede altid væk fra handlingen og viste rummets detaljer i stedet.
- Lydsporet tegnede et meget tydeligt billede af de skjulte handlinger.
- Kvindelige figurer optrådte primært som objekter, der fungerede som præmier.
- I efterfølgerne forsvandt den potentielle narrative dybde i disse scener fuldstændigt.
Den oprindelige mening gik tabt for de fleste
En fascinerende og ofte overset detalje er, at skaberne bag det allerførste God of War faktisk forsøgte at indlejre en dybere mening i de intime møder. Seriens daværende instruktør forklarede i et ældre interview, at de mange tilfældige romancer egentlig var tænkt som Kratos desperate forsøg på at dulme smerten over at have mistet sin kone – som han selv dræbte under indflydelse af krigsguden Áres.
Man kan faktisk finde en efterladt dagbog ved siden af de kurtisaner, der ledsager krigeren. Teksten antyder tungt, at hver ny kvinde blot minder ham om hans afdøde hustru. Det meningsløse tidsfordriv bringer ham ingen trøst, men forstærker derimod blot hans massive skyldfølelse. Denne psykologiske vinkel skulle kaste lys over hans destruktive adfærd og enorme indre konflikt.
Udfordringen var bare, at budskabet aldrig trængte igennem. Den gennemsnitlige gamer huskede kun segmenterne som et lummert afbræk og en unødvendig genvej til ekstra opgraderingspoint. I de efterfølgende titler forsvandt denne nuancerede undertekst desværre helt, og de frække scener blev reduceret til et obligatorisk indslag for voksne. Selvom spillets instruktør David Jaffe uddybede detaljerne i pressen, blev baggrundshistorien aldrig integreret ordentligt i selve hovedfortællingen.
Derfor kræver et remake en helt ny retning
Hvis Santa Monica Studio i skrivende stund arbejder på at genoplive den oprindelige trilogi, står de over for et enormt kompliceret valg. På den ene side er de klassiske udgivelser ikoniske, og mange inkarnerede fans husker tilbage på den rebelske og respektløse stil med stor nostalgi. På den anden side har selve brandet gennemgået en monumental transformation og repræsenterer i dag et helt andet sæt værdier.
Den Kratos, vi kender fra de to seneste blockbusters, er en reflekterende mand, der aktivt kæmper mod sin mørke fortid, sit raserianfald og sin konstante skyldfølelse. Han kan stadig være yderst brutal i kamp, men han forstår nu konsekvenserne af sine handlinger. Moderne spildesign læner sig op ad stærk karakterudvikling, velskrevet dialog og ægte følelser frem for billige chok-effekter. For at bygge bro mellem de to epoker, duer det simpelthen ikke med en en-til-en kopi af fortiden.
Det vil føles fuldstændig usammenhængende, hvis den samme hovedperson i ét spil guider sin søn gennem moralske dilemmaer, for derefter i et remake at behandle kvinder som menneskelige trofæautomater. Nutidens spillere konsumerer spilmediet radikalt anderledes end for tyve år siden. Det, der engang blev anset for at være dristigt, fremstår nu blot trættende, infantilt og malplaceret. Udviklerholdet skal derved balancere mellem veteranernes nostalgi og det moderne publikums høje krav til historiefortælling.
Sådan kan fortidens problematiske sekvenser reddes
Folkene bag har heldigvis flere strenge at spille på, hvis de vil bevare originalens unikke atmosfære, men samtidig imødekomme nutidens forventninger. Hver mulig løsning bringer dog sine egne fordele og potentielle faldgruber med sig i forhold til fanbasens og anmeldernes reaktion.
At fjerne minispillene helt er klart den mest åbenlyse vej. Her kan de intime relationer nøjes med at ligge som en subtil undertekst i baggrunden, uden at man som spiller skal interagere aktivt. En anden mulighed er at omskrive scenerne fuldstændigt. Det ville betyde et farvel til QTE-mekanikkerne til fordel for reelle samtaler, der udforsker hovedpersonens sorg og psykologiske traumer. Man kunne også overveje en valgfri indstilling i menuerne, hvor spillerne selv kan filtrere følsomt indhold fra, præcis som man kender det fra diverse blod- og sprogfiltre.
Et selvironisk nik til fortiden kunne også fungere, hvor fortællingen på en intelligent måde anerkender sine egne rødder uden at glorificere dem. Det absolut værste tænkelige scenarie ville være at bevare de gamle sekvenser og blot smide ny, topmoderne grafik ovenpå. Nærgående fotorealistiske modeller og avanceret ansigtsmimik vil lynhurtigt forvandle det, der før var en bevidst overdrivelse, til noget stærkt ubehageligt. Her kan holdet med fordel kigge mod genindspilningen af Resident Evil, der mestrede kunsten at opdatere problematiske elementer fra 90’erne til absolut perfektion.
En potentiel bro mellem generationer af spillere
Lykkes missionen, kan en nyfortolkning af den græske æra ende med at samle dem, der spillede originalerne som unge, med de nyere fans, der udelukkende kender protagonisten som en tavs og gråskægget familiefar. Hovedreglen er dog klokkeklar: Fortidens kode kan ikke bare genbruges tankeløst.
Dette gælder særligt for de fragmenter, der i dag står i vejen for den overordnede fortælling i stedet for at gavne den. At smide de primitive rytmespil i skraldespanden betyder overhovedet ikke, at en kommende udgivelse bliver hverken poleret eller kedelig. Tværtimod frigiver det kreativ plads til at fokusere på det, franchisen mestrer bedst. Den episke krig mod guderne, de tunge familietragedier og det evige, desperate forsøg på at bryde voldens lede cirkel.
For mange loyale følgere vil et opdateret perspektiv også være en kærkommen gave. Når man vender tilbage til gamle klassikere, er det oftest med blandede følelser. Selve kampsystemet sidder stadig lige i skabet, men visse narrative valg fremkalder ufrivillig rysten på hovedet. Et gennemtænkt og velskrevet remake kan bevare essensen af det fantastiske, mens det der er ældet værst, endelig kan få lov til at forsvinde.
