Tiden er ved at løbe ud for Venstres formand, Troels Lund Poulsen, i hans rolle som kongelig undersøger. Der hviler en markant deadline over hans bestræbelser på at forme en ny regering for Danmark.
Efter at Mette Frederiksen måtte opgive sit forsøg, har Lars Løkke Rasmussen givet Lund Poulsen et par uger til at se, om han kan løse den politiske knude. Efter indledende samtaler med alle partier, zoomer han nu ind på dem, hvor et samarbejde virker mindst urealistisk.
Her dykker vi ned i tre afgørende spørgsmål om denne anden, intense fase af regeringsforhandlingerne.
1. Hvilken regering kan egentlig komme på tale?
At Troels Lund Poulsen overhovedet fik opgaven, skyldes opbakning fra samtlige blå partier samt Moderaterne. Men her hører enigheden også brat op. Uenigheden om den endelige regeringssammensætning er nemlig enorm internt i blokken.
De mange forhindringer for en rent borgerlig regering er talrige, fra usikre løsgængere til skarpe krav fra Dansk Folkeparti. Derfor peger pilen i en anden retning. Den mindst usandsynlige konstellation, der kan opstå fra Lunds forhandlinger, er en bred flertalsregering hen over midten.
Konkret kunne det betyde, at den nuværende SVM-regering udvides med Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Dette er Lars Løkkes drømmescenarie, men det vækker ikke begejstring hos alle andre. For Socialdemokratiet ville en så blå regering øge risikoen for at tabe flere skuffede vælgere til venstrefløjen, især SF. Ligeledes risikerer Venstre at miste opbakning til oppositionen på højrefløjen.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at Venstre, Konservative og Moderaterne indleverede næsten enslydende anbefalinger til dronningen. De pegede alle på Lund Poulsen og understregede behovet for “en balanceret reformpolitik”. Den lille, men afgørende forskel var, at Moderaterne ønskede en regering “hen over Folketingets midte”, mens V og K talte om en “bredt funderet regering” – en klar indikation af, at en ren blå regering ikke er en mulighed.
2. Ender Troels Lund Poulsen så i Statsministeriet?
Det er yderst tvivlsomt. Svaret er højst sandsynligt nej. For det første er der ingen garanti for, at hans mission overhovedet lykkes. For det andet er rollen som kongelig undersøger ikke automatisk lig med statsministerposten.
Skulle det ende med den omtalte midterregering (SVMKR), er Mette Frederiksen den mest oplagte statsminister. Efter syv år som landets leder er det utænkeligt, at hun ville acceptere en almindelig ministerpost i en regering ledet af en anden.
Hvis denne brede regering bliver en realitet, vil det med al sandsynlighed være med hende ved roret i Statsministeriet. Lars Løkke Rasmussen har selv åbent sagt, at statsministeren sagtens kan ende med at hedde Mette Frederiksen, selvom forhandlingslederen hedder Troels Lund Poulsen. Partierne har da heller ikke peget på en specifik statsministerkandidat endnu; det skal forhandlingerne “afklare”.
Selvfølgelig florerer spekulationerne om, hvorvidt Løkke selv kunne være en overraskelse til posten. Men selvom man aldrig skal afskrive noget med ham, er det svært at se, hvilke partier der reelt ville pege på ham som statsminister i den nuværende situation.
3. Hvad sker der, hvis Lunds forsøg også slår fejl?
Hvis det ikke lykkes for Troels Lund Poulsen at samle et flertal, starter processen forfra med endnu en tur til Amalienborg for alle partilederne. I det scenarie er det absolut en mulighed, at forhandlingsretten vender tilbage til Mette Frederiksen.
Betyder det så, at vi er tilbage ved udgangspunktet? Både ja og nej. Mette Frederiksen var nået relativt langt i sine forhandlinger om en SSFRM-regering. Hun kunne potentielt genoptage de samtaler, hvor hun slap.
Men intet er givet. Lige nu er fokus udelukkende på Troels Lund Poulsens forsøg på at bygge et fundament for en regering, der er markant mindre rød end det, der tidligere var på bordet.
