Et paradis for de lovløse
Fra den berygtede “gelænderbande” til den mystiske ankomst af sydeuropæiske bjerfår, også kendt som mufloner. Limfjordsøen Fur har en unik evne til at skabe overskrifter, og det skyldes en helt særlig mentalitet hos øens beboere.
Øen er blevet kaldt “de lovløses paradis”, kun en kort færgetur fra fastlandet. Ifølge furbo og tidligere museumsinspektør på Fur Museum, John Bertelsen, er der en dybere årsag til disse slogans. Det handler om en kultur, hvor man ikke bare venter på, at andre løser problemerne.
Han forklarer, at det er en tradition, der strækker sig flere hundrede år tilbage, hvor øboerne har stået sammen for at få tingene til at ske. Gelænderbanden er et perfekt moderne eksempel på denne handlekraft.
Kampen om gelænderet
Historien om gelænderbanden er historien om en lille gruppe på tre personer, der skabte national opmærksomhed. Deres handlinger centrerede sig om Bette Jenses Hyw, en gravhøj med en fænomenal udsigt, som årligt tiltrækker tusindvis af besøgende.
Problemet var, at Bette Jenses Hyw er en fredet gravhøj. Den massive færdsel af både gående og unge på knallerter havde slidt en dyb rende i skrænten. For at imødekomme de mange gæster anlagde amtet og Naturstyrelsen en trappe med gelænder og fyldte renden med grus. Nu kunne alle nemt nyde udsigten.
Der var dog en afgørende detalje, man havde overset. Der var aldrig blevet søgt om den nødvendige dispensation fra fredningsloven. Først mere end 20 år senere blev fejlen opdaget, og gelænderet blev prompte erklæret ulovligt og fjernet.
Det blev startskuddet for gelænderbanden. Uden gelænderet var det svært for mange besøgende at komme op på toppen. Tre handlekraftige furboere tog sagen i egen hånd, fandt planker og pæle, og byggede et nyt gelænder ved trappen.
Også dette gelænder blev fjernet af myndighederne, hvilket startede en langvarig kamp. Over en tiårig periode blev et nyt gelænder sat op – og pillet ned – hele fem gange. Sagen nåede til sidst Christiansborg efter et besøg fra den daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, og den 1. juli 2022 blev loven ændret. Det blev muligt at søge dispensation, så fortidsminder både kan benyttes og beskyttes.
Selvstændighed er en del af øens DNA
John Bertelsen bekræfter, at furboerne har en stærk kultur for selvstændighed. Dette er ikke et nyt fænomen. I 1950’erne byggede øens sømænd og fiskere selv en ny havn, og man hævede jagtlejen for at finansiere etableringen af et lokalt plejehjem.
Det seneste eksempel på øens mystik er muflonerne. Disse vilde får dukkede pludselig op, og selvom de har gået frit omkring i molerskrænterne i over to år, er det stadig en gåde, hvem der bragte dem til Fur – og hvorfor. Mysteriet har dog haft en positiv effekt.
“De er sådan set med til at gøre øen endnu mere kendt,” påpeger John Bertelsen.
Den lokale furbo og fotograf Anette Gade er enig i, at den slags historier er guld værd for øen.
Ligesom muflonerne har fået Fur på landkortet, så har gelænderbanden også.
Denne handlekraft er afgørende, for på Fur ønsker man det bedste for øen og dens fællesskab. Foreningslivet spiller en central rolle, og når noget skal ske, foretrækker øboerne at tage styringen selv, frem for at lade beslutningerne blive truffet på Christiansborg.
Denne mentalitet har tilflytteren Jonas Wisbech også bemærket. Han har tilbragt utallige barndomsferier på øen, men for nylig flyttede han permanent fra hovedstaden til Fur.
“Her på Fur taler vi om dem ovre i København som nogen, der ikke rigtigt forstår vores liv og hverdag,” forklarer han. “Og det er nok dér, man mærker en form for oprørstrang. En følelse af, at ‘I skal fandeme ikke bestemme over os’.”
