Et nyt og omfattende studie med tusindvis af frivillige indikerer, at både mennesker og dyr tiltrækkes af de samme lydmønstre. Forskerholdet har sammenlignet menneskers reaktioner på dyrekald, og resultaterne bekræfter overraskende nok en 150 år gammel hypotese fremsat af Charles Darwin. Det ser ud til, at vi deler vores præferencer for lyd med skabninger som frøer, fugle og fårekyllinger.
Ved at analysere besvarelser fra over 4.000 internetbrugere fandt forskerne frem til en fascinerende sammenhæng mellem vores “musiksmag” og dyrenes egen reaktion på artsfællers sange. Allerede tilbage i det 19. århundrede argumenterede Charles Darwin for, at dyr besidder en form for æstetisk sans, der minder om vores egen.
Han foreslog dengang, at hunner på tværs af mange arter ikke udelukkende vælger en mage baseret på fysisk styrke, men også lader sig forføre af sangens og parringskaldets skønhed. Denne tanke har længe været betragtet som en spændende, men udokumenteret idé. Nu leverer et studie udgivet i tidsskriftet Science konkrete beviser gennem et genialt online eksperiment, der var forklædt som et spil.
Deltagerne lyttede til lydklip af dyr og valgte den mest behagelige tone. Deres valg viste sig gang på gang at stemme overens med dyrenes egne favoritter, og de traf beslutningen lynhurtigt, næsten styret af et rent instinkt.
Sådan forløb eksperimentet med 4.000 deltagere
Forskningen blev ledet af Logan James fra McGill University i samarbejde med Smithsonian Tropical Research Institute, som i fællesskab udvalgte 110 par af lydoptagelser. Dette omfattede lyde og sange fra 16 forskellige arter, der repræsenterede en bred vifte af dyreriget.
Blandt de testede dyrestemmer indgik:
- túngara-frøer fra Mellemamerika
- diamantfinker, som er en lille og smukt syngende fugleart
- forskellige typer af fårekyllinger og andre insekter
- en række andre padder og fuglearter
Deltagerne klikkede ind på projektets hjemmeside, tog hovedtelefoner på og lyttede koncentreret til lydbiderne to og to. Deres eneste opgave var at vælge det klip, der umiddelbart lød bedst, uden at de overhovedet kendte til eksperimentets sande formål.
Forud for dette havde videnskabsfolkene allerede kortlagt dyrenes egne lydpræferencer gennem traditionelle adfærdsforsøg. Et klassisk eksempel er at afspille forskellige variationer af en hans parringssang for en hunfrø og derefter måle, hvilken højttaler hun bevæger sig hen imod. Da forskerne holdt dyrenes adfærdsdata op mod menneskenes valg, trådte en bemærkelsesværdig overensstemmelse frem.
De akustiske træk der fanger vores øre
Det viste sig hurtigt, at det ikke var dyrearten i sig selv, der var afgørende, men derimod lydens iboende egenskaber. Både dyr og mennesker foretrak konsekvent de samme akustiske detaljer i de afspillede optagelser.
Kendetegnene for de mest populære lyde var:
- Dybere frekvenser med en basagtig klang
- Sange krydret med små ornamenteringer som klik, triller eller pulserende indslag
- Lydsignaler med en mere kompleks opbygning frem for monotone og simple kald
- Melodiske forløb, der fremviste markante kontraster mellem tonerne
Et fremragende eksempel på dette fænomen er túngara-frøen. Siden 1980’erne har eksperter vidst, at denne frøarts hunner elsker hanner, der tilføjer ekstra dybe dunk eller hurtige vibrationer til deres primære parringskald. Disse tilføjelser gør signalet mere avanceret, så det virkelig skiller sig ud i naturens larm.
Det nye studie afslører, at mennesker reagerer på næsten nøjagtig samme måde. Deltagerne vurderede frøernes ornamenterede kald som væsentligt mere behagelige at lytte til. Testpersonernes musikalske baggrund spillede en forsvindende lille rolle, hvilket indikerer, at der er tale om stærke, medfødte auditive mekanismer frem for tillært musikteori.
Forbindelsen mellem det menneskelige øre og frøens hørelse
Den slående overensstemmelse mellem arternes præferencer kan forklares gennem vores fælles evolutionære arv. Hvirveldyrs høresystemer er bygget op omkring de samme grundlæggende principper, der involverer trommehinder, receptorer i det indre øre og neuroner, som fintuner signalernes frekvens og rytme.
Hvis bestemte lydmønstre har hjulpet dyr med at finde en partner eller undgå farer over millioner af år, er det forventeligt, at hjernen fortsat belønner genkendelsen af disse lyde. Den selvsamme evolutionære følsomhed udgør højst sandsynligt det biologiske fundament for al menneskeskabt musik.
Når du nyder et populært nummer med en rungende baslinje og en fængende melodi, aktiverer du faktisk præcis de samme nervebaner, som hjælper en túngara med at udvælge sin næste mage. Kompleksiteten er forskellig, men selve biologien forbliver den samme.
Global citizen science og forskning gennem leg
For at samle den enorme mængde data gjorde forskerholdet brug af platformen The Music Lab, som drives af Yale University. Her forvandles seriøse videnskabelige undersøgelser til underholdende browser-spil, hvilket gør det muligt at aktivere almindelige mennesker i forskningen.
Denne innovative arbejdsmetode byder på adskillige markante fordele:
- Direkte adgang til en ekstremt varieret og verdensomspændende deltagergruppe
- En markant reduktion af dataindsamlingsfasen fra lange år til ganske få måneder
- Væsentligt lavere omkostninger forbundet med afviklingen af forsøgene
- At kompleks videnskab bliver tilgængeligt og spændende for almindelige borgere
Takket være dette projekt lykkedes det at omsætte Charles Darwins let abstrakte tese til hårde data baseret på en enorm stikprøve. Det er et fantastisk eksempel på, hvordan fortidens teorier og nutidens teknologi smukt kan supplere hinanden.
Hvad resultaterne fortæller om os og vores kultur
Når vi i så høj grad deler lydpræferencer med dyr, åbner det for en fascinerende forståelse af menneskets natur. Først og fremmest understreger det, at musik sandsynligvis er en direkte forlængelse af vores biologi og ikke blot er skabt af den menneskelige kultur.
For det andet forklarer det, hvorfor specifikke musikalske greb virker så stærkt over hele verden. En gennemtrængende bas giver os lyst til at bevæge kroppen, mens hurtige vokale ornamenteringer straks fastholder vores opmærksomhed. Præcis ligesom en imponerende fuglesang fanger skovens lyttere.
Forskningen åbner samtidig op for praktiske anvendelsesmuligheder i hverdagen. Denne friske viden om akustiske favoritter kan bruges til at designe mere behagelige notifikationer i apps, fremstille bedre advarselssignaler og endda optimere lydterapi, da vi lettere husker auditive input, som passer til vores hjernes forventninger.
Næste skridt for videnskaben
Eksperterne bag projektet slår fast, at dette fantastiske gennembrud kun er begyndelsen. Næste store udfordring bliver at teste, om den samme lighed mellem arter eksisterer inden for andre sanser, herunder synet og lugtesansen. Måske hviler vores definition af en “god udsigt” også på ældgamle overlevelseskriterier.
Selvom vores hjerner er kodet med nogle meget faste forventninger til lyd, betyder det naturligvis ikke, at vi alle elsker de samme bands. Kulturen tilføjer et afgørende lag af personlighed og stil. Men uanset genre trækker de mest succesfulde numre altid på de samme uundværlige komponenter: spænding, rytme, dynamik og forløsning.
Så næste gang du lader dig tryllebinde af en fugls morgensang eller lytter til insekternes kor på en varm sommeraften, kan du se situationen i et helt nyt lys. Din yndlingsplayliste benytter sig af nøjagtig samme logik – den er bare pakket ind i en mere avanceret, menneskelig udgave.
