På en afsidesliggende græsgang i det argentinske Patagonien gjorde en lokal hyrde et fund, der nu ryster den palæontologiske verden. Ingen havde forudset, at disse massive knoglerester fuldstændig ville ændre vores forståelse af forhistoriske, gigantiske planteædere. Det, der blot startede som en almindelig gåtur på en gård i provinsen Chubut, bliver nu diskuteret i førende videnskabelige tidsskrifter.
Forskere har nemlig identificeret en helt ny dinosaurart, Bicharracosaurus dionidei, som fuldstændig bryder med alle tidligere kendte klassifikationssystemer. Denne unikke skabning forener træk fra vidt forskellige grupper og tvinger specialister til at omskrive udviklingshistorien for fortidens største landdyr.
De opsigtsvækkende fossiler, der blev gravet frem på en privatejet landejendom i det sydlige Argentina, dateres tilbage til den sene jura-periode. Det betyder, at de har ligget gemt i jorden i omkring 155 millioner år. Selvom Jorden allerede dengang genlød af tunge skridt fra kolossale sauropoder, var mange af deres evolutionære grene stadig under tidlig udvikling. Udgravningsteamet har formået at sikre sig mere end 30 velbevarede ryghvirvler samt unikke ribben og bækkenfragmenter.
Grundige analyser af knoglernes proportioner indikerer, at et fuldvoksent individ af denne art strakte sig over cirka 20 meter i længden. Selvom det ikke slår rekorden hos de absolut største kendte sauropoder, var det uden tvivl et formidabelt dyr, der dominerede sit forhistoriske miljø. Eksperterne er især begejstrede over, at skelettet er bevaret i en overraskende intakt tilstand trods dets ekstreme alder.
En 20 meter lang gigant under fårenes hove
Denne nyopdagede planteæder præsterede en imponerende kropslængde kombineret med en formidabel halskonstruktion. Fageksperter fra Museo Paleontológico Egidio Feruglio i byen Trelew har dedikeret adskillige måneder til at granske hvert enkelt fragment ned til mindste anatomiske detalje.
Deres videnskabelige undersøgelser bekræftede hurtigt, at dyret tilhørte sauropoderne – de ikoniske, firbenede dinosaurer kendetegnet ved ekstremt lange halse og massive kroppe. Selvom Patagonien i forvejen er verdenskendt som et decideret skatkammer for netop disse kæmper, gemte dette specifikke fund på en uventet gåde.
Mysteriet åbenbarede sig for alvor, da knoglernes mikroskopiske anatomi blev nærstuderet. Visse dele af skelettet peger i retning af én specifik dinosaurgruppe, mens andre knogler bærer umiskendelige træk fra en helt anden familie. Denne uventede “hybrid”-struktur har vakt stor undren og debat på de palæontologiske institutter.
Forskerholdet bag opdagelsen har for nylig fremlagt deres opsigtsvækkende resultater i det anerkendte tidsskrift PeerJ. De slår her fast, at fundområdet Cañadón Calcáreo endnu engang har bevist sin uundværlige status, når det gælder om at afkode jura-tidens komplekse økosystemer.
Dinosauren, der nægter at passe ind i en boks
Det absolut mest banebrydende ved Bicharracosaurus dionidei er slet ikke dyrets enorme dimensioner, men derimod dets dybt mærkværdige anatomi. Forskerne fremhæver især den hidtil usete kombination af fysiske træk, som gør arten ekstremt svær at placere i det eksisterende system.
De forreste ryghvirvler og store dele af halsen deler for eksempel tydelige lighedstegn med den afrikanske art Giraffatitan, der tilhører Brachiosauridae-familien. Kigger man i stedet på den bagerste del af rygsøjlen, minder den slående meget om Diplodocus og dens nære nordamerikanske slægtninge. Samtidig indikerer bækkenets opbygning utvivlsomt et nært slægtskab med brachiosaurerne, hvilket helt udelukker et tilhørsforhold til piskehale-sauropoderne.
For at løse denne videnskabelige gordiske knude, måtte eksperterne tage avancerede fylogenetiske computermodeller i brug for at sammenholde hundredvis af detaljer fra globale dinosaurskeletter. De kørte omfangsrige datasæt, der inkluderede kendte fossiler fra stater som Wyoming og Colorado samt lokationer i Tanzania.
Disse beregninger slog endeligt fast, at Bicharracosaurus dionidei hører til i Brachiosauridae-familien. Dermed står dyret som den allerførste officielt beskrevne repræsentant for denne gruppe fra den sydamerikanske jura-periode. Opdagelsen bekræfter den voksende hypotese om, at brachiosaurerne havde en langt bredere global udbredelse tidligt i historien, end man hidtil har antaget.
Det beviser, at kæmperne ikke blot dominerede det forhistoriske Nordamerika og Afrika, men også spredte sig til de sydlige kontinenter. De bevægede sig tilsyneladende frit på tværs af det enorme superkontinent Gondwana, længe inden klodens landmasser for alvor begyndte at rive sig løs fra hinanden.
Hvad det komplekse stamtræ afslører om fortiden
Dette besynderlige miks af anatomiske træk stikker langt dybere end blot at skabe rod i museumssamlingerne. Det er et stærkt bevis på, at grænserne mellem de forskellige udviklingslinjer i den sene jura var yderst flydende. Evolutionen fulgte ikke altid de stramme og snorlige skemaer, vi ofte ser præsenteret i moderne undervisningsmateriale.
Dette tvinger videnskaben til grundigt at genoverveje, hvordan disse massive flokdyr rent faktisk krydsede tværs over fortidens superkontinent Gondwana. At vi nu finder brachiosaurer i Patagonien på et så tidligt udviklingstrin betyder, at de har formået at tilbagelægge utrolige afstande over land, før pladetektonikken skabte store oceaner. Akademikere fra universiteter i Buenos Aires og tilstødende forskningscentre peger på netop denne dynamik som opdagelsens vigtigste lektion.
Hver eneste nye fortidsknogle fungerer i dag som en afgørende brik til at bekræfte eller afkræfte gamle migrationsteorier. Artdannelser som Bicharracosaurus dionidei bliver nu brugt som essentielle referencepunkter, når forskere studerer beslægtede fund fra henholdsvis Tanzania, Utah og Wyoming.
Fagfolk minder os om, at jura-lagene i geografiske knudepunkter som Patagonien og store dele af det afrikanske kontinent næppe har udtømt deres overraskelser. Selv et lille knoglefragment kan fremover tvinge os til
